Tudeprinsesse for en dag...

En af mine rigtig gode venner og hans kæreste har i flere år forsøgt at blive gravide uden held og har nu fundet ud af at han har stærkt nedsat sædkvalitet. Han åbnede brevet fra fertilitetsklinikken i dag og skrev så til mig over msn da jeg loggede på. Hans kæreste var på arbejde til sent, så jeg strøg afsted til undsætning med 2 store latte og en krammer parat. Da jeg kom var han allerede i fuld gang med panisk katastrofetænkning, var overbevist om at han aldrig ville få børn og at de prøver han var indkaldt til sikkert ville vise testikelcancer, at kæresten ville forlade ham til sidst osv osv osv

Jeg lyttede bare mens han fik endevendt alle sine tanker og til sidst begyndte han så at snakke om at han aldrig i livet kunne gå med til at bruge en spermdonor. Han vred sig bare ved tanken og vidste at han aldrig kunne gå med til den løsning. Men da vi så begyndte at google IVF og ICSI faldt han helt ned på jorden igen og genvandt både håb og optimisme.

Men da jeg gik derfra snurrede tankerne i hovedet på mig. Jeg har selv haft en spontan abort for nogle år siden, og jeg kunne 100% identificere mig med hans følelse af at have svigtet både sin kæreste og det ufødte barn.

Men mht at bruge en donor, sæd eller æg lige, er vi HELT uenige. Når alt kommer til alt og der ikke er anden udvej end doner eller ingenting så er der ingen tvivl i mit sind. Jeg har aldrig haft den indstilling at hvis ikke det blev mit biologiske barn ville jeg slet ike have noget barn. Jeg synes nok inderst inde at det er egoistisk at sige ja til at få et barn, prøve og prøve, og så bakke helt ud af den grund... Det handler vel om at få ET BARN - så er teknikaliteterne vel fuldstændigt ligegyldige, eller??? Hvis det viser sig at jeg ikke kan få et barn af eget kød og blod ville jeg ikke tøve et sekund med at sige ja til et donoræg - hverken mig ELLER min kæreste skal ikke snydes for at blive forældre pga af hvad der i mine øjne er en bagatel!

Min kæreste har meldt ud at han er i 7 sind, men langt hen ad vejen godt kan følge min ven. Det betyder rigtig meget for ham at det er HANS barn, og tanken om at det er mit og en andens vækker stor ubehag hos ham, men dog vil han ikke udelukke muligheden hvis det skulle blive aktuelt. Og nu hvor jeg er hjemme har jeg fået et regulært grådanfald ved tanken om at hvis nu han /jeg nu ikke kunne få børn og han nægtede at bruge en donor - ville jeg så kunne blive sammen med ham, velvidende om at jeg aldrig skulle blive mor, aldrig føle liv i maven? Jeg elsker ham så ufatteligt højt, men mit liv ville miste sin betydning uden muligheden for børn... (skal lige siges at der er 11 år mellem os, så adoption er udelukket).

Hvad synes I? Ville I kunne blive i et ellers vidunderligt parforhold hvor I vidste der aldrig ville komme børn?

Jeg ville skulle sluge en kamel på størrelse med en blåhval for at acceptere at der ikke ville blive nogle børn, og virkelig tage op til overvejelse om jeg ville kunne leve med det.
Tror bestemt at jeg ville kæmpe med næb og klør for at overbevise min kæreste om at en sæddoner var løsningen.
Ved ikke med adoption, det er den aller aller sidste udvej for mig, ville have svært med at skulle tage beslutningen om at skulle have et barn uden selv at have været gravid. Men ville helt sikkert vælge den løsning i stedet for slet ikke at få børn.
Kasper fik for nogle år siden at vide at han var uegnet som donor (hvilket passer mig meget godt at der ikke render små Kaspere rundt), beskeden var at hans sædseller var uegnede til nedfrysning, men det sætter da nogle tanker igang under alle omstændigheder.

PrincessQ skriver:

Jeg ville skulle sluge en kamel på størrelse med en blåhval for at acceptere at der ikke ville blive nogle børn, og virkelig tage op til overvejelse om jeg ville kunne leve med det.
Tror bestemt at jeg ville kæmpe med næb og klør for at overbevise min kæreste om at en sæddoner var løsningen.
Ved ikke med adoption, det er den aller aller sidste udvej for mig, ville have svært med at skulle tage beslutningen om at skulle have et barn uden selv at have været gravid. Men ville helt sikkert vælge den løsning i stedet for slet ikke at få børn.
Kasper fik for nogle år siden at vide at han var uegnet som donor (hvilket passer mig meget godt at der ikke render små Kaspere rundt), beskeden var at hans sædseller var uegnede til nedfrysning, men det sætter da nogle tanker igang under alle omstændigheder.

Ja det er jo lige det. Jeg har ikke noget imod at barnet ikke lige kom af mit æg, men det er betydeligt mere afgørende for mig at få lov at være gravid... Men måske er det dobbeltmoralsk at holde på sin egen ret til graviditeten - det at vide at det er hans sæd som har bidraget er jo mandens ekvivalent til en graviditet...

Jeg har bare en naiv tro på at når først man står med babyen i sine arme så forsvinder al tvivl og usikkerhed - så er det VORES barn, uanset kemi... Men jeg kan jo tage fejl...??

Rosa skriver:



Ja det er jo lige det. Jeg har ikke noget imod at barnet ikke lige kom af mit æg, men det er betydeligt mere afgørende for mig at få lov at være gravid... Men måske er det dobbeltmoralsk at holde på sin egen ret til graviditeten - det at vide at det er hans sæd som har bidraget er jo mandens ekvivalent til en graviditet...

Jeg har bare en naiv tro på at når først man står med babyen i sine arme så forsvinder al tvivl og usikkerhed - så er det VORES barn, uanset kemi... Men jeg kan jo tage fejl...??

Ja tror heller ikke det ville genere mig at det ikke var mit æg men hans sæd(ville nok have det bedst med at det var den anden vej rundt), men bare det at få lov til at være gravid lyder sikkert egoistisk men man kan jo ikke gøre for at man føler sådan og bliver man pludselig sat en ny situation kan det jo være at den holdning ændrer sig.

Det tænker jeg også... Meget kan ændre sig hvis det pludseligt blev aktuelt. Jeg er bare overrasket over hvor trist jeg blev ved tanken om at skulle træffe så svært et valg. Man ville jo gerne kunne berolige sin mand og sige at man bliver hos ham, lav sædkvalitet eller ej. Men jeg tror, TROR! ikke jeg kunne sige det ærligt...

Nej jeg ville også skulle tænke MEGET længe over det og overveje alle detaljerne meget grundigt. Men som sagt kan man ikke vide det før man står i situationen..

Vi har jo prøvet længe nu, og uden resultat.
Vi har endnu ikke søgt hjælp da vi begge er unge, men jeg vil i et hjerteslag sige at det i hvertfald ville være mig der bakker ud, hvis det kommer til at vi skal bruge donor, endten til det ene eller det andet.

Det at det ikke er heeelt vores biologiske barn vækker noget i mig, og jeg ville aldrig kunne forlige mig med at det ikke skulle være tilfældet, tanken om at "det halve" af barnet endten ikke var mit eller min mands, ja det er for mig en tanke jeg ikke vil tænke til ende...

Lige hvorfor jeg har det på denne måde ved jeg ikke... Og det ville da være svært at acceptere at jeg så aldrig bliver mor / vi aldrig bliver forældre. Men det er noget jeg vil kunne lære at acceptere. Om min mand så vil gå fra mig af den grund, det håber jeg ikke, men hvis det nogensinde blev tilfældet, så ville jeg ikke kunne sige noget til det... Jeg ved hvor brændende han gerne vil være far, lige så brændende som jeg vil være mor. Og den drøm vil jeg ikke tage fra ham, hvis det skulle vise sig det er mig der fejler noget...

Lige lidt tanker herfra

Tak for dit svar Line D. Jeg er jo som bekendt ikke enig med dig, men det er interessant at høre den anden side af sagen og jeg kan da godt følge dig.

- Vil da lige tilføje, at jeg synes det er super flot dem der synes det er helt ok med en donor af den ene eller den anden slags, jeg misunder dem der kan sætte egoet til side og sige at "det er vores barn" selvom man har fået doneret lidt til det..

Og jeg kan ærge mig over at jeg nogengange føler det som jeg føler det...
Men i min nethinde kører lidt sådan et billede af f.eks. en hund der får en killing i stedet for en hvalp... Det er nok den bedste måde jeg kan forklare mig på.

Men igen, super flot at nogle ikke har det "ego" problem jeg har... Hvis man kan kalde det, det

Altså det er selvfølgelig ikke en hemmelighed at jeg aller helst vil have et barn med min kæreste, og at jeg godt selv vil prøve at blive gravid.
Men hvis vi kom dertil hvor vi ikke selv kan lave et barn kunne jeg godt finde på at få en donor også adoptere derefter..

Lyder måske egoistisk men selvom jeg elsker min kæreste over alt på jorden og vil have børn med ham, så tror jeg ikke at vores forhold villé holde hvis han ikke ville have børn. Det betyder så ufattelig meget for mig, at jeg ikke kan forestille mig et liv uden at få nogle børn.
Men han vil heldigvis godt, og er glad for børn
Vi er dog nogle gange lidt uenige om hvornår det skal være, men så må man jo gå på kompromi