Følelserne er løbet helt af med mig...

Føler konstant jeg er fyldt op med fremmede homoner på trods af at jeg ikke er gravid... Min kæreste og jeg har kun været sammen et halvt år... Men er forfærdelig skruk... Og min kærestes lille pige gør det ikke nemmere at skubbe tankerne langt væk, for hun er så sød og fantastisk

Men på det seneste er jeg begyndt at blive utrolig følelsesladet omkring det emne, begynder at tude hvis jeg fx ser de unge mødre, ser en gravid eller hvis jeg ser en gå rundt med barnevogn på gaden... :s Og spurgte min kæreste om vi ikke kunne starte pb til sommer... Og blev endnu mere ked af det fordi han syntes det var for tidligt.. og ja det er nok for tidligt på trods af at vi ikke engang ville have været sammen et år der...

Men er blevet så bange for mig selv... for den første tanke der røg igennem mit hoved der, var bare at jeg ikke var god nok når han ikke ville have et barn med mig på det tidspunkt... eller prøve på det... Tanken om at jeg ikke betød nok endnu i forhold til hvad hans ekskæreste jo måtte hvad gjort siden han besluttede sig at få et barn med hende på ikke meget senere end det tidspunkt... Og hader bare mig selv for ikke at kunne sætte i tomgang og bare lade tiden gå sin gang... Føler mig som et lille barn der ikke får sin vilje og det gør mig endnu mere oprørt over mig selv... :/

Ved ikke hvorfor jeg skriver alt det her... havde bare brug for at komme ud med det...

Hvor er det synd, der ikke er nogen, der har svaret dig. Jeg synes, det er en meget spændende problemstilling du står med.

Jeg har aldrig prøvet noget lignende - bortset fra det med at føle sig vraget eller ikke god nok - det har alle vel prøvet.

Jeg kan sagtens følge dig i din tankegang og jeg ved ikke hvorfor det sådan er løbet løbsk. Det kan da godt være noget hormonelt.

Jeg blev skruk efter en diskosprolaps, hvor jeg brugte meget tid i varmtvandsbassinet ofte i selskab med en masse små MEGET glade babyer. De var jo helt bedårende og JEG som ellers længe har holdt på at jeg egentlig ikke gad have børn blev skruk. Måske er det det samme, der sker for dig med din kærestes datter.

Det er jo helt fair, at han ikke ønsker at begynde på babyprojekt, når I ikke har kendt hinanden længere. Han har jo også prøvet at det er gået i stykker én gang - måske endda efter der kom en baby ind i billedet -hvem ved. Jeg tror godt, du kan se det, hvis du sætter din egen forfængelighed lidt til side.

Det behøver jo slet ikke have noget med dig at gøre som sådan, så pas på ikke at tage "skylden". Måske vil han også bare gerne nyde dig og have dig lidt længere for sig selv.

Det var da oplagt at tage en stille og rolig snak med ham om det. Uden nogen bebrejdelser. Det ville nok give dig lidt ro i sindet og få dig til at holde op med at fokusere så meget på det. Invester lidt tid  i kæresten og jeres forhold i stedet for en baby. Det skal I nok nå.

God weekend.

Moms

Moms skriver:

Hvor er det synd, der ikke er nogen, der har svaret dig. Jeg synes, det er en meget spændende problemstilling du står med.

Jeg har aldrig prøvet noget lignende - bortset fra det med at føle sig vraget eller ikke god nok - det har alle vel prøvet.

Jeg kan sagtens følge dig i din tankegang og jeg ved ikke hvorfor det sådan er løbet løbsk. Det kan da godt være noget hormonelt.

Jeg blev skruk efter en diskosprolaps, hvor jeg brugte meget tid i varmtvandsbassinet ofte i selskab med en masse små MEGET glade babyer. De var jo helt bedårende og JEG som ellers længe har holdt på at jeg egentlig ikke gad have børn blev skruk. Måske er det det samme, der sker for dig med din kærestes datter.

Det er jo helt fair, at han ikke ønsker at begynde på babyprojekt, når I ikke har kendt hinanden længere. Han har jo også prøvet at det er gået i stykker én gang - måske endda efter der kom en baby ind i billedet -hvem ved. Jeg tror godt, du kan se det, hvis du sætter din egen forfængelighed lidt til side.

Det behøver jo slet ikke have noget med dig at gøre som sådan, så pas på ikke at tage "skylden". Måske vil han også bare gerne nyde dig og have dig lidt længere for sig selv.

Det var da oplagt at tage en stille og rolig snak med ham om det. Uden nogen bebrejdelser. Det ville nok give dig lidt ro i sindet og få dig til at holde op med at fokusere så meget på det. Invester lidt tid  i kæresten og jeres forhold i stedet for en baby. Det skal I nok nå.

God weekend.

Moms

Tak for dine lidt opmuntrende ord

Har prøvet at tage en snak med ham... men han syntes det er som om jeg er på vej hen af min egen stig... og så udvikler det sig nærmest til at jeg føler jeg får skæld ud selv om det slet ikke er det han vil :/ er blevet så pjevset at jeg hyler over det mindste, hvis jeg får en følelse af at jeg prøver at prænge et eller andet ned over hovedet på ham, og det er møg irriterende fordi det har efterhånden gjort at jeg har rigtig mange søvn løse nætter og derefter rigtig mange mange fraværs dage i skolen

Anonym skriver:

Tak for dine lidt opmuntrende ord

 

Har prøvet at tage en snak med ham... men han syntes det er som om jeg er på vej hen af min egen stig... og så udvikler det sig nærmest til at jeg føler jeg får skæld ud selv om det slet ikke er det han vil :/ er blevet så pjevset at jeg hyler over det mindste, hvis jeg får en følelse af at jeg prøver at prænge et eller andet ned over hovedet på ham, og det er møg irriterende fordi det har efterhånden gjort at jeg har rigtig mange søvn løse nætter og derefter rigtig mange mange fraværs dage i skolen

Hvis du ikke vil ende ud i at han føler sig presset, så må du prøve at være mere ligeglad og skubbe tanken væk. 

det er ikke noget personligt med han ikke vil have børn med dig, men han vil nok bare gerne være sikker på at det er for altid, denne gang. ?

Anonym skriver:

Føler konstant jeg er fyldt op med fremmede homoner på trods af at jeg ikke er gravid... Min kæreste og jeg har kun været sammen et halvt år... Men er forfærdelig skruk... Og min kærestes lille pige gør det ikke nemmere at skubbe tankerne langt væk, for hun er så sød og fantastisk

Men på det seneste er jeg begyndt at blive utrolig følelsesladet omkring det emne, begynder at tude hvis jeg fx ser de unge mødre, ser en gravid eller hvis jeg ser en gå rundt med barnevogn på gaden... :s Og spurgte min kæreste om vi ikke kunne starte pb til sommer... Og blev endnu mere ked af det fordi han syntes det var for tidligt.. og ja det er nok for tidligt på trods af at vi ikke engang ville have været sammen et år der...

Men er blevet så bange for mig selv... for den første tanke der røg igennem mit hoved der, var bare at jeg ikke var god nok når han ikke ville have et barn med mig på det tidspunkt... eller prøve på det... Tanken om at jeg ikke betød nok endnu i forhold til hvad hans ekskæreste jo måtte hvad gjort siden han besluttede sig at få et barn med hende på ikke meget senere end det tidspunkt... Og hader bare mig selv for ikke at kunne sætte i tomgang og bare lade tiden gå sin gang... Føler mig som et lille barn der ikke får sin vilje og det gør mig endnu mere oprørt over mig selv... :/

Ved ikke hvorfor jeg skriver alt det her... havde bare brug for at komme ud med det...

Jeg kan godt se dit dilemma, det er ikke så sjovt.

Men prøv at give det lidt tid, også snak med ham om det igen. Også synes jeg egentlig du skal fortælle ham, hvordan du føler.

Men omvendt, så kan det jo også være at han gerne vil vente lidt med dig, fordi han ikke ønsker jeres forhold ødelagt. Jeg ved jo godt nok ikke, hvorfor hans forhold til hans eks. er ødelagt, men som du skrev, så har de fået barn tidligt i deres forhold, så måske ønsker han ikke det skal gå galt denne gang, hvis du forstår hvad jeg mener.