Jeg overvejede at skrive det her som anonym, men kan jo ligeså godt stå inde for det, det bliver jo ikke anderledes..
Jeg skal til eksamen imorgen, og har slet ikke fået mig forberedt, meningen er at vi skal lade som om vi er kunderådgivere i en bank, og vi skal så holde møde med kunden, men vi har fået udleveret 6 cases der skulle laves inden, og jeg har bare slet ikke kunnet tage mig sammen til det..
Jeg har i forvejen næsten lige fået brev om at den ene af mine eksamener er dumpet, og skal nu til møde på tirsdag om at tage semesteret igen, så det er jo heller ikke super motiverende..
MEN, jeg har bare været så sindssygt træt pga graviditeten, Johannes har været syg med en omgang roskildesyge, og snot osv, og vi har ikke rigtig sovet om natten.. Oveni ligger der diverse bekymringer om alt muligt, går graviditeten godt, får jeg en plads på holdet under os så jeg kan tage semesteret om?? Og ikke mindst så er jeg bare SÅ skide bekymret for Johannes sprog eftersom at det nærmest er ikke eksisterende mere..
flere ting han har sagt førhen kan man slet ikke få ham til at sige mere, og der kommer bare heller ikke nogen nye ord..
Det er så frustrerende det hele, og mine kræfter psykisk er bare helt væk lige nu..
Jeg ved at jeg imorgen, går ind i forberedelses lokalet, bruger 30 minutter på at finde ud af hvad jeg skal sige til min underviser og censor, og går derefter ind og beder direkte om at blive dumpet..
Det er anden gang nogensinde jeg gør det, og den første gang var fordi jeg lige havde født en uge forinden og selvfølgelig ikke lige havde haft tid til forberedelse, den eksamen tog jeg 3 uger senere og fik et rigtig flot 10 tal på trods af at lille Johannes var med og kunne risikere at stjæle mit fokus..
Nu står jeg her igen, og jeg har det elendigt med det..
men ved jo at jeg har en chance mere den 31 januar, men hvor gør det ondt at gå ind og bede direkte om at blive dumpet..
