Eksperthjælp: Mistet den ene tvilling

Charlotte Grumme

"Mistet den ene tvilling"

Hej

Jeg har lige været tvillinge gravid, at var lykke og glade dage indtil vækstscanning i uge 23, under scanningen kunne lægen konstatere, at tvilling b/2 var gået til i uge 20. Begge piger og fødte dem for lidt over 2 måneder siden. Jeg er selv 21.

Siden har jeg dagligt kæmpet med sorgen og viste, at jeg ville endelig få sindsro, når fødselen og begravelsen var overstået. I dag går jeg til psykolog, men det er bare ikke nok, vi når slet ikke det hele igennem, før timen er gået og så har hun oftes først tid igen efter 14 dage. Min kæreste har været en god støtte, men han har også haft sine problemer og jeg føler tit, at jeg ikke kan læsse tingene af på ham, da han jo selv bøvler med sorgen, han fik også en mild, kort depression for 1½ måneds tid siden og kom sig nogenlunde over den, dog mistede han sit arbejde under vejs (var i forvejen en kæmpe belastning for ham og han blev med det samme lettet). Vi har begge miste en forældre som ret unge, jeg 7, han 15, så sorg er ikke fremmed.

Nu står jeg så her, føler mig alene i min sorg, føler det er dumt, at sørge sådan over en der aldrig "var der" (forståes i, at hun aldrig blev født (som menneske - hun blev betrangte som en organisk rest) eller var fuld levedygtig) og det værste er, jeg er så bange for at tilknytte mig min skønne datter, frygten for vuggedød fylder meget i min hverdag og føler ikke jeg ville kunne klare at miste hende også, så derfor trækker jeg mig tilbage og lader manden overtage.

Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre, for vi kan allerede se/mærke nu, at hun reagere anerledes overfor mig og vil mig ikke på samme måde, som alle andre. Hun virker nogle gange bange overfor mig og bliver ked af det, når vi er alene sammen. Og hun sendte mig først et smil 3 uger efter kæresten fik det første.

Hvad kan jeg ellers gøre for at komme mig over tvillingen? Og hvordan kan jeg åbner mig op, så jeg ikke frygter for min datter og så hende og jeg i det lange løb kan få et godt forhold?

Hilsen Kofoed

Charlottes svar

Kære Kofoed

Tak for dit brev. Det gør mig meget ondt for dig, at du/I har mistet jeres ene barn, og jeg kan godt leve mig ind i den sorg, og også forvirring der kan være, når man på den ene side ”skal sørge” og på den anden side ”skal være glad” Det er en kæmpe belastning at miste et baren, og så er det fuldstændigt ligegyldigt om det ”betragtes” som et barn eller som en organisk rest, som du skriver. For dig/jer er det jeres barn, jeres tvillinger. Med min mangeårige erfaring med at hjælpe kvinder/par med at komme igennem deres sorg over at ha’ mistet et barn, kan jeg kun sige dig, at det tager tid, det tager lang tid. Når man føder for tidligt, så tager det tit også længere tid, fordi man også skal ”forbi terminstidspunktet, så at sige” Det er godt du benytter dig af tilbuddet om psykolog, synd der ikke er flere tider og ja, rigtig ærgerligt at din psykolog ikke har fleksible tider, men sådan er psykologtilbuddene tit, der er 50 min. Der findes også grupper hvor kvinder/par mødes der er i samme situation, de organiseres af Landsforeningen for spædbarnsdød, måske du/I også kunne få glæde af den mulighed foruden din psykolog.

Så skriver du at du skal skåne din mand, fordi han selv har rigeligt at slås med. Det mener jeg ikke du skal, I skal holde sammen, passe på hinanden, lade hi8nanden sørge og være der for hinanden, ikke skåne og tro at den man skåner så får det bedre, for det gør han ikke. I har begge to oplevet at miste forældre i en alt for ung alder, disse oplevelser kan man også opleve kommer igen, popper op og skal bearbejdes. Der er mange gode grunde til at I to skal holde sammen og give hinanden plads til at sørge. Sæt jer ned overfor hinanden tal sammen, fortæl hinanden hvordan I har det, prøv ikke at trøste, prøv ikke at finde på ”du skal se, det går nok… der er andre der har det værre… tænk hvis det var sket når hun var ??? år… og så videre og så videre. Det duer ikke. Man skal aldrig trøste en ulykkelig, man skal lytte, man skal rumme, man skal være der, IKKE trøste, som mange fejlagtigt tror man skal. Du har din sorg, din mand har sin sorg, man sørger forskelligt, man kommer sig forskelligt og man håndtere sorg forskelligt. Det skal der være plads til og rummelighed for. Så I skal støtte hinanden.

Og det er på ingen måde dumt at føle sorg, på ingen måde.

Du skal også fortælle din mand, at du har bøvl med at knytte dig til din datter, at du er bange for at hun skal dø for det er en anden ting som der skal fokus på. Det er da helt naturligt at du er bange for at miste hende, det er helt naturligt at du er bange for at knytte dig til hende. Men det har både hun og du brug for at du gør, og det skal du måske have hjælp til. Har du talt med din psykolog om det? Eller din sundhedsplejerske? For det er meget vigtigt. Hun ved godt at hendes søster er død, hun oplever at du er bange for at knytte dig til hende, derfor oplever du og din mand kontakten forskelligt med hende, og det skal der rettes lidt op på. Den side af din historie synes jeg du skal have professionel hjælp til, så det ikke kommer til at køre for langt ud af et galt spor, så at sige. Et lille barn har brug for at knytte sig, når så barnet oplever at den voksne viger tilbage, trækker barnet så at sige behovet for at knytte sig, tilbage i forhold til den person, og ”klarer” den selv. Når så din mand kommer hjem, så kan hun mærke at han ikke viger fra kontakten, og så er hun parat til kontakt. Sådan er mekanismen, og den tilknytning mellem dig og hende skal på banen og hvis du ikke selv rigtigt kan finde ud af det så skal du opsøge hjælp til det. Der er ikke noget i vejen med dig, du skal bare have hjælp. Længere er den ikke.

Jeg håber mit svar giver dig mening og at du kan bruge det, du er hjertens velkommen til at skrive igen, skriv da også gerne hvis du orker om du kunne bruge det, varme hilsner Charlotte, www.grumme.dk

[Du er meget velkommen til at opsøge Charlotte direkte via hendes hjemmeside i behandlingsøjemed, red]