Vivian87 skriver:
Så blev det vidst også på tide at jeg fik skrevet en fb!
Fra uge 35 havde jeg meget højt blodtryk og lægerne og min jordemor var meget bekymrede for om det var svangerskabsforgiftning, så jeg gik til kontrol 2 gange i ugen på sygehuset – træls, men ville selvfølgelig hellere tjekkes en gang for meget end en gang for lidt!
Da jeg var 36+5 kom den kommende far hjem – han er skibsofficer ved Mærsk, og de lod ham heldigvis komme hjem før fordi graviditeten gik som den gik! Det var dejligt at få ham hjem, for jeg sys efterhånden det var ret svært at overskue det hele.
Da jeg var 37+5 blev vi indlagt fordi mit blodtryk steg helt vildt. Lægerne og jordemødrene kunne dog ikke blive enige om, om det rent faktisk var svangerskabsforgiftning fordi mine blodprøver så fine ud, men der var protein i min urin. Jeg var indlagt i 3 dage, og da mit blodtryk ikke faldt, blev jeg sat på blodtrykssænkende piller og fik en tid til igangsættelse i 38+3.
Onsdag den 21. december mødte vi op på Kolding sygehus til indlæggelse velvidende at vi ikke ville komme hjem før jeg havde født. Vi havde, naivt nok skulle det vise sig, en forestilling om at jeg ville føde den 21. eller 22. da alle lægerne og jordemødrene havde sagt at jeg var meget moden og formentlig kun skulle have 1 stikpille før vandet kunne tages.
Jeg får den første stikpille onsdag da vi blev indlagt, og 6 timer senere bliver jeg undersøgt med forhåbning om at de kan tage vandet. Desværre har det ingen virkning haft overhovedet så jeg får en mere. Torsdag får jeg også lagt 2 stikpiller op den noget resultat, og vi aftaler med en læge at hvis den 5. og sidste stikpille heller ikke har nogen virkning så må vi komme hjem og holde jul og så skal jeg nok ha lavet et kejsersnit. Fredag bliver jeg undersøgt igen og får lagt den sidste stikpille. Kort tid efter går min slimprop, men da jeg har hørt fra mange at den sagtens kan gå flere dage/uger før fødslen går i gang lægger jeg ikke noget i det, og vi omstiller os stille og roligt til at skulle hjem og holde jul.
Fredag den 23. december kl. 16 bliver jeg undersøgt igen og denne gang, til alles forbavselse, kan de sagtens komme til at tage vandet. Først bliver jeg faktisk lidt ked af det, fordi jeg havde sat næsen op efter at komme hjem og holde jul, men min mand får mig hurtigt i bedre humør da det jo faktisk betyder at vi snart vil have vores lille datter i vores arme <3
16.30 tager de vandet og alt ser bare super fint ud. Vi bliver vist ind på en fødestue og får at vide at jeg vil få lagt ve-drop hvis ikke der er sket noget indenfor 2 timer. Det kommer dog til at tage 4 timer før jeg får det lagt fordi de pludselig får meget travlt. Der går ikke længe efter det er blevet lagt før veerne begynder at vælte ind over mig så jordemoren skruer lidt ned for droppet igen.
Jeg har absolut ingen tidsfornemmelse, men på et tidspunkt kommer der en ind og lægger en epiduralblokade på mig. Den var bestilt allerede da de tog vandet fordi mit blodtryk var så højt så jeg måtte ikke få for ondt – desværre blev den lagt forkert så den virkede overhovedet ikke. Veerne væltede stadig ind over mig, og fra det tidspunkt og frem til fødslen (ca. 10 timer) havde jeg konstante smerter, de stoppede ikke på noget tidspunkt og jeg mistede ret hurtigt modet. Er sikker på det havde været en bedre oplevelse hvis der lige var tid til at trække vejret indimellem.
Min mand var en utrolig stor støtte – faktisk husker jeg ikke meget andet end smerten og hans stemme. På et tidspunkt begynder jeg at føle trang til at presse, men jordemoren sagde at det ikke kunne passe så jeg prøvede at ignorere det – der gik dog ikke længe for det var umuligt for mig at ignorere, og hun måtte erkende at jeg var gået ind i fasen med presseveer.. desværre var jeg kun 8 cm åben og måtte derfor kæmpe imod presseveerne med alt hvad jeg havde i mig. Det er godt nok det sværeste jeg nogensinde har gjort tror jeg, det var så unaturligt at skulle kæmpe imod ens krops impulser!
Ca. halvanden time senere fik jeg endelig at vide at jeg måtte presse og det gjorde jeg så. Der skete desværre bare ikke så meget, og efter en time kaldte jordemoren en læge ned of de snakkede om at tage hende ud med kop eller tang, og her begyndte kaos så L
Lægen mente at det var for risikabelt og der blev tilkaldt en overlæge fordi man mente at et akut kejsersnit var den eneste løsning. Lige i det overlægen kommer ind på stuen kommer hovedet ud og det vælter ud med grønt fostervand. Jordemoren beslutter at NU skal hun altså bare ud og hiver hende med vold og magt ud. Jeg åbner øjnene for måske 5. gang under hele fødslen og ser 12 mennesker på stuen hvoraf de 6 aner jeg ikke hvem er eller hvornår er kommet, min mand står og græder og min søster trøster ham, min far græder, min bonusmor græder og der går det op for mig at hun ikke har grædt endnu og jeg går helt i panik! Men så græder hun og min mand kommer over og forklare mig at forstervandet var grønt og at hun var meget slap så hun skulle en tur på børneafdelingen til et tjek. Inden de gik med hende fik jeg hende dog lige op til mig – jeg kan desværre bare overhovedet ikke huske at jeg har haft hende oppe, men der blev heldigvis taget billeder af det!
De går med Aviaja og min mand går med dem. Jordemoren siger så til mig at jeg ikke må gå i panik, men at jeg altså har blødt 2 liter blod og at jeg stadig bløder og de kan ikke finde årsagen, så jeg skal en tur på operationsbordet så de kan få stoppet blødningen, og så kører de med mig. 4 timer senere vågner jeg op på opvågning og får at vide at de har stoppet blødningen og syet mig, og at min datter har det godt - min mand sidder i en stol oppe på børneafdelingen og sover med hende i sine arme 
Det var en hård start på vores nye liv, og det var først efter 2-3 uger at jeg begyndte at føle at jeg havde lidt overskud igen ovenpå det kæmpe blodtab.
Tak fordi du læste med, hvis du da er nået hele vejen ned i bunden J det er vedhæftet et par billeder af min lille guldklump
Sikke en voldsom historie, din stakkel. Men godt at høre at det hele går så godt nu
