hvordan?

Jeg har sp svært ved tanken om at skulle overlade mit barn i andres varetægt. Har så svært ved at stole på at de vil passe ordenligt på mit barn. Skal siges at mit barn er fejler nogle forskellige ting det gør at det skal tages en del hensyn.
Men hvordan slap i tøjlerne og fandt roen ved at lade jeres barn passes?
Det er ikke fordi det er relevant pt, men med tiden skal h*n jo passes.
Jeg har dog 1 veninde jeg stoler 100 % på og som har passet når barnet sov eller leget med mens jeg lige har ordnet nogle ting.

Min Sp siger mine følelser er meget normale i forhold til det der er i vejen med mit barn, men er så ked af at have det sådan

Anonym skriver:

Jeg har sp svært ved tanken om at skulle overlade mit barn i andres varetægt. Har så svært ved at stole på at de vil passe ordenligt på mit barn. Skal siges at mit barn er fejler nogle forskellige ting det gør at det skal tages en del hensyn.
Men hvordan slap i tøjlerne og fandt roen ved at lade jeres barn passes?
Det er ikke fordi det er relevant pt, men med tiden skal h*n jo passes.
Jeg har dog 1 veninde jeg stoler 100 % på og som har passet når barnet sov eller leget med mens jeg lige har ordnet nogle ting.

Min Sp siger mine følelser er meget normale i forhold til det der er i vejen med mit barn, men er så ked af at have det sådan

Det skal du da ikke være..det er kun så forståeligt.
Sådan har jeg jeg da haft det med alle mine, men især med den yngste som også var meget syg som lille.

Du må øve dig lidt ved at få trolden passet et par timer nu og da til en start, meden du fx smutter en tur i byen og den slags, og så kommer det efterhånden.

Kærligst
Sussie

Tusind tak for forståelse.
Mit barn er ikke lige sådan bare at få passet og da min veninde er den eneste jeg er tryg ved og mit barn lige så plus, hun kan håndter barnet begrænser det en del da hun jo også skal kunne/ville, hun elsker mit barn meget højt men kender også dets grænser. Men kunne være jeg skulle sende dem i haven sammen og sådan noget

Jeg kan sagtens forstå hvordan du har det - eller hvert fald til en vis grænse. Jeg har selv haft MEGET svært ved at lade mit barn passe.
Nu fejler mit barn ingenting, så der er ikke ekstra hensyn der skal tages ved ham, så kan nok alligevel ikke helt sætte mig ind i din situation.
Men det jeg gjorde da jeg beslutede mig for, at få ham passet var først at lade min kæreste tage hanm nogle timer af gangen selv, bagefter tog han en overnatning med vores søn alene. Det var satme svært for mig!
Bagefter begyndte jeg at lade ham passe et par timer hos min mor og min svigermor. Det var meget svært de første gange, og jeg kimede dem også ned hele tiden, for at høre hvordan det gik.
Men efterhånden begyndte jeg at føle mig tryg, og kan nu trygt overlade mit barn til min mor eller svigermor.
Jeg ville ikke have, at han skulle passes af andre endnu, men når han bliver lidt større er jeg måske også klar ti lat han kan blive passet af min søster og nogle af mine veninder og sådan.

Mht dagplejen, så tror jeg det er MEGET vigtigt, at man klikker godt med dagplejemor. Vi var på besøg en månedstid før min søn skulle starte. Vi snakkede læænge med dagplejemoderen, og jeg kunne rigtig godt lide hende.
De første gange jeg skulle aflevere ham, var det meget svært. Men igen - ligeså stille blev jeg mere tryg.

Så jeg tror man skal tage det langsomt og opbygge sin tryghed ved de mennesker der skal passe ens barn.

Jeg kan hvert fald godt forstå dig, og jeg håber, at du ligeså stille kan "give slip" på dit barn og lade h*n passe hos andre  

Anonym skriver:

Tusind tak for forståelse.
Mit barn er ikke lige sådan bare at få passet og da min veninde er den eneste jeg er tryg ved og mit barn lige så plus, hun kan håndter barnet begrænser det en del da hun jo også skal kunne/ville, hun elsker mit barn meget højt men kender også dets grænser. Men kunne være jeg skulle sende dem i haven sammen og sådan noget

Ja og måske gåture og en tur på en legeplads.

Men hvis jeg var dig, så vile jeg da helt sikkert avertere efter en ung pige eller reservebedste, som du gradvist kan lære at kende, og som du så kan opbygge et tillidsforhold til.

Og så skal du huske, at du jo ikke er den eneste i verden, der har et barn med problemer.
Hvad ville du gøre hvis nu der opstod en situation hvor du IKKE kan være der for dit barn.
Du bliver NØDT til at lære at give slip, for du vil ikke altid kunne være centrum i dit barns univers, så i virkeligheden gør du både dig selv og dit barn en bjørnetjeneste ved at isolere dig med barnet omkring pasningen.
Jeg håber du kan følge mig.

sådan har jeg det ogå med min den yngste han er født 13 uger for tidlig og der er kun mine forældre der er betroet til at passe ham ikke engang svigerforældrene....han bliver 1 år her den 27 og min barsel er slut 19 januar og der burde han jo komme i dp men har ikke søgt om en endnu har ikke tiltro til at de kan give ham den støtte som han har brug for....så han bliver hjemme hos farmand hvis jeg skulle risikere at blive sendt ud i noget aktivering...

MissChrista skriver:

Jeg kan sagtens forstå hvordan du har det - eller hvert fald til en vis grænse. Jeg har selv haft MEGET svært ved at lade mit barn passe.
Nu fejler mit barn ingenting, så der er ikke ekstra hensyn der skal tages ved ham, så kan nok alligevel ikke helt sætte mig ind i din situation.
Men det jeg gjorde da jeg beslutede mig for, at få ham passet var først at lade min kæreste tage hanm nogle timer af gangen selv, bagefter tog han en overnatning med vores søn alene. Det var satme svært for mig!
Bagefter begyndte jeg at lade ham passe et par timer hos min mor og min svigermor. Det var meget svært de første gange, og jeg kimede dem også ned hele tiden, for at høre hvordan det gik.
Men efterhånden begyndte jeg at føle mig tryg, og kan nu trygt overlade mit barn til min mor eller svigermor.
Jeg ville ikke have, at han skulle passes af andre endnu, men når han bliver lidt større er jeg måske også klar ti lat han kan blive passet af min søster og nogle af mine veninder og sådan.

Mht dagplejen, så tror jeg det er MEGET vigtigt, at man klikker godt med dagplejemor. Vi var på besøg en månedstid før min søn skulle starte. Vi snakkede læænge med dagplejemoderen, og jeg kunne rigtig godt lide hende.
De første gange jeg skulle aflevere ham, var det meget svært. Men igen - ligeså stille blev jeg mere tryg.

Så jeg tror man skal tage det langsomt og opbygge sin tryghed ved de mennesker der skal passe ens barn.

Jeg kan hvert fald godt forstå dig, og jeg håber, at du ligeså stille kan "give slip" på dit barn og lade h*n passe hos andre  

Mange tak for svar

Familie er pt ikke en mulighed og heldigvis skal h*n ikke i dp forløbig da de ikke er i stand til at efterkomme de behov vores barn har.

Farmand kan godt passe, det genere mig ikke, han derimod har det ikke super fedt med det, da han syntes det er svært at håndter vores barn

Men hvor er det dejligt du har fået det godt med at jeres barn bliver passet

SussieThyssen skriver:

Ja og måske gåture og en tur på en legeplads.

Men hvis jeg var dig, så vile jeg da helt sikkert avertere efter en ung pige eller reservebedste, som du gradvist kan lære at kende, og som du så kan opbygge et tillidsforhold til.

Og så skal du huske, at du jo ikke er den eneste i verden, der har et barn med problemer.
Hvad ville du gøre hvis nu der opstod en situation hvor du IKKE kan være der for dit barn.
Du bliver NØDT til at lære at give slip, for du vil ikke altid kunne være centrum i dit barns univers, så i virkeligheden gør du både dig selv og dit barn en bjørnetjeneste ved at isolere dig med barnet omkring pasningen.
Jeg håber du kan følge mig.

Go ide

Jeg er helt enig i det du skriver og jeg ønsker også det skal blive nemmer.

Men skal måske forklare lidt om hvor i nogen af problemerne ligger

Vores barn har meget svært ved at håndter de krav omverdene stiller i form af kontakt, berøring og sammenspil.
Lægerne ved ikke hvad det skulles og det skal udredes når vores barn er ældre.
Så det er rigtig hårdt at se hvordan folk de kræver og presse vores barn sådan at det til sidst bare græder og græder, eller trækker sig ind i sig selv.
Her på det seneste er h*n begyndt af noget der ligner angst anfald hvor h*n bare begynder at ryste ufrivilliget når der sker for meget.

Til dagligt trives vores barn, er foran udviklingsmæssigt, tager flot på i vægt, har godt sammenspil os i mellem og både lægen og sundhedsplejsken er tilfreds.
Vores sammenspil er undersøgt og der er ikke noget der.
Men du må ikke røre uden h*n ser det og det er ikke noget h*n er glad for.
Man skal vente til h*n tager intiativ, ellers kan h*n ikke håndter det.

Når vi er ude tramper folk bare ned over vores barns grænser og det er ikke rart at se hvor skidt h*n har det.

Min veninde er som sagt rigtig god til at respekter vores barn og de har det fint sammen og h*n er glad for hendes selskab i begrænset mængde.

Vi arbejder på at lære vores barn at sige fra i stedet for bare at gå i baglås, men så gammel er h*n jo heller ikke.

Jeg ville super gerne have mit barn blev passet og kune nyde det Men ærlig talt er det ikke nemt dem omkring os ikke kan forstå at accepter at h*n ikke vil holdes, sidde på skødet, dikkes eller snakke

norenberg skriver:

sådan har jeg det ogå med min den yngste han er født 13 uger for tidlig og der er kun mine forældre der er betroet til at passe ham ikke engang svigerforældrene....han bliver 1 år her den 27 og min barsel er slut 19 januar og der burde han jo komme i dp men har ikke søgt om en endnu har ikke tiltro til at de kan give ham den støtte som han har brug for....så han bliver hjemme hos farmand hvis jeg skulle risikere at blive sendt ud i noget aktivering...

Dejligt at i har den mulighed
Må jeg spørger hvad støtte jeres søn har brug for?

Anonym skriver:

Go ide

Jeg er helt enig i det du skriver og jeg ønsker også det skal blive nemmer.

Men skal måske forklare lidt om hvor i nogen af problemerne ligger

Vores barn har meget svært ved at håndter de krav omverdene stiller i form af kontakt, berøring og sammenspil.
Lægerne ved ikke hvad det skulles og det skal udredes når vores barn er ældre.
Så det er rigtig hårdt at se hvordan folk de kræver og presse vores barn sådan at det til sidst bare græder og græder, eller trækker sig ind i sig selv.
Her på det seneste er h*n begyndt af noget der ligner angst anfald hvor h*n bare begynder at ryste ufrivilliget når der sker for meget.

Til dagligt trives vores barn, er foran udviklingsmæssigt, tager flot på i vægt, har godt sammenspil os i mellem og både lægen og sundhedsplejsken er tilfreds.
Vores sammenspil er undersøgt og der er ikke noget der.
Men du må ikke røre uden h*n ser det og det er ikke noget h*n er glad for.
Man skal vente til h*n tager intiativ, ellers kan h*n ikke håndter det.

Når vi er ude tramper folk bare ned over vores barns grænser og det er ikke rart at se hvor skidt h*n har det.

Min veninde er som sagt rigtig god til at respekter vores barn og de har det fint sammen og h*n er glad for hendes selskab i begrænset mængde.

Vi arbejder på at lære vores barn at sige fra i stedet for bare at gå i baglås, men så gammel er h*n jo heller ikke.

Jeg ville super gerne have mit barn blev passet og kune nyde det Men ærlig talt er det ikke nemt dem omkring os ikke kan forstå at accepter at h*n ikke vil holdes, sidde på skødet, dikkes eller snakke

Jeg kan godt se, det er rigtigt svært, men prøv det med en sød pige..evt en pædagogstuderende, som gerne vil tjene lidt ekstra, eller en reservebedste, som har en fortid inden for børn med vanskeligheder.

Jeg mener iøvrigt, at hvis man har problemer med sine børn af den art, så kan man søge tilskud til aflastning, som fx betaling af løn til en pasningsperson, så forældrene kan komme lidt ud og se verden.
Prøv at forhør dig hos læge, SP eller kommunen.

Kærligst
Sussie