Har brug for et råd

Så skete det at jeg efter 6 år fik brev fra min søns far at han gerne ville være en del af vores liv... Vi har intet hørt i de 6 år. Min søs bliver 9 om 2 mdr de første 3 år besøgte han os et par timer en gang om ugen nogle gange hver anden uge. Han havde ham nogle enkelte gange en formiddag selv. men aldrig længere end 4 timer og heller ikke noget fast. Min søn kender ham ikke og kan ikke huske ham. Vi er nu blevet en familie sammen med  min mand og vores 2 børn - sønnen ser min mand som hans far da han har været i vores liv siden han var 1 år - sønnen har aldrig boet sammen men han biologiske far. Er bare sådan i tvivl hvordan jeg skal reagere, jeg ønsker faktisk ikke de skal have kontakt da jeg ikke mener vores søn er stærk nok til det og kræver meget faste rammer. Han kender ham jo heller ikke PT skriver han at han er ustationeret de næste 2 år i europa...

Hvad ville i gøre?

Anonym skriver:

Så skete det at jeg efter 6 år fik brev fra min søns far at han gerne ville være en del af vores liv... Vi har intet hørt i de 6 år. Min søs bliver 9 om 2 mdr de første 3 år besøgte han os et par timer en gang om ugen nogle gange hver anden uge. Han havde ham nogle enkelte gange en formiddag selv. men aldrig længere end 4 timer og heller ikke noget fast. Min søn kender ham ikke og kan ikke huske ham. Vi er nu blevet en familie sammen med  min mand og vores 2 børn - sønnen ser min mand som hans far da han har været i vores liv siden han var 1 år - sønnen har aldrig boet sammen men han biologiske far. Er bare sådan i tvivl hvordan jeg skal reagere, jeg ønsker faktisk ikke de skal have kontakt da jeg ikke mener vores søn er stærk nok til det og kræver meget faste rammer. Han kender ham jo heller ikke PT skriver han at han er ustationeret de næste 2 år i europa...

Hvad ville i gøre?

Helt klart kontakte statsforvaltningen og få et møde med dem og din søn's far, for synes godt nok det ville være synd for din dreng, først at se en person og muligvis få et forhold til ham, for så at blive ladt i stikken igen i 2 år.

Jeg ville som Leneur også kontakte statsforvaltningen. Det lyder ikke som om hans situation er specielt stabil og jeres søn har jo brug for noget han kan regne med.

Nu skriver du, at han er udstationeret i europa de næste to år. Er det her han ønsker samvær? Hvor præcis vil han have samværet skal foregå? Der gives kun samvær til dk og de øvrige nordiske lande, så vidt jeg er orienteret.

han kræver som sådan ikke samvær men vil gerne være en del af hans liv uden at ødelægge vores familie - han forlanger heller direkte at få samvær i udlandet - det hele er op til mig. Det er faktisk det der gør det svært for mig for i bund og grund ønsker jeg ham ikke i vores liv/ min søns liv. Men jeg kan jo godt forstå han gerne vil have kontakt til hans søn. Men kunne han ikke ha kommet i tanke om det lidt før?

Anonym skriver:

Så skete det at jeg efter 6 år fik brev fra min søns far at han gerne ville være en del af vores liv... Vi har intet hørt i de 6 år. Min søs bliver 9 om 2 mdr de første 3 år besøgte han os et par timer en gang om ugen nogle gange hver anden uge. Han havde ham nogle enkelte gange en formiddag selv. men aldrig længere end 4 timer og heller ikke noget fast. Min søn kender ham ikke og kan ikke huske ham. Vi er nu blevet en familie sammen med  min mand og vores 2 børn - sønnen ser min mand som hans far da han har været i vores liv siden han var 1 år - sønnen har aldrig boet sammen men han biologiske far. Er bare sådan i tvivl hvordan jeg skal reagere, jeg ønsker faktisk ikke de skal have kontakt da jeg ikke mener vores søn er stærk nok til det og kræver meget faste rammer. Han kender ham jo heller ikke PT skriver han at han er ustationeret de næste 2 år i europa...

Hvad ville i gøre?

Anonym skriver:

han kræver som sådan ikke samvær men vil gerne være en del af hans liv uden at ødelægge vores familie - han forlanger heller direkte at få samvær i udlandet - det hele er op til mig. Det er faktisk det der gør det svært for mig for i bund og grund ønsker jeg ham ikke i vores liv/ min søns liv. Men jeg kan jo godt forstå han gerne vil have kontakt til hans søn. Men kunne han ikke ha kommet i tanke om det lidt før?

Var jeg dig ville jeg kontakte statsforvaltningen og høre om jeg kunne tale med en børnesagkyndig og høre denne om hvad der er bedst for lige præcis jeres søn.

Hvis det ikke var muligt ville jeg smide 800,- efter en psykolog med speciale i børn og bruge en times tid sammen med denne på at lave en eller anden form for handlingsplan. Jeg ville på forhånd forberede mig grundigt og have min egen holdning på plads.

Det kunne jo være at brevkontakt eller lignende ville være en måde for jeres søn at få svar på eventuelle spørgsmål. Men med den alder jeres søn har, ville jeg tage hans ønsker meget alvorligt og medtage dem i løsningen (hvadenten det så betyder evt. brevkontakt eller ingen kontakt what so ever.)

Anonym skriver:

han kræver som sådan ikke samvær men vil gerne være en del af hans liv uden at ødelægge vores familie - han forlanger heller direkte at få samvær i udlandet - det hele er op til mig. Det er faktisk det der gør det svært for mig for i bund og grund ønsker jeg ham ikke i vores liv/ min søns liv. Men jeg kan jo godt forstå han gerne vil have kontakt til hans søn. Men kunne han ikke ha kommet i tanke om det lidt før?

Jeg synes bare du skal overveje, om kontakten vil være så problematisk for dig/din søn, at du med god samvittighed kan afskære ham kontakten fra sin far.

Ja, han har været et fjols, og ja, han har ikke været sit ansvar voksent, men har din søn ikke krav på at kende sin biologiske far? Kan du med god samvittighed og selvsikkerhed i stemmen om to, otte eller tyve år forklare din søn, hvorfor du ikke ville hjælpe til at formidle kontakten?

Jeg stiller mig slet ikke til dommer, og ved ikke hvordan jeres situation er, eller hvad der ville være det bedste for jeres familie. Men det er trods alt din søns far (og der må da være noget positivt i ham siden I i sin tid valgte at få et barn sammen), og bør han ikke have en chance for at rette op på sine fejl? Vi er kun mennesker, og måske han er modnet og er klar til sit ansvar efter de seks forgangne år?

Håber du vil tage mine ord med i dine overvejelser, bare så du kan tage en velovervejet beslutning til din søns bedste.