Jeres ærlige mening

Jeg er ano, da jeg ikke gider have tingene ud i det store offentlige rum.

Jeg overvejer kraftigt at stoppe al kontakt til mine forældre. Vi bor i hver sin ende af landet og i forvejen er den eneste kontakt, at jeg ringer til dem 2-3 gange om måneden. De ringer aldrig til mig og vi besøger heller ikke hinanden. Jeg tror jeg har besøgt dem 3 gange de sidste 5 år og hver gang har det været et besøg på 1-2 timer. De har ikke besøgt mig i snart 10 år !

Vi har meget lidt kontakt fordi vi er uenige om hvordan forholdene i min barndom har været. Jeg blev udsat for gentagne overgreb fra jeg var ca 12 år og frem til jeg flyttede hjemme fra (og derved fik sat en stopper for det). Det skal siges, at det var en udeforstående, der udsatte mig for det, ikke mine forældre. MEN en af de første gang det skete fortalte jeg min mor om det for at få hjælp, hendes respons var, at det kunne hun ikke gøre noget ved og sådan er livet bare !!! Så stod jeg der ! Total svigtet. Jeg fortalte det også senere til min far, men det hjalp heller ikke.

Da jeg flyttede hjemmefra stod jeg helt på egne ben. Jeg måtte kun få mit tøj og mine bøger med !

De første år efter jeg var flyttet havde jeg lidt kontakt til dem. Jeg besøgte dem ikke, men de besøgte mig. Det næste alvorlige svigt kom, da min daværende kæreste blev alvorligt syg og var ved at dø. Jeg stod igen alene fordi mine forældre ikke havde lyst til at hjælpe mig i situationen.

Mine forældre mener, at jeg har haft en god barndom og at de har været rigtigt gode forældre. De omtaler ofte sig selv som fantastiske forældre, der altid har gjort alt for deres børn.

Nu hvor jeg selv har fået børn kan jeg mærke, at jeg næsten væmmes ved dem. De næsten ugentlige samtaler med min mor får mig til at blive i dårligt humør. Jeg føler at jeg er kommet meget langt og har da også været i behandling hos en psykolog for at få bearbejdet overgrebene.

Jeg har ikke megen kontakt til mine søskende, fordi de mener at jeg er forkert på den og at mine forældre jo bare er som de er og jeg skal se at komme videre og være en god datter for dem. Det kan jeg bare ikke.

Jeg overvejer kraftigt at ringe til dem og sige, at de ikke skal kontakte mig mere og at jeg heller ikke vil kontakte dem. Jeg vil for alt i verden ikke videregive den dårligdom som de repræsenterer til mine børn.

Jeg ved at jeg så frarøver børnene deres bedsteforældre, men jeg synes jo ikke rigtigt at det er bedsteforældre der alligevel vil kunne bruges til noget. De interesserer sig ikke synderligt for børnene og desuden er de begge midt i 70erne så mine børn kommer jo alligvel ikke til at kende dem senere i livet.

Er det en kynisk beslutning ??

Nogen af jer der har nogle klog ord som jeg kan tage med i mine overvejelser ?

puuhha... søde ven, det var da et stort spørgsmål!
Jeg har lidt småtravlt., så kan ikke komme med så lang en kommentar - men mine første tanker skal du da lige ha med:

De ER jo familie - uanset hvordan de opfører sig. Og familien "skal" man værne om - eller i det mindste acceptere som den er.

MEN! Hvis ikke du kan rumme dem på den måde de er, så syntes jeg ikke at du skal bruge energi på dem. Da slet ikke hvis du bliver i dårligt humør over at snakke med dem.

Min råd: Prøv at søg et overskud i dig selv til at acceptere dem som den slags mennesker de nu engang er. Bær over med dem - du er et bedre menneske end dem, og det er du blevet uden dem, så du behøver på ingen måde at søge eller ønske accept/respekt/ros fra dem.
Som du selv skriver, så er de midt i 70'erne, så hvor mange år kan det dreje sig om at du skal smile sødt og lade som ingenting?

Kan du ikke finde dette overskud, ja så er løsningen nok at vælge dem fra - meeen tror du ikke at du vil bruge ligeså mange timer af de liv til at spekulere på dem alligevel, selvom kontakten er brudt?

Marie - det blev vist langt alligevel

Hmmmm... Det er en stor beslutning... Men jeg er af den holdning, at selv om man er familie, er det ikke sikkert at man SKAL være en FAMILIE... Hvis du føler at der kan lette din hverdag, gøre dig mindre tung om hjertet, så synes jeg at det er den rigtige beslutning!
Er desværre nok af den holdning at nogle ting kan der ikke rådes bod på, kan ikke tilgives. Men ved også at det "rigitge" er at tilgive og komme videre - Noget jeg selv har prøvet i noget terapi, og selv om jeg IKKE troede at jeg kunne "give slip" så hjalp det faktisk...

Gav det mening??

Moni

Det er virkelig en svær beslutning, du skal træffe. Jeg skriver skal, fordi det virker somom, du har besluttet dig for, at nu må det være enten det ene eller det andet - noget skal ske. Har jeg ret?
Når du skriver, de faktisk aldrig besøger dig, så antager jeg, at de rent faktisk er i stand til det -altså at de sagtens kunne transportere dem selv hen til jer, hvis de ville? Så gør det jo ondt, at de ikke kan samle sig til at gøre det - især når de har børnebørn, - det er måske det, der gør mest ondt?

Egentlig ville beslutningen vel være nemmere, hvis nu I var uvenner. - Hvis du var helt klar over, at de hadede dig og ikke ville have noget med dig at gøre. Men nu forholder det sig sådan, at de vel nærmest ignorerer dig og din familie. Der er kun én ting, der er værre end at blive skældt ud, råbt ad eller på anden måde irettesat - og dét er at blive ignoreret. Jeg antager, at det er dig, der ringer til din mor og ikke omvendt? Hvis jeg har ret, så tror jeg, du gør det mere af pligt end af lyst, og det med at blive ved med at ringe af pligt til nogen, man dybest set ikke fornemmer, vil én noget - det væmmes man til sidst ved.

Hvis det er sådan, at det er dig, der holder kontakten - så bryd den! Hold op med at ringe og lad dem komme til dig, hvis der er noget de vil.
Jeg ved ikke, om du kan bruge mit råd til noget - eller om du er helt parat til at kappe trådene, og lade dine forældre komme til dig?
Nogle gange kan det være sundt at sige til sig selv; Det dér kan jeg ikke have mere med at gøre, hvis ikke det skal æde mig op. - Jeg lader det være, - jeg har gjort, hvad jeg kunne, og nu kan jeg ikke mere. Det er ikke så let, når det er ens nærmeste familie, man må "lade gå", men det er trods alt dig, der statistisk set har det længste liv tilbage at leve - og det gerne så lykkeligt som muligt.

Jeg ønsker dig det bedste - Helle

Cut the crap.
De har slet ikke fortjent dig!
Nu fortæller du jo ikke i detaljer om overgrebene, ved jo ikke om det er din far?

UANSET hvad, burde de have været der for dig dengang.

Ud til højre, dem kan du ikke bruge til en skid!

Find nogle søde reservebedste'r, der er mange som ikke har familie selv, som ville elske OG sætte pris på at få en familie!

Mette - som nok lyder hård, livet er bare for kort til at blive behandlet på den måde

Kære Ano!

Hvor må det være en svær og hård situation at stå i, men hvis det var mig ville jeg bare lade det løbe ud i sandet, hvis man kan bruge det udtryk?? Jeg ville personligt ikke ringe og fortælle at jeg ikke ville ringe. Jeg ville bare lade være! Dine forældre lyder ikke vider interesseret i dig, og jeg synes bestemt ikke ud fra den måde du har beskrevet at du frarøver din børn noget. Når de bliver gamle nok til at forstå situationen kan de vel selv vælge om de vil have et forhold med deres bedsteforældre.

Nu fortæller du jo ikke i detaljer om overgrebene, ved jo ikke om det er din far?

Til Mebach: Ano skriver at det var en udeforstående der var skyld i overgrebene og ikke hendes forældre.

Tak for svar.

Jeg har tænkt meget på det siden jeg skrev indlægget og jeg har besluttet mig for at holde op med at ringe til dem.

Helle, du har ret, jeg gør det af pligt.

Mebach, jeg føler også selv, at de ikke har fortjent mig. Det var ikke nogen af dem der stod for overgrebene, men de afviste jo at hjælpe mig og det finder jeg helt utilgiveligt.

Alt i alt har jeg besluttet mig, det havde jeg nok inden jeg skrev indlægget. Jeg siger stop, dog uden at sige det direkte, men ved at holde op med at kontakte dem.

Marie, jeg kan godt følge dig i det med at rumme dem og bære over med, men mit problem med det er bare, at de jo ikke anerkender at de har svigtet og det pisser mig bare af. Jeg tror ikke, at jeg har det i mig at tilgive dem, netop fordi de stadig holder fast i at de ikke har gjort noget forkert. De mener ikke de har svigtet mig på nogen måde, men at jeg har svigtet dem ved ikke at være en god datter som gør alt muligt for dem, herunder betaler for ting de gerne vil have osv.

Måske burde jeg tilgive, men jeg vælger bare at slippe det hele og ikke forholde mig mere til det. Det gør mig træt og det gider jeg ikke mere.

Tak for, at I læste med.

Kære du, nu er det måske lidt sent at skrive, men jeg har gået og tænkt en del over dit problem, så må lige give mit besyv med.

For det første, lyder det umenneskeligt hårdt, det du har været igennem og du fortjener virkelig at få et stort mor-kram for sådan en strid behandling.
Jeg synes, at Mebachs idé med at finde nogle reserve-forældre lyder glimrende og det kunne måske være med til at læge nogle gamle sår.

Derudover synes jeg, det er godt, at du har truffet en beslutning ifht dine forældre, for det er vigtigt, at du anerkender det svigt, du har følt og reagerer på det frem for at blive ved at gå og lade dig forvirre af alle dem, der mener, at du bare burde "tage dig sammen, glemme det og komme videre."

Jeg tror dog, at det kunne være en god idé for dig at skrive et brev til dem, hvor du uden omsvøb forklarer, hvorfor du har besluttet at stoppe kontakten til dem, så du ikke ender med en følelse af at give op eller endnu værre at handle lige som dem ved at dysse problemet ned og glide af på det.

Selvom du har forsøgt mange gange at tale med dem om det uden resultat, tror jeg, at et brev vil føles anderledes for dig, fordi det kan være nemmere at sige hårde ting, når du ikke står foran dem. Og så vil du også vide, at du har gjort alt, der står i din magt for at få talt ud med dem og hvad de så vælger at stille op med det er lige gyldigt.

De har muligvis reageret som de gjorde, fordi de ikke kunne rumme, at du havde været udsat for noget så frygteligt og muligvis har de fortrængt alt om det nu og er ude af stand til at forstå, hvorfor du ikke behandler dem så respektfuldt, som de sandsynligvis forventer, at du burde.
Og dermed har hele situationen muteret sig til noget, den slet ikke begyndte med at være. Og også derfor tror jeg, det er vigtigt, at du får sat ord på, hvorfor du vælger at lukke dem ude af dit liv, så du ikke skal bruge mere energi på at spekulere på, om du nu har gjort det rigtige og om de nu forstår dig eller endnu værre, sidde med en fornemmelse af at have givet op, før du rigtig fik sagt, hvad du havde på hjerte. Et brev vil du altid kunne tage frem og læse igen, når du bliver i tvivl, om du gjorde alt, hvad du kunne.

Jeg ønsker dig alt mulig held og lykke og jeg håber, du finder noget forældrekærlighed et eller andet sted.

Knus fra Birgitte