Tør jeg?

Hey damer!

Jeg er 23, læser på universitet og har en forfææærdelig perfekt kæreste som jeg har kendt i 10 år (men været kæreste og boet sammen med i 3). Han er den jeg skal være sammen med resten af mine dage, og vi skal have et uhøjtideligt, smukt bryllyp til sommer.

Jeg fik en abort for næsten 3 år siden, fordi jeg/vi ikke var klar og jeg gerne ville have en god uddannelse før jeg stiftede familie. Men nu.... Ja nu er jeg mere skruk end nogenside før... Men hver eneste gang jeg skal til at lægge p-pillen bliver jeg så rædselslagen for den kæmpe beslutning det er, og tør alligevel ikke helt.. Hvad betyder det? Skal man bare kaste sig ud i det eller skal ALT være timet perfekt (mht. uddannelse o.l.)?

Rigtig godt nytår til Jer, ladies 

Jeg var 24 da jeg blev gravid, Alfred blev født den 16. marts 2011, og jeg er studerende, læser jura på Uni. Det er en stor omvæltning med en lille baby, men JA du tør, og det bliver det BEDSTE! Det lover jeg dig. Men du skal mærke efter, er du færdig med at gå i byen hver weekend? Færdig med at sove til langt ud på formiddagen? Færdig med at tage på spontane ture til London og rygsækrejser i Asien?

Jeg smed p-pillerne 1 år inden jeg var færdig med studiet. Jeg blev gravid på mit afgangsprojekt og fik en datter 6 måneder efter endt studie. Jeg er glad for hun først kom efter studiet (selvom det godt lige måtte have været nogle måneder før). For det er virkelig en omvæltning og MEGA hårdt. Men det er bare det HELE værd. 

Man kan ikke time en baby. Det kommer aldrig til at passe under planlægningen, men passer sig til livet når man endelig er gravid. Vi gik i gang da vi begge havde mavefornemmelsen der sagde os, at vi var klar til at lægge vores liv om, og passe på et lille nyt menneske, hvad end det måtte indebære. 

Sofia skriver:

Jeg var 24 da jeg blev gravid, Alfred blev født den 16. marts 2011, og jeg er studerende, læser jura på Uni. Det er en stor omvæltning med en lille baby, men JA du tør, og det bliver det BEDSTE! Det lover jeg dig. Men du skal mærke efter, er du færdig med at gå i byen hver weekend? Færdig med at sove til langt ud på formiddagen? Færdig med at tage på spontane ture til London og rygsækrejser i Asien?

Hvor dejligt, at du har det sådan  og tillykke med din lille Alfred...

Tjae, jeg ved ikke om jeg bliver færdig med spontane rejser, byture osv. før den dag jeg står med en positiv test. Hvis jeg ikke tager springet før jeg er... let's say 30... så står jeg sgu nok stadig som 30-årig og tager spontant til London over nytår og drikker drinks med damerne... Jeg tror man bliver færdig med den slags ting, når noget i ens liv ændres så det pludselig ikke passer ind mere. Men hva nu hvis jeg står med den positive test og IKKE føler som jeg skal føle og i stedet føler at jeg nu er "fanget" de næste 18 år?

Hold nu kæft hvor er det sejt at du læser jura og samtidig er mor til lille Alfred.. Hvordan har det været at studere samtidig? Har du været glad for det?

Kærligst M

Sakris skriver:

Jeg smed p-pillerne 1 år inden jeg var færdig med studiet. Jeg blev gravid på mit afgangsprojekt og fik en datter 6 måneder efter endt studie. Jeg er glad for hun først kom efter studiet (selvom det godt lige måtte have været nogle måneder før). For det er virkelig en omvæltning og MEGA hårdt. Men det er bare det HELE værd. 

Man kan ikke time en baby. Det kommer aldrig til at passe under planlægningen, men passer sig til livet når man endelig er gravid. Vi gik i gang da vi begge havde mavefornemmelsen der sagde os, at vi var klar til at lægge vores liv om, og passe på et lille nyt menneske, hvad end det måtte indebære. 

Hvor dejligt du har været så sikker på din mavefornemmelse  Jeg synes bare det er SÅ svært at føle efter, på den måde... Men jeg er også en ret skeptisk person, hvilket kun er et minus når en så fantastisk beslutning skal tages...

Tror du, du havde kunne skrive dit afgangsprojekt efter at have fået din lille baby?

Kærligst M

JA for pokker - selvfølgelig tør du!!

Hvis det virkelig er børn, du vil - så skal alt andet nok flaske sig!

Jeg var selv 23, da jeg blev gravid med den første, og var studerende.

Jeg fik så 2 børn under studiet (er i dag cand.oecon) - og det er det bedste, jeg nogensinde har gjort!

Jeg venter i dag nr 3 - 3½ år siden, jeg kom i job (som i øvrigt var ufatteligt nemt - måske det også er en fordel der, at man allerede har et par børn med??) - men for pokker, hvor er det hårdt.

Jeg ved godt, jeg har de 2 store stadig, men at være gravid og have godt og vel fuldtidsjob, 2 halvstore unger (5 og 7) og et travlt liv - det er hårdt. Vil til enhver tid vælge at gøre det samme igen (altså børn under studiet).

Jeg blev i øvrigt færdig på 8 år i alt - så de 2 barsler - og så de 6 år som var meget normalt dengang, og skrev speciale på 4½ måned - så kan sagtens lade sig gøre.

Held og lykke med at gøre, hvad I føler, er det rigtige for JER!

Lykkegror skriver:

Hey damer!

Jeg er 23, læser på universitet og har en forfææærdelig perfekt kæreste som jeg har kendt i 10 år (men været kæreste og boet sammen med i 3). Han er den jeg skal være sammen med resten af mine dage, og vi skal have et uhøjtideligt, smukt bryllyp til sommer.

Jeg fik en abort for næsten 3 år siden, fordi jeg/vi ikke var klar og jeg gerne ville have en god uddannelse før jeg stiftede familie. Men nu.... Ja nu er jeg mere skruk end nogenside før... Men hver eneste gang jeg skal til at lægge p-pillen bliver jeg så rædselslagen for den kæmpe beslutning det er, og tør alligevel ikke helt.. Hvad betyder det? Skal man bare kaste sig ud i det eller skal ALT være timet perfekt (mht. uddannelse o.l.)?

 

Rigtig godt nytår til Jer, ladies 

Hvis tvivlen er for stor, ville jeg passe godt på mig selv..

For det er helt rigtigt, at børn er en velsignelse. Det er rigtigt at kærligheden til dem overvinder alt du må gå igennem, at den kun gror for hver dag. De bliver til hele din eksisten, de vil opsluge dit inderste og besætte din sjæl som du aldrig har prøvet før. Kærligheden til din kæreste vil synes mikroskopisk, sammenlignet med den til dit barn. Men de er altså også rigtigt hårdt arbejde, et arbejde der er konstant. Dét er der bare ikke rigtigt nogen der fortæller en. Men det er konstant. Selv når de er ude af huset, er der 1/3 af din hjerne der beskæftiger sig med barnet. Dit parforhold bliver sat på en prøve som halvdelen af os fejler. Du kommer til at se skyggesider af din perfekte kæreste, som du aldrig helt vil finde ud af om det skyldes træthed, hormoner, sult eller baby. Du vil se skyggesider af din egen personlighed, som du troede enten var bearbejdet, glemt eller helt nye. Det at blive forældre er et komplet umuligt valg at tage velovervejet. Enten er man typen der hopper i med begge ben, eller også forbereder man sig på det - og ender sikkert med at skulle gøre alt på den modsatte måde.

Pøjpøj med dit valg

Lykkegror skriver:

Hvor dejligt, at du har det sådan  og tillykke med din lille Alfred...

Tjae, jeg ved ikke om jeg bliver færdig med spontane rejser, byture osv. før den dag jeg står med en positiv test. Hvis jeg ikke tager springet før jeg er... let's say 30... så står jeg sgu nok stadig som 30-årig og tager spontant til London over nytår og drikker drinks med damerne... Jeg tror man bliver færdig med den slags ting, når noget i ens liv ændres så det pludselig ikke passer ind mere. Men hva nu hvis jeg står med den positive test og IKKE føler som jeg skal føle og i stedet føler at jeg nu er "fanget" de næste 18 år?

Hold nu kæft hvor er det sejt at du læser jura og samtidig er mor til lille Alfred.. Hvordan har det været at studere samtidig? Har du været glad for det?

 

Kærligst M

Tak, det går fint med at køre studiet ved siden af den lille mand, men nu har jeg jo også haft barsel. Nu venter der en eksamen og et speciale, så jeg sætter ind og læser mens han er i vuggestue!

Hmm, ja, altså tingene er jo NØD til at ændre sig hvis du får en positiv test, men synes alligevel godt du kan tage en føling af hvad du har mest lyst til lige nu: er det mojitos og frihed, eller er det en lille baby der ændrer din verden total, giver dig en usigelig lykke men også binder dig! ???
Knus og godt nytår

Lykkegror skriver:

Hey damer!

Jeg er 23, læser på universitet og har en forfææærdelig perfekt kæreste som jeg har kendt i 10 år (men været kæreste og boet sammen med i 3). Han er den jeg skal være sammen med resten af mine dage, og vi skal have et uhøjtideligt, smukt bryllyp til sommer.

Jeg fik en abort for næsten 3 år siden, fordi jeg/vi ikke var klar og jeg gerne ville have en god uddannelse før jeg stiftede familie. Men nu.... Ja nu er jeg mere skruk end nogenside før... Men hver eneste gang jeg skal til at lægge p-pillen bliver jeg så rædselslagen for den kæmpe beslutning det er, og tør alligevel ikke helt.. Hvad betyder det? Skal man bare kaste sig ud i det eller skal ALT være timet perfekt (mht. uddannelse o.l.)?

 

Rigtig godt nytår til Jer, ladies 

jeg er selv igang med uni og er gravid for os var det en prioriteringssag. Det var vigtigere for os at være "unge" med vores børn - kunne nå at få børnebørn osv end at få karrieren på plads nu og her

og så ser jeg det som en kæmpe fordel at man som studerende har så meget fleksibilitet og frihed ift sygdom og hyggedage osv

det eneste der er øv er økonomien, men altså, det er jo noget man kan arbejde med