Her laver jeg mad efter, hvad jeg kunne tænke mig, for når resten af familien er kræsen på en eller anden måde, er det lige til at få stress over at prøve at please dem alle. Vi får så altid et eller andet, som jeg ved, børnene har spist før eller kan lide, eller i det mindste er der agurkestænger el. tomater.
Nanna vil tit ikke spise ret meget og nogen gange slet ingenting. Det får hun så lov til, men hun virker også som om, det passer hende bedst. Vi spiser kl.17-17.30 som regel, og hun får ikke noget før næste morgen. Jeg hører aldrig noget vrøvl fra hende senere.
Sebastian har også sine nøkker. Han forstår jo så så meget, at han til tider spiser alligevel, for han ved jo godt, at der er længe til morgenmad. Nogle gange spiser han næsten ingenting, men han bliver heller ikke sulten senere. Nogle gange er han blevet tilbudt en rugbrød med smør (og ikke andet), men så har jeg sat det på bordet sammen med aftensmaden, dvs. det der er på bordet, er det, man kan få at spise - og det var først, da han var ældre.
Også da han var lille, var det meget forskelligt, hvormeget han spiste. Nogengange spiste han større portioner end Kasper, andre gange spiste han intet. Vi har aldrig givet ham noget senere, og han har kun én gang i sit liv sagt han var sulten senere på aftenen.
Hvis du begynder at lave særskilt mad til ham, så får du problemer med at lære ham at spise, det I andre får, og så tror jeg, det udvikler sig til et kræsent barn. Jeg synes, det er vigtigt at lære dem, at det der bliver sat på bordet, er det man får, og der er ingen mad senere, for så lærer de jo, at de bare kan vente.
Jeg tror også, at børnene er rigtig gode til selv at regulere deres indtagen af mad efter behov. Nanna spiser som sagt ikke så meget til aften, hvor Signe grovæder. Derimod siger dp, at Nanna spiser mere end Signe til frokost, og så går det jo lige op. Samtidig er der også perioder, hvor de bare ikke har så meget behov for mad.
Det blev vist langt, og jeg kan sagtens sidde her og være klog, men jeg har været lige nøjagtig i dine sko, dengang Sebastian var lille, og rev mig i håret over, at han ikke ville spise maden, når jeg nu vidste, han kunne lide det. Jeg har bare lært at være hård, og så er det vigtigt at tænke på, at de ikke lider nogen nød, bare fordi de ikke spiser deres aftensmad. Så længe de er glade og trives, så får de det, de skal have.
Knus Line
Anmeld