Advarsel meget lang...
Torsdag d. 15. december 2011
Jeg vågnede klokken 2:24 ved den første ve.. Hvor var det spændende, lige på terminsdagen. Jeg som havde regnet med at gå mindst 14. dage over.. Det var svært ikke at være helt oppe at køre og hvad der nu ventede forude og jeg kunne på ingen måde sove videre, selvom veerne på dette tidspunkt kun gjorde forholdsvist lidt ondt. Jeg gik på toilettet og opdaget at jeg havde tegnblødning.
Efter en time hvor jeg havde taget tid på veerne (de kom med 3-5 min interval og varede ca. 30-40 sek, vækkede jeg Flemming og sagde "jeg tror vi bliver forældre i dag, altså medmindre jeg skal være i fødsel i over et døgn" - hvilket jeg jo klart ikke regnede med, jeg blev dog klogere... Vi snakkede lidt frem og tilbage og Flemming lagde sig til at sove igen, da der jo nok ventede os en hård kamp forude. Jeg gik ind i stuen for kunne slet ikke få armene ned af spænding, senere ville jeg dog ønske at jeg havde forsøgt at sove lidt, da der skulle gå lang tid før jeg igen fik mulighed for det.
Klokken ca. 4:30 ringede jeg til fødegangen blot for at meddele at jeg havde veer. Hun sagde at det lød godt og at jeg skulle ringe tilbage når de varede ca. 1-1,5 minut af gangen og kom med 5. minutters regelmæssigt interval. Ok.
De følgende timer gik med veer der langsomt tog til i styrke og telefonopkald til mor og søster, og sms til de nærmeste om at der var noget igang.. Jeg var simpelthen op og flyve, veerne gjorde ondt men jeg trak vejret det bedste jeg har lært og syntes selv jeg var så dygtig.. Og jeg var så KLAR til at føde...
Da klokken blev ca. 14 var jeg sikker på at nu måtte det snart være tid til at komme ind og blive tjekket, der havde det jo været i gang i ca. 12 timer. Jeg talte med en jordemoder, som sagde at hun syntes jeg skulle vente endnu, da de havde meget travlt og jeg ville komme til at skulle vente længe i venteværelse osv. Så hvis jeg kunne holde det ud, skulle jeg blive hjemme.. Mine veer var heller ikke regelmæssige nok. De varede 1-2 min, men kom med 4-15 min. mellemrum.. Nøj, hvor blev jeg skuffede... Men jeg måtte jo vente på de blev mere regelmæssige..
Eftermiddagen og aften gik og jeg var efterhånden ikke så sej længere.. Jeg hang ind over spisebordet under veerne og pustede og pustede og var frustreret over at de ikke engang ville kigge på mig inde på fødegangen..
Da klokken blev ni, varede mine veer 1,5-2 minutter men stadig med svingende interval (3-12 min).. Jeg var grædefærdig over at de ikke ville komme regelmæssigt med 5. minutters mellemrum, det var jo det eneste vi ventede på, for jeg var IKKE I TVIVL om at de var stærke nok. Oveni var jeg ved at være godt træt og frustreret over at jeg ikke anede hvor langt i forløbet jeg var. Jeg ringede op til fødegangen igen der, og da jeg endelig fik lov til at komme ind og blive tjekket (jordemoderen kunne vist tydeligt høre at de veer var ved at være slemme) brød jeg hulkende sammen...
Det var sindssygt ubehageligt at have veer i bilen og jeg blev en anelse utålmodig da Flemming kørte forkert, så det tog 10 minutter ekstra (MEGET dårligt tidspunkt at køre forkert på). Jeg husker at jeg fik en ve der på parkeringspladsen ved Gentofte, hvor jeg kastede mig over en cykelstativ i smerte, fordi Flemming var ved at tage tasken ud af bilen. Det må have set skørt ud, såden en kvinde i morgenkåbe hængende det, pustende og prustende i smerte...
Meget langsomt og mange veer senere kom vi op til modtagelsen (ca. kl 22.30) hvor vi blev vist ind i et rum. Min største frygt nu var at blive sendt hjem igen, så da jordemoderen smilende konstaterede at jeg var 4-5 cm åben brød jeg for 2. gang hulkende sammen.. Sikken en enorm lettelse, jeg var ikke bare pylret, jeg var i fødsel, og jeg kom ikke hjem igen uden baby i armene! YES! Fornyet energi! Hun roste mig da hun hørte hvor længe jeg havde haft veer og at jeg havde klaret den selv derhjemme indtil nu.
Seje mig..
Hun spurgte efter nogen særlige ønsker og jeg ville jo rigtig gerne i vand, så hun ville arrangere en fødestue med kar til os. Jeg skulle ligge med vemåler og CTG scanner på maven (stadig på modtagelsen), da babys hjertelyd lige skulle tjekkes grundigere da den umiddelbart var lidt høj. Derefter fik jeg klyx, og så ventede vi på at blive hentet. Ved vagtskifte klokken 12, kom vores nye jordemoder Henriette efter os. Veerne var nu så kraftige at jeg kap kunne gå. Når der kom en ve, hang jeg i armene på både Flemming og jordemoderen, og var ved at falde sammen. Det føltes som en evighed at skulle gå på den lange gang over til fødegangen. Lige inden vi når dørene bliver Jordemoder Henriette nød til at slippe mig for at åbne dørene for os, derfor jeg så en ve, som resultere i at jeg kaster vildt op.. Der kom 2 sygeplejerske rendende for at støtte mig sammen med Flemming og tørre op. Det må have set forfærdeligt ud.
Herfra er det meget ca. med klokkeslet, da jeg på ingen måde holdte øje med tiden og Flemming heller ikke.
Vi kom ind på stue 1 hvor jeg blev lagt op på sengen. Henriette var stadig bekymrede for babys hjertelyd så jeg måtte endnu en gang spændes fast om maven med målere så de kunne holde øje med den. Hun tog vandet, så hun kunne tjekke om det var grønt, og det var det. Åbenbart meget grønt. Så kom meldingen "du kommer ikke i vand, vi bliver nød til at holde godt øje med baby" Skod altså. Jeg vidste jo godt selv at det ikke var muligt med det vand længere (man har vel hørt efter til fødselsforberedelse), men det var alligevel en hård melding. Der røg min drømmefødsel, men selvfølgelig skulle de jo holde øje med vores baby, det var trods alt det vigtigste. Så da hun spurgte om jeg ville prøve lattergas takkede jeg ja.
Veerne var forfærdelige og det overgik min vildeste fantasi hvor smertefuldt det var. Min eneste livliner var masken med lattergas i den ene hånd og Flemmings hånd i min anden. Jordemoder mærkede efter og baby var kommet skævt ned i bækkenet, så jeg måtte op og stå hængende over sengen og forsøge at bevæge mig under veerne for at dreje baby den anden vej. Jeg fik pludselig meget pressetrang (fordi hun lå skævt, forklarede jordemoderen), men jeg måtte endelig ikke presse med. Det var det værste jeg nogensinde har oplevet. Hele min krop kæmpede for at presse og give efter for trangen, men jeg måtte gispe og gispe.. Dette stod på i halvanden time.. Under hver ve var jeg ved at give op, og ind imellem kom jeg til at skrige istedet for at gispe og kunne mærke kroppen give efter, hvor jeg så måtte forsøge at finde tilbage til at kæmpe imod og gispe... Jeg har på dette tidspunkt længe haft lukkede øjne og været i nærmest dyb trance.. Jeg har registreret ind imellem når jeg kunne høre andre stemmer på stuen (børnelægen og en anden jordemoder blandt andet) og ellers kun hørt min jordemoders stemme, som en fjern messende lyd i ørene ("Bliv ved med at gispe", "Pust, pust pust", "Du klarer det så flot")
Nu blev jeg tjekket igen, og mit hårde arbejde havde båret frugt, babys hovede var drejet tilbage den rigtig vej, og jeg var fuldt åbnet. Jeg kunne høre Jordemoder sige til en anden at hun skulle gøre vedrop klar til mig da hun ikke vuderede mine presseveer lange nok til at jeg kunne bruge dem længere. Der vågnede jeg brat op for min trance; "Må jeg presse nu??? Er det nu baby skal ud?? Må jeg endelig presse med????" "Ja", svarede min jordemoder, "hvis du vil, så presser du alt hvad du overhovedet orker når næste ve kommer".
Veen kom og jeg pressede som en gal, det var så vildt endelig at give efter, efter at have kæmpet imod det så længe, så jeg PRESSEDE! Jeg kunne mærke bækkenet give sig i såden en skvulp (svært at forklare) og jordemoder som sad på hug bag mig (jeg hang jo stadig over sengen) kunne jeg høre sige "Bare afblæs det vedrop, hun er stærk som en okse hende her, babyen kommer nu"
Så blev jeg beordret tilbage på ryggen, hvilket virkede som en fuldstændig umulig opgave med et babyhoved mellem benene og diverse ledninger og apperater spændt omkring mig, men det lykkedes med hjælp fra Henriette og Flemming. Børnelægen kom ind på stuen, jeg fik benene op på stativerne, og så var det nu at det var NU, og jeg ville få mit barn at se inden længe. Jeg blev instrueret i at når hun sagde pres skulle jeg presse alt hvad jeg kunne og når hun sagde stop var det meget vigtigt at jeg gjorde det. Ved anden presseve kom hovedet halvt ud, og jeg fik besked på at stoppe, hvilket jeg gjorde, selvom det gjorde afsindigt ondt at have babys hoved halvt ude. Dem der siger man ikke kan mærke man sprækker, det KUNNE jeg, det sveg grusomt! Så måtte jeg presse igen og ud kom min baby! Det er den mest overvældende følelse i hele verden. Timer i smertehelved, med det samme afløst af en overstrømmende eufori. Den vildeste glæde. Henriette holdt baby op foran mig, "kan du se hvad køn det er?". "Det er en PIGE! " hvinede jeg i vild lykke. Sikke en overraskelse, en fantastisk smuk og velskabt lille datter havde gemt sig i maven på mig og nu lå hun her på mig, og kiggede med sine store sorte øjne.
Min datter kom til verden fredag d. 16. december 2011. 3342g, 52 cm lang og helt igennem perfekt.
