Jeg skriver ano for ikke at risiker at gøre situationen endnu værre.
Sagen er den at min svigermor taler rigtig grimt om mig til venner og familie. Det skyldes at hun er utilfreds med at hun ikke ser sit barnebarn særlig tit.
Grunden der til er lang og indviklet, men i bund og grund skyldes det at vores barn har det meget svært med stimuli, berøring, "fremmed" mennesker osv og det kan hun bare ikke accepter, hun faster holder vores barn mens det græder fordi farmor vil jo bare så gerne lige nusse lidt, eller H*n skal bare lige vide jeg ikke bider så skal det nok gå.
Eller også så er vi der aldrig længe nok og hvorfor skal vi hjem til normalt sengetid, hvorfor vil i ikke holde h*n længere oppe for deres skyld osv osv.
Min kæreste har prøvet så mange gange at snakke med hende og hver gang siger hun at hun forstår, men næste gange er det, det samme og vi ender ud i lange nætter med gråd, gråd, gråd og et barn der går tilbage i sin udvikling. Derfor er vi i fællesskab blevet enige om ikke at komme så tit på besøg.
Jeg ville så gerne have det fungerede, men det hjælper ikke lige frem på det at hende og min kærestes forhold i forvejn er meget anspændt og altid har været det. Og han kan IKKE sige fra når vi er sammen med dem.
Min svigermor er altid enormt sød overfor mig når vi ses og starter altid ud med at siger IHHH hvor ser du godt ud og giv mig et kram og ja, den får ikke for lidt.
Og hver gang tænker jeg okay, det er jo ikke så slemt og vi snakker sammen og jeg prøver lidt at forklare hende når hun spørger ind til vores barn og jeg føler hun forstår, hun handler bare modsat det hun siger, nå men vi kommer hjem og jeg sidder der med et barn der ikke vil sove, spise og hver gang en dør bliver åbnet begynder h*n at græde og min kæreste skal endten arbejde, overholde en aftale og ja så står jeg med det hele alene. Og det gør bare ikke motivationen større.
Så går der et par dage og så bliver jeg ringet op af en af vores venner der har været til et selskab med svigermor og fortæller at hun har brugt hele aften på at fortælle alle der gad lytte om hvor forfærdelig jeg er og hvor hårdt hun har det og at det er så synd at hendes søn ikke siger fra overfor mig osv osv. Jeg prøver at lade som om det ikke går mig på og sige nårh ja, det må hun jo om, men det såre mig, da jeg altid føler at det er mig der står med det hele og jeg er træt af blive gjort til sorte Per fordi jeg passer på mit barn.
Jeg vil bare mit barn det bedste, men jeg er skide bange for min svigermor og jeg tør ikke tage den store "snak" med hende og en gang for alle få renset luften. Hun er sådan en der meget nemt blive hysterisk og det er altid alle andre der er efter hende og min kæreste og de tætte venner af familien siger jeg bare skal give igen af samme skuffe, men det kan/tør jeg ikke.
Så jeg holder mig i baggrunden og lader min kæreste håndter hende så godt han nu kan.
Så er der også problemet i at hun ikke vil accpeter at vores barn har de problemer det har, påtrods af at vi har læger, sp og terapeuters ord for det. nej nej, det er noget som jeg bilder min kæreste ind fordi jeg ikke kan lide hende og svigerfar, ja det er det hun siger til vores fælles venner.
Det gør mig så ondt på min søns vegne da de jo aldrig kan opbygge et forhold, hvis hun ikke kan/vil accepter den han er
Undskyld det blev lidt langt og rodet, men jeg har virkelig brug for hjælp til at håndter det her. Min kæreste gør intet ved det.
Mvh hilsen en udkørt svigerdatter der gerne bare ville have det hele til at hænge sammen
