Thalita skriver:
Ja, som overskriften siger vil vi meget gerne have nummer to 
Men min samvittighed presser mig lidt, og det kunne være dejligt med lidt meninger herinde 
Vores situation lige pt er meget rodet. Min kæreste er syg, men om det er alvorligt, eller en lille betændelse ved vi ikke. (Jeg har en tråd om dette) Han skal starte på uddannelse i August, og vil være færdig efter fire år. Hvis den kære lunge tillader denne uddannelse. Pt er han på knotanthjælp.
Jeg er selv på kontanthjælp, og er pt sygemeldt. Jeg har en personlighedsforstyrrelse, og nogle træk i en masse andre psykiske lidelser. Jeg er i behandling, men det står stille 
Vi har vores fantastiske datter på to år, og ønsker os brændende et barn mere. Vi har i en periode boet hver for sig, hvor vores datter boede hos mig. Der fik jeg efter eget valg besøg af en børne psykolog, og nogle andre fra familie afd. i min kommune, for at få deres syn på min datter og mig, på trods af mit svage psyke. Der har kun været positiv snak om hende, og om min måde at være mor på Jeg er også meget glad for hende, og jeg synes også selv at jeg klarer hende rigtig godt. Og det gør min kæreste også
Men nu når vi gerne vil have barn nummer to, er jeg i tvivl om det er forkert at gøre når jeg er psykisk ustabil? Det har på ingen måde ramt vores datter, heller ikke da jeg boede alene med hende. Og jeg er 100% sikker på at det heller ikke vil ramme barn nummer to.
Men hvad synes i piger? Er det forkert, når jeg "er som jeg er"? 
Hej
Hvis i har tid, råd og overskud til det, så synes jeg i skal springe ud i det..
Dog vil jeg anbefale at i gennemtænker, hvad det værst tænkelige kunne være, og om i kan klare det. Ment på den måde, at hvis barnet for eks. får kolik, om i så kan klare begge børn..? Kan i klare jer uden søvnen de første par mdr, og stadig klare begge børn..?
Jeg har selv haft en pskiatrisk diagnose (borderline), og min kæreste har dårlig ryg.. Da vi valgte at få Cajsa, var jeg stadig i behandling, dog gjorde jeg enorme fremskridt, og da hun var 6 mdr blev jeg erklæret rask. Min ældste var stadig i pleje, og flyttede også først hjem igen, omkring samme tidspunkt.. Og selv om jeg vidste nogenlunde hvad jeg gik ind til, da Isabella også havde kolik da hun var spæd, var det alligevel ekstremt hårdt at stå med endnu et barn der havde kolik.. Vi klarede den første hårde periode, men der havde vi jo "kun" 1 barn at tænke på, da Isabella kun var hjemme hver anden weekend. Havde hun boet hjemme, så havde vi også klaret dét, men det var hårdt nok med kun den ene 
Jeg tror ikke i skal tænke så meget over, om hvorvidt du har en psykisk diagnose eller ej, men på hvor meget sygdommen påvirker din/jeres hverdag.. Er det meget? Er det lidt? Er der plads til et barn mere, uden at den gode hverdag skrider? Har i et godt netværk der kan hjælpe? Vær realistisk...
Og hvis i finder ud af, at der ér plads og energi til et barn mere, jamen så go for it
