what to do!

jeg har MANGE frustrationer jeg meget gerne vil dele lidt ud af.. jeg er rigtig forvirret og føler mig meget alene i denne dumme situation. Min kærestes familie viser tit ligegyldighed overfor min kæreste. Ringer aldrig til ham, og deres undskyldning er at han er lagt lidt på kold is fordi han ringer så tit! ja der brænder mit raeri op i mig, hvis aldrig jeres søn/barnebarn ringede ud til jer, havde i ikke haft nogen kontakt til drengen! og det finder min kæreste sig desværre! hans familie viser INGEN RESPEKT, hverken overfor mig sine børn eller overfor min familie.. de bagtaler deres egne børn, snakker bag deres ryg kalder dem det ene og det andet, og brænder ofte aftaler af! så i aftes fik jeg en lang snak med min kæreste om det, indtil han ikke gad snakke om det mere og som han 'plejer' lukker hurtigt af for en samtale, sagde jeg lige inden han rejste sig, at jeg ikke ville se hans familie mere... og der udbrød han så vil du heller ikke mig! dvs han har ikke tænkt sig gøre noget for at ændre dem, for det kan han heller ikke... han vil bare acceptere det, og så kan jeg gå og være sur og vræd over det hver dag! hans mor og far kommer imorgen og aflevere nogle gaver til jul, og under mange plizzer om at få dem til at spise med hos os, overgang de sig, nejtak. synes jeg ikke er måden at gøre det på, som får det til at være en hygge! så jeg tager op til mine forældre imens de er her, men det min kæreste edermame sur over, men han forstår IKKE HVORFOR, selvom jeg gentager mig selv FLERE GANGE! jeg kan ikke mere nu, jeg har brug for en god familie fra begge ender ! og ikke mindst en mand der sætter sine grænser istedet for at virke ligeglad, og accpetere en dårlig behandling, for han vil ses med dem, og jeg BLIR en del af det, og jeg har sagt fra Nu! ER det fair gjort ?????

Anonym skriver:

jeg har MANGE frustrationer jeg meget gerne vil dele lidt ud af.. jeg er rigtig forvirret og føler mig meget alene i denne dumme situation. Min kærestes familie viser tit ligegyldighed overfor min kæreste. Ringer aldrig til ham, og deres undskyldning er at han er lagt lidt på kold is fordi han ringer så tit! ja der brænder mit raeri op i mig, hvis aldrig jeres søn/barnebarn ringede ud til jer, havde i ikke haft nogen kontakt til drengen! og det finder min kæreste sig desværre! hans familie viser INGEN RESPEKT, hverken overfor mig sine børn eller overfor min familie.. de bagtaler deres egne børn, snakker bag deres ryg kalder dem det ene og det andet, og brænder ofte aftaler af! så i aftes fik jeg en lang snak med min kæreste om det, indtil han ikke gad snakke om det mere og som han 'plejer' lukker hurtigt af for en samtale, sagde jeg lige inden han rejste sig, at jeg ikke ville se hans familie mere... og der udbrød han så vil du heller ikke mig! dvs han har ikke tænkt sig gøre noget for at ændre dem, for det kan han heller ikke... han vil bare acceptere det, og så kan jeg gå og være sur og vræd over det hver dag! hans mor og far kommer imorgen og aflevere nogle gaver til jul, og under mange plizzer om at få dem til at spise med hos os, overgang de sig, nejtak. synes jeg ikke er måden at gøre det på, som får det til at være en hygge! så jeg tager op til mine forældre imens de er her, men det min kæreste edermame sur over, men han forstår IKKE HVORFOR, selvom jeg gentager mig selv FLERE GANGE! jeg kan ikke mere nu, jeg har brug for en god familie fra begge ender ! og ikke mindst en mand der sætter sine grænser istedet for at virke ligeglad, og accpetere en dårlig behandling, for han vil ses med dem, og jeg BLIR en del af det, og jeg har sagt fra Nu! ER det fair gjort ?????

nogengange er der ting man skal bide i sig, og acceptere de valg ens partner tager.. Hvis din mand ikke er klar til at sige fra overfor sine forældre, så får du ham heller ikke til det endnu.. og det nytter ikke noget at presse ham til det..

jeg har selv lige valgt at cutte kontakte til mine forældre fordi de var på den måde der, og så selvfølgelig på grund af andre ting også, men det har sku ikke været nemt lige i starten.. nu er det bare en vanesag at det er sådan det er..

Anonym skriver:

jeg har MANGE frustrationer jeg meget gerne vil dele lidt ud af.. jeg er rigtig forvirret og føler mig meget alene i denne dumme situation. Min kærestes familie viser tit ligegyldighed overfor min kæreste. Ringer aldrig til ham, og deres undskyldning er at han er lagt lidt på kold is fordi han ringer så tit! ja der brænder mit raeri op i mig, hvis aldrig jeres søn/barnebarn ringede ud til jer, havde i ikke haft nogen kontakt til drengen! og det finder min kæreste sig desværre! hans familie viser INGEN RESPEKT, hverken overfor mig sine børn eller overfor min familie.. de bagtaler deres egne børn, snakker bag deres ryg kalder dem det ene og det andet, og brænder ofte aftaler af! så i aftes fik jeg en lang snak med min kæreste om det, indtil han ikke gad snakke om det mere og som han 'plejer' lukker hurtigt af for en samtale, sagde jeg lige inden han rejste sig, at jeg ikke ville se hans familie mere... og der udbrød han så vil du heller ikke mig! dvs han har ikke tænkt sig gøre noget for at ændre dem, for det kan han heller ikke... han vil bare acceptere det, og så kan jeg gå og være sur og vræd over det hver dag! hans mor og far kommer imorgen og aflevere nogle gaver til jul, og under mange plizzer om at få dem til at spise med hos os, overgang de sig, nejtak. synes jeg ikke er måden at gøre det på, som får det til at være en hygge! så jeg tager op til mine forældre imens de er her, men det min kæreste edermame sur over, men han forstår IKKE HVORFOR, selvom jeg gentager mig selv FLERE GANGE! jeg kan ikke mere nu, jeg har brug for en god familie fra begge ender ! og ikke mindst en mand der sætter sine grænser istedet for at virke ligeglad, og accpetere en dårlig behandling, for han vil ses med dem, og jeg BLIR en del af det, og jeg har sagt fra Nu! ER det fair gjort ?????

Altså jeg kan sagtens forstå din kæreste.. Min familie er ligesom hans. Jeg har nu levet med det de sidste 6 år.. Og er først NU ved at indse at det er nødt til at skulle ændres... Men jeg elsker altid min mor og far højt.. Og INGEN skal bestemme hvordan jeg skal snakke med dem.. det kan godt være du syntes det er træls for din kæreste.. Men lad ham selv tage beslutningen..Du vil vel heller ikke have nogen skal bestemme over dig? 

AalborgPigen skriver:

Altså jeg kan sagtens forstå din kæreste.. Min familie er ligesom hans. Jeg har nu levet med det de sidste 6 år.. Og er først NU ved at indse at det er nødt til at skulle ændres... Men jeg elsker altid min mor og far højt.. Og INGEN skal bestemme hvordan jeg skal snakke med dem.. det kan godt være du syntes det er træls for din kæreste.. Men lad ham selv tage beslutningen..Du vil vel heller ikke have nogen skal bestemme over dig? 

Helt enig. Ingen kan eller skal bestemme for en anden (voksen!), om han/hun "må" se sine forældre eller ej. Hvis man presser sin kæreste til at træffe sådan en beslutning, er man godt på vej til at tage rollen som hans mor - "Jeg bestemmer, og jeg kan bedst vurdere, hvad der er godt for dig!"

Hvis man har respekt for sin kæreste, støtter man ham ikke ved at trumfe svære beslutninger igennem, men ved at være der for ham - fx, når han har sine forældre på besøg og skal forklare dem, hvorfor man ikke er der. Det gør næppe hans situation lettere at skulle formidle det til dem.

 

Mor og meget mere skriver:

Helt enig. Ingen kan eller skal bestemme for en anden (voksen!), om han/hun "må" se sine forældre eller ej. Hvis man presser sin kæreste til at træffe sådan en beslutning, er man godt på vej til at tage rollen som hans mor - "Jeg bestemmer, og jeg kan bedst vurdere, hvad der er godt for dig!"

Hvis man har respekt for sin kæreste, støtter man ham ikke ved at trumfe svære beslutninger igennem, men ved at være der for ham - fx, når han har sine forældre på besøg og skal forklare dem, hvorfor man ikke er der. Det gør næppe hans situation lettere at skulle formidle det til dem.

 

Jeg er helt enig med dig.. 

Min kæreste siger altid "dette er min holdning" og sådan syntes jeg du skal gøre, MEN du skal gøre det du selv føler er det bedste.. Og så må man lære at skrue smilet på i de trælse situationer.. Selvom det desværre til tider kan være røv sygt og en pain in the ass.. Men altså jeg ser ikke mine forældre pt. Men det er noget JEG har valgt.. Og min kæreste bliver selvfølgelig ked af det når jeg bliver, og ønsker ikke jeg skal snakke med dem, men KUN pga man ikke vil se en anden blive såret.. 

Og man er nødt til at respektere at vi alle desværre ikke har de samme levevilkår..