Så er det vidst på tide at få skrevet min fødselsberetning af Zelina mit stjerneskud 
Natten til d. 26 november kl. 00.45 vågner jeg med en menstruation lignende smerte i lænden. Jeg står op og går ud og drikker mig et glas vand. Mens jeg står i køkkenet får jeg endnu en sammentrækning omme i lænden og jeg begynder at forstå det er veer.
Min mor som sjovt nok var her og lånte sofaen (pga. flytning) lå og sov da jeg tøffede ind til hende. Jeg siger så: "Moaar, jeg tror nok at jeg har veer". Min mor flyver op af sofaen og spørger hvordan det føles, hvor længe der er imellem osv. Jeg har ikke taget tid, men kan sige at de ikke kommer regelmæssigt.
I mellemtiden kommer min kæreste forvirret ind i stuen og får snøvlet nogen ala: "Hvaa skat, har du veer?" Og så var vi ellers vågne allesammen. Vi sidder og snakker mens vi tager tid i mellem veerne. Da der kl. 7 om morgenen er ca. 5 minutter imellem hver ve, ringer vi til fødegangen og de beder os komme ind.
Min storesøster kommer og henter min kæreste, min mor og mig. Vi kører mod Esbjerg og æv hvor har jo ondt i min lænd.
Vi kommer ind på fødegangen lidt i 8 og de undersøger mig. 1 cm åben 
. De tager en urinprøve og finder ud af at jeg har blærebetændelse. Jordemoderen mener at det er derfor jeg er begyndt at have veer og at der kan gå op til en uge før jeg skal føde. Jeg blev så skuffet, havde virkelig regnet med at nu var det tid til at min prinsesse skulle til verden. Men nej, hun mente bestemt ikke at der ville ske mere de nærmeste dage. Veerne skulle gå i sig selv når jeg begyndte på pencillin mod blærebetændelsen.
Vi kører hjem igen og vi ligger os allesammen til at sove. Eller de andre gør. Jeg har for ondt og kan ikke slappe af imellem veerne.
Vi er allesammen oppe omkring kl. 16 og vi snakker om at bestille noget mad udefra, fordi vi er for kvæstede til at stå og bikse aftensmad sammen. Maden kommer omkring kl. 18 og der får jeg for alvor ondt. Det føltes som om mine lår var ved at sprække og min lænd gjorde sindssygt ondt.
Jeg ligger mig ned på sofaen og de andre tager tid mellem veerne igen og tjekker hvor længe veerne varer. 3 minutter imellem og varighed af ca. 50 sekunder. Min mor og kæreste vil have vi ringer ind på fødegangen igen, men jeg var stædig og nægtede fordi hun havde sagt at der nok gik flere dage før fødslen. Pencillinen skulle vel også lige virke! Men da klokken nærmer sig 21 bliver det for meget og vi ringer derind alligevel. Igen bliver vi bedt komme derud. Og det gør vi så.
Jeg bliver undersøgt, og får beskeden: "sikke et flot arbejde du har gjort derhjemme, du er 7cm åben!" Min kæreste bliver meget rørt og det samme gør jeg. Nu er det lige om lidt jo! Vi bliver kørt op på en stue hvor jeg kommer ud i bad. Jeg sidder på sådan en stor bold mens min kæreste bruser min lænd og mine lår med det varme vand. Det hjælper rigtig meget.
Efter ca. 20 minutter kommer jeg ud af badet og min kæreste får mindet jordemoderen om at jeg skal have pencillin-drop pga. streptokokker. Jeg bliver lagt ind på briksen og får lagt drop. De undersøger hvor langt jeg er og de siger 8 cm åben. Mens de undersøger mig går vandet og det er grønt pga afføring. De tjekker Zelinas stilling og siger så at hun ligger forkert. Hun ligger med hovedet nedad men med næsetippen først. Det kan ikke lade sig gøre at føde sådan. De snakker om at forsøger at vende hende men pludselig får de presseveer. Jeg kan ikke presse hende ud pga. den stilling hun ligger i og derfor vrider jeg mig af smerte. Herefter går der lidt tid hvor jeg ikke rigtigt husker noget andet end at min stemme var forsvundet og jeg derfor bare lå med åben mund og skreg uden lyd. Min kæreste var ved at gå ud af sit gode skind for han kunne se hvor ondt jeg havde. Og min mor (som ellers har født 3 børn og været med til fødslen af min niece) kunne også se at den var helt gal. De sagde at nu måtte de gøre noget. Jordemoderen siger så at Zelina har det okay nu, men at det bliver hun ikke ved med at have hvis ikke hun kommer ud. Derfor kæmper hun for at lægerne skal give mig kejsersnit. Jeg hører ordet kejsersnit og her går jeg ned. Jeg blev så ked af det, da jeg havde set frem til at skulle føde min datter selv. Og de 8 cm var vel ikke for sjov! Jeg var både gal og ked af det. Samtidig havde jeg så forfærdelig ondt at jeg ikke kunne snakke. 15 minutter efter bliver jeg kørt ind på en anden stue og de ligger bedøvelse i ryggen. Efter 15-20 minutter hører vi et skrig og vores datter er kommet til verden. Kl. 01.50. 2850g og 47cm. Så lille og fin med langt sort hår. Hun ligner sin far. Jeg bliver syet og vi kommer op på mor-barn centeret. Efter 3 dage blev vi udskrevet og vi har det allesammen godt.
Uha, det blev langt.. Men tak fordi du læste med hvis du kom så langt 
