Hej i skønne kvinder
jeg er lige nød til at komme ud med mine frustrationer, da jeg snart ikke ved hvad jeg skal gøre af mig selv.
jeg testede positiv den 9/12-11 og burde nu være gået ind i 9 uge.
jeg begyndte at bløde og kom self til scanning, og det har jeg nu været en gang i ugen de sidste 4 uger.
første gang kunne de se et lille foster men ikke nogen blommesæk, anden gang kunne de så se en blommesæk men ikke noget foster. total forvirring og dybt frustrert over ikke at vide noget, da man jo burde kunne se bare lidt på daværende tidspunkt.
jeg begyndte så at styrtbløde og kom ind til scanning ugen efter, der så de så et foster og de så hjerteblink, det var en positiv oplevelse idet, at jeg havde regnet med at få at vide jeg var ved at abortere.
de kunne stadig ikke forklare mine blødninger eller hvorfor jeg har så mange smerter 
men hjerteblink så de og jeg var lykkelig.
søndag begyndte jeg så at styrtbløde endnu mere en første gang og jeg kom igen til akutscanning efter et opkald til min praktiserende læge, som overhovedet ikke kunne forstå hvorfor i alverden vagtlægen ikk havde sendt mig af sted med det samme, i stedet for bare at sige jeg skule lægge mig ned og vente på det var overstået.
jeg kom på sygehuset og snakkede med dem, fortalte om mine smerter, og at jeg faktisk ikke har kunnet andet end at ligge sammenkrøllet af smerter og blødte voldsomt meget.
de scannede mig, og så igen hjerteblink som bankede så fint der ud af. MEN fosteret havde overhovedet ikke vokset det mindste siden ugen inden, og det undrede dem, mit foster var på størrelse med noget der svarer til 6+5 hvor jeg jo burde være i slutningen af 8+?
de sagde så til mig at mine smerter muligvis kunne komme fra min livmoder som måske trækker sig sammen for at afstøde fosteret, men de kunne ikke sige noget. så endten er jeg ved at abortere, eller også er der noget galt med fosteret der gør at det ikke vokser som det skal alt i alt, har det her stået på i 4½ uge og det er så dybt frustrerende ikke at vide hvad der foregår. hvis jeg var i gang med at abortere, så er det vel ikke noget der giver smerter så længe, og da vel slet ikke når de ser hjerteblink? nu skal jeg scannes igen på mandag, og så tager vi det videre forløb der efter. hvis fosteret ikke er vokset, eller ikke nok, så afbrydes graviditeten muligvis. hvor er det dog uretfærdigt. jeg vil jo bare så gerne kunne glæde mig over denne graviditet, men det tør jeg jo næsten ikke.
nu har jeg så været ved lægen fordi jeg føler der er et eller andet helt galt, hendes besked var bare at jge skulle ligge mig og slappe af, fordi at når jeg går rundt eller laver noget bliver smerterne og blødningen endnu kraftigere, men hvis jeg derimod ligger stile på sofaen bløder jeg knap så meget og det gør knap så ondt. ikke at det ikke gør ondt, det er bare ikke lige så slemt som hvis jeg er aktiv :/
Jeg har i forvejen en datter på 3, og har simpelthen så dårlig samvittighed over for hende. det er en kamp for mig at få hende ned i børnehaven fordi at det bare gør så ondt, og mit overskud og tålmodighed er sat på en gevaldig prøve, fordi jeg bare har det så elendigt Det er ikke fair over for hende, at jeg ikke kan lege og pjatte som vi plejer, pga den dumme mave, men samtidig så ønsker jeg jo for alt i verden at bebse bare vokser sig stor og stærk inde i maven, så hun kan få en bror eller søster som hun så gerne vil have.
hvad i alverden skal jeg stille op med det her?
jeg overvejer meget kraftigt at afbryde svangerskabet, hvis det mod al forventning ser ok ud på mandag, men smerter og blødning stadig ikke er aftaget. for det er jo ikke noget jeg kan fortsætte med at byde min datter, øv hvor er det forfærdeligt at have så dårlig samvittighed 
ked af det blev sådan et tudeindlæg, men måtte bare ud med det.
hav en fortsat god dag alle sammen.
Anmeld
