Jeg er så flov og rasende på mig selv..

Sagen er den at en af mine nærmeste er blevet gravid, det samme er 2 stk familiemedlemmer. Vi har prøvet i næsten et år og var indstillet til behandling, men pludselig vil manden ikke mere, grundet depresion.

Jeg er rigtig glad på min venindes vejne, men hold nu kæft hvor er det hårdt at være den hun bare så gerne vil dele alt med. Hun spørger mig om alt hvad der har med graviditet at gøre, og vil virkelig gerne være der for hende! Og også for det kommende barn. Jeg glæder mig til at være hyggetante!!

Men jeg brød fuldstændig sammen efter hun havde fotalt mig det.....
Jeg er skide misundelig!!!! Og mindst lige så sur på mig selv over at jeg har disse fælelser...

Jeg føler slet ikke min opførsel er ok. Især ikke fordi hun godt ved vi "prøver" og hun snakker om barsel og babyshopping sammen. Hun ved ikke min mand ikke vil have flere og tror faktisk at vi fortsat er i gang med projekt baby.. min mand vil ikke have andre indblandet i det, så det er ret svært..

ÅÅÅÅH, Lige et tudeindlæg fra en anonym der bare er så flov over sig selv..

Anonym skriver:

Sagen er den at en af mine nærmeste er blevet gravid, det samme er 2 stk familiemedlemmer. Vi har prøvet i næsten et år og var indstillet til behandling, men pludselig vil manden ikke mere, grundet depresion.

Jeg er rigtig glad på min venindes vejne, men hold nu kæft hvor er det hårdt at være den hun bare så gerne vil dele alt med. Hun spørger mig om alt hvad der har med graviditet at gøre, og vil virkelig gerne være der for hende! Og også for det kommende barn. Jeg glæder mig til at være hyggetante!!

Men jeg brød fuldstændig sammen efter hun havde fotalt mig det.....
Jeg er skide misundelig!!!! Og mindst lige så sur på mig selv over at jeg har disse fælelser...

Jeg føler slet ikke min opførsel er ok. Især ikke fordi hun godt ved vi "prøver" og hun snakker om barsel og babyshopping sammen. Hun ved ikke min mand ikke vil have flere og tror faktisk at vi fortsat er i gang med projekt baby.. min mand vil ikke have andre indblandet i det, så det er ret svært..

ÅÅÅÅH, Lige et tudeindlæg fra en anonym der bare er så flov over sig selv..

Først lige en KÆMPE

Jeg forstår dig udemærket, har selv været igennem noget ligende. Var i behandling i 3 år og rigtig mange blev gravide omkring os. Det er helt naturlige følelser du har dig.

Synes dog du skal tage en snak med din mand om at I må melde ud til din veninde at I holder en pause. Det andet med at "skjule" det for veninden er alt for hårdt for dig. Især når hun nu er gravid.

Der er jo ingen som behøverr at få at vide hvad grunden er til i holder pause. Men at skulle tomle rundt med de følelser du har alene unden en veninde at tale med er alt stort et pres for dig.

Håber I finder ud af det.

Husk at alle som har stået i ligende, har helt de samme følelser som dig.

AnneH skriver:

Først lige en KÆMPE

Jeg forstår dig udemærket, har selv været igennem noget ligende. Var i behandling i 3 år og rigtig mange blev gravide omkring os. Det er helt naturlige følelser du har dig.

Synes dog du skal tage en snak med din mand om at I må melde ud til din veninde at I holder en pause. Det andet med at "skjule" det for veninden er alt for hårdt for dig. Især når hun nu er gravid.

Der er jo ingen som behøverr at få at vide hvad grunden er til i holder pause. Men at skulle tomle rundt med de følelser du har alene unden en veninde at tale med er alt stort et pres for dig.

Håber I finder ud af det.

Husk at alle som har stået i ligende, har helt de samme følelser som dig.

Tak for dit svar!
Rart at vide at jeg ikke er helt idiot med de følelser :s
Men ja, vi må snakke med hende om hvordan landet ligger lige PT.. Det er ikke nemt at lade som ingenting :s

Puha.. er ked af det på dine vejne..

Har dog ikke selv prøvet noget lignende..

Men jeg synes du skal sige til din veninde hvordan du har det, og selvom din mand ikke vil have andre indblandet, synes jeg du skulle overveje at fortælle den del til din veninde også..

Også håber jeg din mand ombestemmer sig..

Joyce skriver:

Puha.. er ked af det på dine vejne..

Har dog ikke selv prøvet noget lignende..

Men jeg synes du skal sige til din veninde hvordan du har det, og selvom din mand ikke vil have andre indblandet, synes jeg du skulle overveje at fortælle den del til din veninde også..

Også håber jeg din mand ombestemmer sig..

Det håber jeg også han gør

Jeg er bare rigtig bange for at hun så bliver bange for om hun må dele det ene og det andet med mig..
Jeg vil ikke holdes ude.. Bare ikke hører på barsel sammen osv :/

Anonym skriver:

Sagen er den at en af mine nærmeste er blevet gravid, det samme er 2 stk familiemedlemmer. Vi har prøvet i næsten et år og var indstillet til behandling, men pludselig vil manden ikke mere, grundet depresion.

Jeg er rigtig glad på min venindes vejne, men hold nu kæft hvor er det hårdt at være den hun bare så gerne vil dele alt med. Hun spørger mig om alt hvad der har med graviditet at gøre, og vil virkelig gerne være der for hende! Og også for det kommende barn. Jeg glæder mig til at være hyggetante!!

Men jeg brød fuldstændig sammen efter hun havde fotalt mig det.....
Jeg er skide misundelig!!!! Og mindst lige så sur på mig selv over at jeg har disse fælelser...

Jeg føler slet ikke min opførsel er ok. Især ikke fordi hun godt ved vi "prøver" og hun snakker om barsel og babyshopping sammen. Hun ved ikke min mand ikke vil have flere og tror faktisk at vi fortsat er i gang med projekt baby.. min mand vil ikke have andre indblandet i det, så det er ret svært..

ÅÅÅÅH, Lige et tudeindlæg fra en anonym der bare er så flov over sig selv..

lige en kæmpe  fra mig.

vil bare sige at dine følelser er helt iorden og fuldt ud forståelige.. jeg har det lidt på den modsatte måde, hvorfor er det så pisse nemtformig og min mand at blive gravide hele tiden, når jo aldrig andet end at være gravid, vi har været sammen i snart 4 år og har været gravide fra starten af næsten, var sammen 3 måneder inden vi fandt ud af at vi ventede os og sidder nu med nr. 3 på vej..

vi har aldrig været i byen sammen, set hinanden fulde eller været til nogen uden børn, og jeg kan da godt blive lidt misundelig på andre der har nået det..

men som sagt kan fuldt ud forstå du har det sådan sender dig endnu en  og så et lille prøv at tage en dag ad gangen og se om ikke det vil hjælpe lidt på det..