Fødselsberetning af Moms
Torsdag den 8/12 var ude at handle ammetøj og julegaver. Fik ikke sovet i løbet af dagen. Om eftermiddags fik jeg de værste plukvéer, jeg har oplevet. De forsvandt kun, når jeg lå helt stille på sofaen. Jeg havde desværre også madlavning og rengøring på programmet og gik faktisk rundt med én lang plukvé. Det var ikke fordi det gjorde særligt ondt. Det bare strammede hele tiden, uden pause og også i lænden. Vi gik i seng kl. halv elleve og jeg sov ikke hele natten.
Fredag morgen kl. 2.50 sev der pludselig noget for neden. Jeg satte hurtigt en hånd for og gik på toilettet. Der var en anelse klar væske og lidt klar slim på mine fingre og jeg lugtede til det, fordi jeg havde læst på nettet at fostervand lugter af sæd. Det gjorde mine fingre også!!! Ikke tis.
Tog et bind på og gik i seng, men kunne bare slet ikke sove. Der kom ikke mere væske, ingen smerter, intet. Jeg ringede senere på dagen til lægen fordi jeg troede, det lige skulle tjekkes om det kunne være en urinvejsinfektion og blev henvist til fødegangen. Her fik jeg en snak med en jordmoder (eller medhjælper), som mente vi lige skulle se tiden an.
Der skete ikke mere den dag.
Lørdag 10/12-11
Kl. 6 var jeg oppe at tisse og havde tegnblødning. Det var bare lyserødt "tissevand" og lidt lyserødt slim på papiret. Jeg gik meget spændt i seng igen og fra kl. 6-7 havde jeg 3 kortvarige perioder med moderate menstruationsagtige smerter.
Fra kl. 7 var de der med ca. 10 min mellemrum. De aftog i styrke, siden jeg stod op og blev mere plukvé-lignende. Efter en lur ved 3-tiden var der atter interval i smerterne. Omkring kl. 20 var der mellem 4 og 8 minutter imellem. MEN de var korte - 10-20 sekunder og de rullede ikke op over maven, men blev nede under navlen
Først kl. 23.00 er véerne ved at bide. De svingede lidt i intensitet og interval. De sidste har varet 1--1½ min. og kommer med 5-6 minutters interval.
Til midnat ringede jeg til fødegangen. Der var der ca. 4 minutter mellem véerne og jeg syntes det var hårdt. Blev skuffet over at finde ud af, at man bare kunne ringe, når man havde haft véer i den grad en time. Jordmoderen fortalte mig venligt, at det var fordi de godt lige ville høre fra os. Jeg kunne ringe igen om 1-2 timer.
Lørdag morgen kl. 2.29 ringede jeg til fødegangen og fik lov at komme ind. Jeg var så stolt af mig selv, fordi jeg havde ventet så længe og så for mig, at jeg lige nåede ind til fødegangen inden pressevéerne gik i gang. Så længe som jeg havde haft véer, var jeg i hvert fald i aktiv fødsel. Jeg skulle blive klogere.
På vej i bilen til hospitalet begyndte jeg at få ”dobbelt-véer”. Det var 2 véer lige efter hinanden – uden pause. Det var ikke hver gang, men jeg syntes det var rigtig ubehageligt. Vi ankom til sygehuset kvart i 4 lørdag morgen den 11/12. Jeg måtte vente med at stige ud af bilen pga. en vé og havde 4 véer på vejen op til fødegangen. På p-pladsen, lige indenfor indgangen, i elevatoren, ved døren til fødegangen og igen lige indenfor og mens jeg blev budt velkommen af en jordmoder. Jeg syntes, de var slemme, men det skulle blive endnu værre.
Vi blev vist ind i en fødestue og jeg stoppede i døren, for der var ikke noget kar og jeg ville jo så gerne føde i vand. Det tager vi senere, sagde jordmoderen, lad os nu lige se hvor langt du er. Jeg kom op på fødelejet og der gik vist noget tid, inden jeg blev undersøgt for neden. Livmoderhalsen var udslettet og jeg var 1 finger åben. Altså slet ikke åben. Tror jeg fik målt blodtryk og måske temperatur. Mine fødder var så kolde og jeg fik varmepuder til fødderne i stedet for lænden. Dobbeltvéerne blev nu til koblingsvéer tror jeg betegnelsen er – véer uden pause – véstorm kaldes det vel også. Jordmoderen har skrevet i journalen, at jeg har smerter mellem véerne..??? Hun skrev, de kom med 3 min. Interval og af 1 min. varighed. Hun beholdt mig til observation, da véerne var så regelmæssige og kraftige.
Jeg var i stærk smerte og fortvivlelse. I starten kunne jeg klare mig igennem véerne ved hjælp af vejrtrækningen og ved at hænge i galgen over sengen (hvilket resulterede i meget ømme armmuskler flere dage efter fødslen). Siden måtte jeg knuge min mands arm, mens jeg lå på siden og til sidst stod jeg og trippede klynkende for enden af sengen mens jeg hang ind over endegærdet. Kl. 4.45 takkede jeg ja til akkupunktur og bistik. Jeg havde nåle i fødderne, på hænderne og lige i panden – og vist også i hovedbunden. Bi-stikkene fik jeg 4 af lige i bikinni–linien. Efter to skreg jeg til jordmoderen, at hun skulle stoppe, men hun fortsatte med de to sidste og jeg brød hulkende sammen og sagde, at hun da ikke måtte fortsætte, når jeg sagde, hun skulle stoppe. Jeg følte det som et voldsomt overgreb og jeg kunne slet ikke holde op med at græde igen.
Akkupunkturen og bistikkene tog kun lige toppen af smerten. Ved 6 tiden blev en smertecoctail nævnt og da jeg ikke kan tåle morfin gik der lige noget tid, inden det blev bestemt, hvad jeg så skulle have. Kl. 6.20 får jeg bricanyl for at stoppe véerne. På det tidspunkt er der 2½-3½ min ml. véerne, der varer i 60 sekunder. Jeg fik smertestillende medicin og kl. 6.35 blev vi flyttet til barselsgangen for at sove.
Ved 3-4 tiden om eftermiddagen tog vi hjem. Der var der begyndt at komme lidt småvéer, men ikke noget at tale om og når der alligevel ikke skete noget, kunne vi lige så godt køre hjem.
Vi blev hjemme i ca. 4 timer og kom til fødselsgangen igen ca. 19.30. Jeg har et stort tomt hul i min hukommelse mht. hvad der skete mens vi var hjemme. Jeg troede, jeg lå på sofaen, men jeg har tilsyneladende både været i bad og været inde i sengen.
Det var min mand, som ringede til fødegangen. Han sagde, at jeg så dobbelt på turen i bilen og jeg husker at jeg sagde, at hvis jeg ikke var åben nu, skulle jeg bare have den epidural og kejsersnit, for det her kunne jeg ikke holde til. Men i det mindste havde jeg ikke længere koblede véer.
Vi blev modtaget af én af ”mine egne” jordmødre og jeg bliver undersøgt. Jeg er da 3 cm åben og har 5 véer på 10 minutter. Efter 1 time kommer jeg ind i fødestuen med badekarret. Jeg kommer i vandet og får igen akkupunktur – men INGEN bistik. Kl. 21.45 – godt 2 timer efter modtagelsen er jeg 7 cm åben. Efter 2½ timer i vandet steg hjertelyden på min dreng. Måske var det pga. varmen (jeg havde bedt om at få noget varmere vand), men baby skulle tjekkes, så kl. 22.20 kommer jeg på fødselslejet og vandet blev taget 22.50. Jeg var her 9 cm åben. Fostervandet var klart og mit barn fik monteret elektrode på hovedet og fik taget blodprøve. Iltmætningen var fin, men hjertefrekvensen stadig lidt høj, så jeg fik ikke lov at komme i karret igen.
Det var vildt ubehageligt at blive rodet ved for neden og jeg blev noget irriteret på den fødselslæge, der var med og som gjorde det. Hun var grov med sine hænder, hendes handsker var for store og hun advarede mig ikke inden hun rørte mig.
Jeg kan huske, at der blev spillet god musik i radioen. Der stod en ghettoblaster i vindueskarmen og spillede, men jeg lagde på intet tidspunkt mærke til om der var lyst eller mørkt udenfor.
Pressetrangen startede og da jeg så på uret 23.40 og tænkte, at jeg da nok godt lige kunne holde ham inde til efter midnat, så han kunne få fødselsdag den 12/12. Igen var jeg optimistisk og jeg skulle blive klogere. Ifølge JM journalen har jeg pressevéer fra midnat. Jeg lå vist skiftevis på ryggen og på siden. På ryggen kunne jeg slet ikke styre mine ben, de rystede uhæmmet og jeg måtte have jordmoderen og min mand til at holde dem. Jeg havde ingen pressetrang, inden jeg var fuldt åben, for allerede kl. 23 var jeg 10 cm åben.
Kl. 1 lægges der venekateter. Lægen, som jeg er irriteret på i forvejen, fordi hun virker temmelig utrænet og usikker, må selvfølgelig prøve to gange inden det lykkes. Védroppet startes lige så langsomt op.
Jeg kunne hurtigt mærke forskel, for nu var der mere kraft i pressevéerne. Jeg var på et tidspunkt nede og sidde på knæ og brækkede mig lidt når jeg pressede. Det blev konstateret at min blære var ret fyldt og jeg skulle prøve at tisse, mens jeg sad på sådan en stol med hul i. Det kunne jeg ikke og så måtte jeg op på lejet og have lagt urinkateter. Igen var det fødselslægen med de grove hænder og denne gang måtte jeg sige til hende med en løftet pegefinger, at nu kunne hun godt tage at være mere forsigtig. De tømte min blære for 600 ml urin. Det var vildt ubehageligt at få det lagt og have det oppe, jeg skyndede på dem og sagde, at de skulle suge det ud, mens min mand beroligede mig og sagde at det løb lige så fint. På et tidspunkt fik jeg også tilbudt ilt, men jeg kunne slet ikke finde ud af at trække vejret i masken. Den bedste pressestilling for mig var liggende på siden. Jeg lå mest på højre side og knugede hele min mands underarm i min favn. En eller anden holdt mit venstre ben oppe. Jeg havde haft meget lyd på under fødslen og havde tænkt, at det måtte være træls at høre på så længe. Da jeg så kom til pressefasen fik jeg at vide, at jeg skulle holde mund. Jeg nåede lige at tænke, at nu blev de trætte af at høre på mig, men det var fordi, at jeg ville presse bedre, hvis jeg holdt vejret.
Kl. 1.36 blev lillemanden født. Da hovedet var ude havde jeg ikke lyst til at presse mere. Det skulle jeg, men jeg ville vente på næste pressevé. Jeg sagde, de bare skulle hive ham ud, men de insisterede på, at jeg skulle presse igen. Jeg tror, jeg fik sagt ”nå, ok, så presser jeg”. Jeg syntes ikke, der var noget power på, men ud kom han da og blev lagt direkte op på mit bryst. Han var slet ikke blodig som jeg havde forestillet mig og han vrælede slet ikke som jeg havde forestillet mig. Han lå bare der så fin og stirrede – lidt hvidt fedtet rundt omkring og var stille og rolig. Jeg tror, jeg var lidt paf og lidt overrasket og var vist mere fokuseret på at sikre mig, at han var ok end på at blive begejstret. Han lå på siden og hans hånd blev lynhurtigt blå pga. den dårlige cirkulation. Men han var så fin og min mand stod lige ved siden af og var begejstret og tog et par billeder. Han klippede navlestrengen og jeg var bange for, at han skulle ramme sønnikes lår med kæmpesaksen. Moderkagen kom 1.45, men jeg kunne ikke mærke at jeg ”fødte” den.
Bettemanden begyndte at ralle lidt og jordmoderen bestilte en børnelæge til at tjekke ham. Han lå med c-pappen i et stykke tid. Børnelægen var der efter ca. 40 min og der var jeg ved at blive syet. Han fandt ingen problemer hos vores søn. Han vejede 4400 g og var 57 cm lang. Det var tæt på at jordmødrene skulle give kage, da begge to havde skudt ham til 3500-3700 g.
Jeg fik en 3 gradsbristning og jeg kunne mærke det. Det begyndte pludselig at svide ret kraftigt – så det var altså en helt anden smerte. Jeg fik lagt lokalbedøvelse med en temmelig lang nål – ifølge min mand. Jeg blev syet bagerst i skeden, hele mit mellemkød var revnet og en del af ringmusklen. Jeg syntes lægen var hurtig til at sy. Det var ubehageligt, men til at holde ud.
Som opsummering, ifølge jordmoderens journal, gik der 10 timer fra véer til fødsel og min pressefase varede i 1 ½ time. Der gik 2 timer og 45 min fra de tog vandet til jeg fødte.
Det er fantastisk at blive mor. Jeg håber, det kan ske én gang til.
