...at jeg har brug for hjælp 
Der skal INGENTING til før jeg hidser mig op og jeg skælder ud på mine unger, har endda taget fat i armen på den ældste et par gange og bare tudet over det bagefter. Sat mig ud på badeværelset og slappet lidt af og rendt ind til hende bagefter for at undskylde ALT hvad jeg kunne for at gøre det bedre.
I går slog det så klik for mig...? Den yngste græd og græd og græd og jeg ku` ikke trøste hende Så farmand måtte ta´ over, men oveni at jeg havde stået og råbt af den yngste, fordi jeg ikke vidste hvad der var galt, så begyndte den ældste og græde, så jeg løb ind til hende og spurgte hende, hvad der var galt, hvor hun så sagde "mor råber, *bib* vågner"... Og da jeg ville ta´ hende op for at trøste hende, farede hun sammen. Hun blev bange for mig!! 
Så igår ringede jeg til lægen og sagde, jeg måtte igang med lykkepillerne igen - det hastede! Så fik udskrevet nogle piller for at stoppe mit mælk - det piner mig ikke og kan amme, men hun får i forvejen et par flasker mme ved siden af mig, så hun er ikke uvant med det, og hellere stoppe og de begge får det bedre (og jeg gør).
Lægen og jeg fik desuden en snak om at komme på et kursus; Anger management, og psykologsamtaler, samt evt. samtaler med ham et par gange om måneden.
Hvis jeg bare vidste hvad jeg "fejlede" - hvorfor er jeg så gal? Hvorfor er min "lunte så kort"? Den ældste er bare i trodsalderen lige nu, og den yngste 4 mdr. gammel, så selvfølgelig er de en prøvelse, men det skal da ikke slå mig sådan ud!
Den ene dag overvejede jeg om de ikke ville få det bedre uden mig? Om de ikke bare havde det bedst med kun deres far? Sku´ ha´ lugtet lunten der... 
Men nu får jeg/vi hjælp 
Tak fordi du gad og lytte! 
Anmeld
