PludderLady skriver:
Åh, ja så er du i samme båd! Jamen jeg synes at jeg snakkede emnet tyndt dengang og nu tror jeg bare at folk har det sådan lidt... Ja, som overskriften lyder: KOM NU VIDERE! Det er efterhånden lang tid siden og tror at folk ligesom også bre forventer at man kommer over det, som tiden går. Har du ikke samme fornemmelse?
Hvordan arbejder du dig gennem det?
Jo præsis...det er som om man fik en vis mængde line og så ikke mere. Så tænkte folk at nu måtte jeg da være kommet over det. Snakker dog stadig med min kæreste om det når behovet melder sig. Men jeg tror ikke helt at andre forstår at for mig er det virkelig mit englebarn og ikke bare en lille klump der kunne være blevet til et barn men i virkeligheden var ingenting på det tidspunkt. Syntes at det er lidt træls at man ikke rigtig regner det for at miste et barn når man mister så tidligt.
Hvordan jeg arbejder mig igennem det? Jamen jeg havde et stort behov for at have noget der symboliserede barnet som jeg mistede hos mig hver dag, så jeg fik af min kæreste et vedhæng til mit Pandora armbånd med en lille engle på. Det går jeg altid med. Ud over det så har jeg gemt alt hvad jeg havde som handler om barnet (altså positiv test, vandrejournal osv). Ikke at jeg kigger på det, men er glad for at have det. Havde brug for at det skulle være virkeligt at barnet havde været der og havde derfor brug for "fysiske beviser" som fx en positiv test. Ellers så ved jeg ikke om man helt kommer ud over det nogensinde...tænker tit på det
Anmeld
