Hej,
Jeg faldt over dit indlæg, da jeg også selv var igennem mange af de nedbrydende tanker, som du går rundt med lige nu. Efter 1½ år og en lang sommerferie, hvor tankerne var andre steder, så lykkedes det mig at blive gravid. Vi har nu den mest fantastiske søn:-)
Min pointe er, at tankerne kan gøre én vanvittig. Det værste er usikkerhed og uvished - så længe der et ubekendte, så kan tankerne køre alle veje.
Jeg er sikker på, at det nok skal lade sig gøre for jer på den ene eller anden måde.
Mit bedste råd til dig er at forsøge at tænke på noget andet, indtil du har noget sikkert at forholde dig til. Det er lettere sagt end gjort - det ved jeg. Det kan være enormt opslidende for et par at gennemgå, hvad i måske står overfor, og jeg tror, at det er vigtigt at vedligeholde hinanden, imens det står på.
Vi fokuserede på et tidspunkt så meget på, at blive gravide, at vi glemte hinanden, gnisten og kærligheden, som jo ligger til grund for barnet. Da vi indså det, besluttede jeg mig for ikke at spise noget specielt, ikke at undgå kaffe, slik, alkohol osv. Med andre ord levede jeg helt normalt og tænkte, at barnet jo kommer, når det selv har lyst. Og vuptiiiii....
Det er selvfølgelig en solskinshistorie, men, hvis det viser sig, at i er raske begge to, så er det mit bedste råd. For så skal barnet nok komme af sig selv, når i slapper af.
Jeg glæder mig ti at følge med i din beretning, for jeg er sikker på, at ønskebarnet nok skal dukke op - med eller uden hjælp.
Mange positive tanker:-)