har brug for lidt hjælp

Hej

Jeg har brug for hjælp, Vores bedste venner fødte en dreng først i november måned men desværre var han allerede med vinger på da han kom til verden. Alt var gået planmæssigt men en uge inden termin var der ingen hjertelyd....

Det er deres 2 barn og de har holdt kortene meget tæt ind til kroppen. Vi ses som vi plejer og snakker ikke rigtig om hændelsen endnu.. jeg føler mig utrolig egoistisk når jeg siger sådan her, Men jeg har brug for de snakker om det... jeg har brug for at kunne tale med min veninde og også fortælle hende hvad jeg tænker... det er noget som gør ondt på os alle i "kredsen" og det vil det blive ved med... jeg vil bare så gerne vide hvad hun render og gemmer på. Hun taler ikke om det med andre end hendes mand og vi vil så gerne støtte dem i den svære tid.

Vil nogen melde ud til mig om de bare skal have deres tid og så kommer de nok til os selv eller tror i vi skal lade dem vide hvor ofte vores tanker egentlig går til dem og deres store tab???

Jeg har valgt at skrive anonymt da jeg faktisk ikke ved om hun selv er her inde på siden...

jeg er meget åben for alt her omkring...

Anonym skriver:

Hej

Jeg har brug for hjælp, Vores bedste venner fødte en dreng først i november måned men desværre var han allerede med vinger på da han kom til verden. Alt var gået planmæssigt men en uge inden termin var der ingen hjertelyd....

Det er deres 2 barn og de har holdt kortene meget tæt ind til kroppen. Vi ses som vi plejer og snakker ikke rigtig om hændelsen endnu.. jeg føler mig utrolig egoistisk når jeg siger sådan her, Men jeg har brug for de snakker om det... jeg har brug for at kunne tale med min veninde og også fortælle hende hvad jeg tænker... det er noget som gør ondt på os alle i "kredsen" og det vil det blive ved med... jeg vil bare så gerne vide hvad hun render og gemmer på. Hun taler ikke om det med andre end hendes mand og vi vil så gerne støtte dem i den svære tid.

Vil nogen melde ud til mig om de bare skal have deres tid og så kommer de nok til os selv eller tror i vi skal lade dem vide hvor ofte vores tanker egentlig går til dem og deres store tab???

Jeg har valgt at skrive anonymt da jeg faktisk ikke ved om hun selv er her inde på siden...

jeg er meget åben for alt her omkring...

 

Jeg har - heldigvis - ikke selv prøvet det, men en veninde af mig oplevede det. Hun har senere fortalt mig, at det værste var, at folk ikke turde snakke om det. Hvis hun selv nævnte det, blev folk helt mærkelige og vidste tydeligvis ikke, hvad de skulle sige, så hun holdt mund mange gange.

Kan det være noget af det samme, som er sket her? At din veninde har oplevet, at familie/venner/kollegaer ikke har klaret at håndtere situationen, hvis hun har forsøgt at nævne det?

Uanset, det er en utrolig trist situation. Håber du finder en god måde at støtte dem på!

Vi har et vennepar som mistede deres dejlige datter for nogle år siden, kun halvandet år gammel... De skrev en sms til alle om at det var sket og at de frabed sig at folk kontaktede dem, de skulle nok selv sige til når de var klar til at snakke.. Tror jeg var en af de eneste som IKKE skrev noget tilbage på den besked, og jeg behandlede dem fuldstændig som jeg plejede når vi besøgte dem (de fik en pige mere 14 dage efter ca), og de begyndte selv at snakke om det med tiden, og jeg tror det var den rette måde at gøre det på... De har i hvert fald givet udtryk for at de var glade for min måde at tackle det på...

Går dine venner til psykolog? For hvis de gør det eller bare taler meget godt om det sammen, så er det ikke sikkert de har behov for at tale med dig eller andre om det...

Jeg kan godt forstå hvordan du har det, sådan havde vi andre det også da det skete for vores venner, men vi talte så bare sammen om det os andre, og ventede med at snakke med dem om det til de selv var klar til det...

Jeg ved ikke hvad du skal gøre, tror man skal føle sig lidt frem, men jeg kan bare fortælle hvordan vi gjorde det...

Som Ciss siger er det selvøflgelig vigtigt at man taler om det hvis de selv begynder... Da vores venner begyndte at tale om det, talte vi åbent om det og fortalte hvordan vi havde det.. Men jeg tror jeg ville vente til de selv begyndte og så bare ellers behandle dem som I altid har gjort...

tusind tak piger- det er jeg rigtig glad for...

 jeg synes det er det værste jeg har nogensinde har oplevet.. selv her 2 måneder efter kan jeg stadig næsten ikke engang skrive dette her indlæg men havde brug for at vide hvad andre havde af erfaringer.

Det er svært og man har ikke lyst til at gøre folk kede af det med vilje... også derfor man ikke spørger så direkte tror jeg. Jeg håber virkelig de åbner op for posen på et tidspunkt her i det nye år og jeg håber virkelig de vil prøve igen... mit største problem er at man står så magtesløs og vil gerne tage noget af sorgen for dem men det kan bare ikke lade sig gøre... og ja det gør ondt af pommern til, også for dem som står udenfor og kigger ind.....

Jeg hat selv lige været igennem noget lignede. Mistede min datters tvilling i 21. uge, hvor hendes hjerte pludselig stoppede af ukendte grunde og da man ikke kan nøjes med at føde den ene, så skulle jeg fuldføre graviditeten med dem begge, fødte så i slutningen af september.

Vi skrev, at vi ikke magtede folk kontaktede os dengang vi fandt ud af det og jeg "murede" mig selv inde derhjemme, det var først da Anastasia kom, at jeg kunne snakke med andre ind de nærmeste om det. I dag nævner ingen det rigtigt og det gør mig vildt ked af det. Jeg synes du skal spørge din veninde om, hun gerne vil snakke om det hele, for du vil rigtig gerne lytte og støtte, men du er bange for at gøre hende unødigt ked af det og så er jeg sikker på, at hun med glæde (i hvert fald på et tidspunkt) vil snakke om det og ja, hun kommer til at græde, så skal du bare lytte og trøste, men for gud skyld glem alt om de kommentare med "at de har en", for de skulle have to og det er der mange begår deres fejl, når de trøster. Jeg tror hun har meget at fortælle, så sørg for at have masser af tid og servietter.

Spørg endelig, hvis der er noget der skal uddybbes.

Har selv mistet min datter og jeg fortalte selv folk om mit tab..de fleste lod os snakke og snakkede med os om det, og enkelte blev mundlamme og skrækslagne når de hørte det og viste ikke rigtigt..

er sikker på de bare lige skal fordøje det selv og så kommer det stille og roligt..ellers skriv et brev til hende med dine tanker og så skriv at du er der for dem til hver en tid..

En elefant til stede.
Der er en elefant til stede Den er stor og klodset, så den er svær at komme udenom Vi klemmer os dog forbi med et "Hvordan går det" og "det går godt", og tusind andre former for trivielt hyggesnak.
Vi taler om vejret. Vi taler om arbejde. Vi taler om alt andet, end elefanten der er til stede.
Der er en elefant til stede. Vi ved alle at den er der. Vi tænker på den, mens vi taler. Den er konstant i vores tanker. For ser du - det er en meget stor elefant. Den har såret os alle.
Men vi taler ikke om elefanten der er til stede.
Åh, vil i ikke godt sige hans navn Åh, vil i ikke godt sige hans navn igen. Åh, kan vi ikke godt tale om elefanten der er til stede.
- For hvis vi taler om hans død, kan vi måske også tale om hans liv! Kan jeg sige hans navn til dig, uden at du ser væk ?
For kan jeg ikke det...
så lader du mig helt alene...
med elefanten der er til stede

Skriv hvis du har flere spørgsmål..

Bring det selv på bane.................fortæl hvor berørte i er.