Dianaaa skriver:
jeg tror også det kommer meget an på hvad grunden er til at man har fået fjernet et barn..
min veninde hun får jo støtte og har virkelig vokset med opgaven siden hun fik sin 1. så jeg tror det kunne ende lykkeligt ligesom ved dig , men det er jo også svært at vide om hun KAN magte det da hun jo ikke rigtigt ved hvor hårdt det kan være at have et barn fordi han blev fjernet fra fødslen, og det er jo ikke kun lutter og lagkage, så man kan på en måde godt sige hun skal være mor for første gang, bare for nr. 2 ..
og hvor er det dejligt du har begge dine børn nu, SKØNT
Nej, og der havde jeg jo selv Isabella i starten, samtidig med at jeg var alene-mor, og det var dælme da hårdt. Isabella har så været i frivilling anbringelse, så jeg gik som sådan selv med til det. Det har også været det bedste for hende, for jeg var vitterligt ikke klar til at blive mor!
Til gengæld kunne jeg tydeligt mærke forskellen, da jeg så begyndte kampen om at få hende hjem igen.. Og jeg havde heller ikke fået Cajsa, medmindre jeg selv var 100% sikker på at jeg var klar til at blive mor igen..
Det var ikke et nemt valg at få et barn mere, mens hun stadig var i pleje, og det var udelukkende pga min kærestes ryg, at vi valgte at gøre det mens hun stadig var det. Men igen, vi havde jo heller ikke gjort det, hvis jeg havde været det mindste i tvivl om jeg kunne klare det 
Og igen igen, det er en længere historie end jeg kan give her 
Men jeg kan sige som én der kender systemet indefra, at selv om man hører om de her frygtelige historier i medierne, om børn der ikke bliver tvangsfjernet pga økonomi osv, at det er på ingen måde nemt at få sit barn hjem igen, uanset hvor godt man klarer sig.. For mit vedkommende tog det 2 år, fra jeg første gang sagde at jeg var klar til at få hende hjem, til jeg faktisk fik hende hjem..
Den kommune hun var anbragt i, vi havde et møde én gang om året, det var det eneste tidspunkt de spurgte mig om hvordan det gik med mit liv.. De fulgte ikke med, de var ikke interesserede.. De rapporter de fik, lagde de ikke voldsomt meget i, uanset hvor positive de var.. Først da den sidste sagsbehandler kom på, begyndte der at ske noget, og hun var den aller første sagsbehandler i hele forløbet, der kom hjem til mig - i mit eget hjem. Hun var den eneste der ringede når der skete noget, eller når hun havde spørgsmål om dette og hint..
Sidste sommerferie måtte jeg få Isabella på ferie i 5 dage, selv om vi skulle være på camping i 7 dage.. Den kommune jeg bor i nu, havde ingen som helst betænkeligheder ved, at jeg var gravid igen, og jeg fik kun en familiekonsulent, fordi jeg selv bad om det. Det var jo netop fordi, at de vidste hvor meget jeg havde udviklet mig siden jeg fik Isabella... Dem havde jeg møder med hver 3. måned, og de fulgte min behandling, både gennem det jeg selv fortalte, men også fordi de bad om rapporter ude fra psyk. De fulgte mig gennem min arbejdsprøvning, og snakkede jævnligt med mit arbejde.. De havde hele tiden en føling med hvordan det gik med mig - i modsætning til anbringelseskommunen, som spurgte én gang om året, til et møde der varede maks halvanden time, hvor vi også skulle snakke om alt muligt andet. Så jeg syntes det var mega surrealistisk, at min hjemkommune stolede så meget på mig i forhold til Cajsa, mens den anden overhovedet ikke gjorde i forhold til Isabella, men hvem var det der holdte øje med mig gennem de 5-6 år? Det var min hjemkommune..
Men hjem kom hun da 
