Hvordan kommer jeg videre :(

Føler mig helt Tom og helt alene . Det er over 1 måneder siden nu, hvornår blir det bedre. Er blevet meget dep efter tábet græder let, bliver hurtig sur og har bare lyst til at blive i min seng hele dagen. Står op hver dag kl 7 og sender mine 2 børn i skole og i børnehave er hjemme igen kl. 8.30 og ligger mig for det meste ind i sengen til kl 11,12,13 stykker. Jeg føler ingen glæde mere . Der er svært og forklare hvordan jeg har det . Nogen dage har jeg hverken lyst til at spise eller drikke

Føler mig helt Tom og helt alene . Det er over 1 måneder siden nu, hvornår blir det bedre. Er blevet meget dep efter tábet græder let, bliver hurtig sur og har bare lyst til at blive i min seng hele dagen. Står op hver dag kl 7 og sender mine 2 børn i skole og i børnehave er hjemme igen kl. 8.30 og ligger mig for det meste ind i sengen til kl 11,12,13 stykker. Jeg føler ingen glæde mere . Der er svært og forklare hvordan jeg har det . Nogen dage har jeg hverken lyst til at spise eller drikke

Stort trøste-kram til dig.

Hvis du var langt henne, så har du jo haft lang tid til at glæde dig og  planlægge osv., og så kan en så stor omvæltning godt tage lang tid at komme sig over, det er meget naturligt.

Jeg synes, at du skal få en snak med din læge om det, evt. et samtaleforløb.

Anonym skriver:

Føler mig helt Tom og helt alene . Det er over 1 måneder siden nu, hvornår blir det bedre. Er blevet meget dep efter tábet græder let, bliver hurtig sur og har bare lyst til at blive i min seng hele dagen. Står op hver dag kl 7 og sender mine 2 børn i skole og i børnehave er hjemme igen kl. 8.30 og ligger mig for det meste ind i sengen til kl 11,12,13 stykker. Jeg føler ingen glæde mere . Der er svært og forklare hvordan jeg har det . Nogen dage har jeg hverken lyst til at spise eller drikke

 det lyder ikke somom du har det særlig godt, kender den følelse alt for godt. Men det tager over 1 måned for de fleste at komme over en abort, ja nogle bliver først glade igen når de får en ny posetiv test. 

som du beskriver det med at du bare vil ligge, kan i den grad også have noget med vejret at  gøre, måske tabet har gjort du har fået en vinter depression ? 

synes du skal snakke med din læge og få snakket med nogle derhjemme om hvordan du har det. for det er helt forståeligt. kæmpe kram herfra.

Anonym skriver:

Føler mig helt Tom og helt alene . Det er over 1 måneder siden nu, hvornår blir det bedre. Er blevet meget dep efter tábet græder let, bliver hurtig sur og har bare lyst til at blive i min seng hele dagen. Står op hver dag kl 7 og sender mine 2 børn i skole og i børnehave er hjemme igen kl. 8.30 og ligger mig for det meste ind i sengen til kl 11,12,13 stykker. Jeg føler ingen glæde mere . Der er svært og forklare hvordan jeg har det . Nogen dage har jeg hverken lyst til at spise eller drikke

Stor kram til dig fra mig

Du kan tro jeg føler med dig. Det er ikke ret længe siden jeg selv prøvede det.

Jeg husker udemærket at have det præsis som du beskriver. Du beskriver det bare så godt og levende. Jeg kan nikke genkendende til det hele bortset fra at jeg trøstespiste som en mejetærsker istedet for at miste appetitten, men sådan er vi jo alle forskellige. Jeg husker præsis den der følelse du beskriver af at det hele aldrig nogensinde vil blive godt igen, uden at man kan sætte ord på helt hvorfor og sådan.

For mit vedkommende fik jeg det bedre igen af følgende årsager tror jeg.

For det første så oplevede jeg at da der kom gang i cyklus og menstruation igen og havde været igennem hele cyklus så fik jeg det bedre. Jeg tror at det er fordi at så er der styr på hormonerne igen og det betyder meget for humøret og det hele.

Det andet som virkelig hjalp mig videre var at jeg samlede det jeg havde som jeg forbandt med den lille spire (vandrejournal, positiv test) og så det hele igennem og gemte det så væk sammen med en lille bog hvor jeg skrev hele forløbet ned. Det betød meget for mig ligesom at vise respekt overfor det barn jeg havde mistet og ikke bare glemme det.

Jeg havde også brug for på en eller anden måde at kunne mindes mit barn som jeg havde mistet og derfor købte min kæreste et vedhæng, som forestiller en lille, glad engel der smiler, til mit Pandora armbånd. Så kan jeg have et lille symbol på mit barn på håndledet hver dag. Det hører med til historien at da jeg fødte Amanda, som jeg har i forvejen inden jeg mistede spiren, købte min kæreste også et vedhæng i samme stil som forestiller en lille, glad pige til mit armbånd. Så nu har jeg symboler på begge mine børn om håndledet.

Det hjalp også mig at tale det hele igennem igen og igen med min kæreste i en uendelighed og få grædt. Først kunne jeg slet ikke græde, men stille og roligt kom det. jeg tvang mig selv til det nærmest i begyndelsen. Til sidst fik jeg det sådan at jeg havde umotiverede tudeture flere gange dagligt i ugevis. Men det hjalp.

Jeg tror på at en stor del af problemet (for mig i alt fald) er at i vores samfund regner vi ikke en SA for et rigtigt barn, eller for at have mistet et barn for alvor. Vi regner det for nærmest bare en forsinket menstruation eller i alt fald ikke for et englebarn. Det er højest at en drøm ikke går i opfyldelse og at man bare skal ovenpå og prøve igen. For mig var det et problem at det skulle være sådan. For mig var det vitterligt mit barn jeg havde mistet og ikke bare en SA. Jeg ved ikke om det giver mening, for jeg forklarer det vist ikke så godt...men jeg mener at i det øjeblik jeg gav slip på konventionerne og lod mig selv sørge over at have mistet et barn og virkelig være ligeglad med om alle andre ville mene at det var en overreaktion...i det øjeblik begyndte det at gå fremad  Det er ganske få mennesker som ved at jeg gik igennem det her, men baby.dk-pigerne var en super god støtte og det var min kæreste også

Ved ikke om du kan bruge mine erfaringer til noget, men ellers vil jeg bare give dig et kram og sige at det skal nok blive godt igen

Amandas-mor skriver:

Stor kram til dig fra mig

Du kan tro jeg føler med dig. Det er ikke ret længe siden jeg selv prøvede det.

Jeg husker udemærket at have det præsis som du beskriver. Du beskriver det bare så godt og levende. Jeg kan nikke genkendende til det hele bortset fra at jeg trøstespiste som en mejetærsker istedet for at miste appetitten, men sådan er vi jo alle forskellige. Jeg husker præsis den der følelse du beskriver af at det hele aldrig nogensinde vil blive godt igen, uden at man kan sætte ord på helt hvorfor og sådan.

For mit vedkommende fik jeg det bedre igen af følgende årsager tror jeg.

For det første så oplevede jeg at da der kom gang i cyklus og menstruation igen og havde været igennem hele cyklus så fik jeg det bedre. Jeg tror at det er fordi at så er der styr på hormonerne igen og det betyder meget for humøret og det hele.

Det andet som virkelig hjalp mig videre var at jeg samlede det jeg havde som jeg forbandt med den lille spire (vandrejournal, positiv test) og så det hele igennem og gemte det så væk sammen med en lille bog hvor jeg skrev hele forløbet ned. Det betød meget for mig ligesom at vise respekt overfor det barn jeg havde mistet og ikke bare glemme det.

Jeg havde også brug for på en eller anden måde at kunne mindes mit barn som jeg havde mistet og derfor købte min kæreste et vedhæng, som forestiller en lille, glad engel der smiler, til mit Pandora armbånd. Så kan jeg have et lille symbol på mit barn på håndledet hver dag. Det hører med til historien at da jeg fødte Amanda, som jeg har i forvejen inden jeg mistede spiren, købte min kæreste også et vedhæng i samme stil som forestiller en lille, glad pige til mit armbånd. Så nu har jeg symboler på begge mine børn om håndledet.

Det hjalp også mig at tale det hele igennem igen og igen med min kæreste i en uendelighed og få grædt. Først kunne jeg slet ikke græde, men stille og roligt kom det. jeg tvang mig selv til det nærmest i begyndelsen. Til sidst fik jeg det sådan at jeg havde umotiverede tudeture flere gange dagligt i ugevis. Men det hjalp.

Jeg tror på at en stor del af problemet (for mig i alt fald) er at i vores samfund regner vi ikke en SA for et rigtigt barn, eller for at have mistet et barn for alvor. Vi regner det for nærmest bare en forsinket menstruation eller i alt fald ikke for et englebarn. Det er højest at en drøm ikke går i opfyldelse og at man bare skal ovenpå og prøve igen. For mig var det et problem at det skulle være sådan. For mig var det vitterligt mit barn jeg havde mistet og ikke bare en SA. Jeg ved ikke om det giver mening, for jeg forklarer det vist ikke så godt...men jeg mener at i det øjeblik jeg gav slip på konventionerne og lod mig selv sørge over at have mistet et barn og virkelig være ligeglad med om alle andre ville mene at det var en overreaktion...i det øjeblik begyndte det at gå fremad  Det er ganske få mennesker som ved at jeg gik igennem det her, men baby.dk-pigerne var en super god støtte og det var min kæreste også

Ved ikke om du kan bruge mine erfaringer til noget, men ellers vil jeg bare give dig et kram og sige at det skal nok blive godt igen

mange tak for dit indlæg

Baby.dk er nok det der har hjulpet mig mest og så min mor har været en stor søtte. 

Mig og min kæreste snakker aldrig om det, vi snakkede lidt der det skete men det var meget lidt. Det skulle har været hans første barn . Det var ikke planlagt men vi brugte ikke noget og så skete det bare, vi glædet os så meget og snakkede navne og osv. Men i uge 9 begyndte jeg og bløde og drømmen blev knust

Vi prøver ikke nu, for han vil have styr på en del ting inde han vil have sit første barn, hvilket jo selvfølgelig også er forståeligt nok. Men da vi kom hjem fra syghuset den dag vi mistede sagde han vi prøver igen , skat . Og så regnede jeg jo selvfølgelig med at det var meningen at vi skal igang så hurtig som muligt men sådan var det ikke 

Men vi bruger ikke noget så håber at det sker igen snart