Belastende bonusmor-langt

Dette omhandler min egen far og hans kone....

Jeg har aldrig rigtig følt mig velkommen, hos min far siden hun kom ind i billedet. Jeg blev konstant nedgjort med små bemærkninger, hvilket jeg stadig bliver. Deres hjem var ikke så stort, inden børnene flyttede hjemmefra, så de sov på madrastg stuen hvilket jeg også skulle når jeg var der. Ikke særlig rart som teenager, specielt ikke når de valgte at have sex, selvom jeg også var der :-s

Gennem årene er det kun blevet værre, jeg skal konstant stå til rådighed, for dem, når min far vil vise frem, men er der ikke for mig, og træder på mig konstant.
Det hele er eskaleret efter jeg fik barn. Jeg var syg, og min søn var syg, og lå begge indlagt på hver vores afdeling. Var utrolig hårdt, og i stedet for støtte krævede de. De kom uanmeldt på hospitalet, kun 7 timer efter mit akutte kejsersnit, om natten, og endte med at stå og diskutere med personalet. De tog billeder, uden at spørge om lov, og ville vise dem frem til stor familiefest få dage senere, og da jeg sagde nej, fordi man kunne se mit bryst, fik Jeg mange grimme ting smidt i hovedet, og min far blev så skuffet at Han nægtede at snakke med mig i 2 dage

Siden min søn kom har der kun været interesse for at tage billeder, og at jeg skulle vise tillid, hvilket resulterede i at han kom til at slette dåbsbillederne fra kirken, og havde i forhold til bonusmor ingen ret til at være ked af de mistede billeder. På et tidspunkt, kom vi ind på fødslen, og lige pludselig var Jeg hjernedød, langt ude, barnlig og hysterisk fordi jeg ikke ønskede uanmeldte besøg, næste gang.

Min far er punkt, men mere i titlen end det at være morfar/bedstefar. I gennemsnit har de maks set min søn 1 gang i måneden siden han blev født. Og konstant hører jeg om min far har ret til en masse fordi han er min far. Senest, ringede han og fortalte om at han fik besøg af en mand, han er i familie med, langt ude, fra den anden ende af landet. Han ville gerne vise os frem, og troede han ville have nyt billede, men nej, de vil komme når det nu passer dem, til kaffe,hos os så vi kan blive vist frem. Er så ked og skuffet vi bliver gjort til udstillingsgenstand, og Han ikke gider spørge om vi har tid og lyst. Gør jeg ikke hvad min far ønsker, får jeg igen igen ballade af bonusmor, og er en forfærdelig datter. Generelt bliver jeg nedgjort, dårlig mor, dårlig datter, kan ikke gøre noget godt, og bliver konstant sat ? Ved alt

Er så ked og orker bare ikke mere

Det er på tide at din far og bonusmor får en time-out. Sæt dem på hold, i en periode, hvor du får styr på hvad du kan og vil være med til...........................lær at sætte grænser........................evt. ved hjælp af terapi.

Skriv et brev til dem, hvor du fortæller at de har time-out, og at det er fordi, du føler at de jokker hen over dig, og får dig til at føle dig værdiløs. Fortæl dem at noget skal ændres i jeres måde at være sammen på...........................for ellers kan i ikke være sammen mere.

 

Jeg har selv været igennem noget lignende, da jeg fik mit første barn for over 15 år siden. Det hjalp.........................at jeg satte dem på pause.

Knus Mette

anna-jonas skriver:

svaHHaHarpDet er på tide at din far og bonusmor får en time-out. Sæt dem på hold, i en periode, hvor du får styr på hvad du kan og vil være med til...........................lær at sætte grænser........................evt. ved hjælp af terapi.

Skriv et brev til dem, hvor du fortæller at de har time-out, og at det er fordi, du føler at de jokker hen over dig, og får dig til at føle dig værdiløs. Fortæl dem at noget skal ændres i jeres måde at være sammen på...........................for ellers kan i ikke være sammen mere.

 

Jeg har selv været igennem noget lignende, da jeg fik mit første barn for over 15 år siden. Det hjalp.........................at jeg satte dem på pause.

Knus Mette

Tak for svar. Brevet er prøvet uden held, gav mega bagslag. Ville meget gerne holde time out, problemet er desværre bare jeg skal giftes om 4/5 mdr. Har prøvet at snakke med min far, men måske han forstår alvoren hvis jeg siger han får time out, og der skaj ske ændringer inden brylluppet. Tvivler desværre bare på de vil respektere en timeout, men god ide og måske det bliver et forsøg værd, man kan jo altid håbe

Ikke andre, af alle jer læsere, med et godt råd ?

Anonym skriver:

Dette omhandler min egen far og hans kone....

Jeg har aldrig rigtig følt mig velkommen, hos min far siden hun kom ind i billedet. Jeg blev konstant nedgjort med små bemærkninger, hvilket jeg stadig bliver. Deres hjem var ikke så stort, inden børnene flyttede hjemmefra, så de sov på madrastg stuen hvilket jeg også skulle når jeg var der. Ikke særlig rart som teenager, specielt ikke når de valgte at have sex, selvom jeg også var der :-s

Gennem årene er det kun blevet værre, jeg skal konstant stå til rådighed, for dem, når min far vil vise frem, men er der ikke for mig, og træder på mig konstant.
Det hele er eskaleret efter jeg fik barn. Jeg var syg, og min søn var syg, og lå begge indlagt på hver vores afdeling. Var utrolig hårdt, og i stedet for støtte krævede de. De kom uanmeldt på hospitalet, kun 7 timer efter mit akutte kejsersnit, om natten, og endte med at stå og diskutere med personalet. De tog billeder, uden at spørge om lov, og ville vise dem frem til stor familiefest få dage senere, og da jeg sagde nej, fordi man kunne se mit bryst, fik Jeg mange grimme ting smidt i hovedet, og min far blev så skuffet at Han nægtede at snakke med mig i 2 dage

Siden min søn kom har der kun været interesse for at tage billeder, og at jeg skulle vise tillid, hvilket resulterede i at han kom til at slette dåbsbillederne fra kirken, og havde i forhold til bonusmor ingen ret til at være ked af de mistede billeder. På et tidspunkt, kom vi ind på fødslen, og lige pludselig var Jeg hjernedød, langt ude, barnlig og hysterisk fordi jeg ikke ønskede uanmeldte besøg, næste gang.

Min far er punkt, men mere i titlen end det at være morfar/bedstefar. I gennemsnit har de maks set min søn 1 gang i måneden siden han blev født. Og konstant hører jeg om min far har ret til en masse fordi han er min far. Senest, ringede han og fortalte om at han fik besøg af en mand, han er i familie med, langt ude, fra den anden ende af landet. Han ville gerne vise os frem, og troede han ville have nyt billede, men nej, de vil komme når det nu passer dem, til kaffe,hos os så vi kan blive vist frem. Er så ked og skuffet vi bliver gjort til udstillingsgenstand, og Han ikke gider spørge om vi har tid og lyst. Gør jeg ikke hvad min far ønsker, får jeg igen igen ballade af bonusmor, og er en forfærdelig datter. Generelt bliver jeg nedgjort, dårlig mor, dårlig datter, kan ikke gøre noget godt, og bliver konstant sat ? Ved alt

Er så ked og orker bare ikke mere

Hvor jeg føler med dig!! Familie er ikke noget man vælger TIL, og man kan blive nødt til at vælge FRA....for en stund eller for altid Du er nødt til at passe på dig selv og din egen lille familie så måske er en lille pause fra dem nødvendig? Jeg har selv været nødt til at sige fra over for min søster som var/er grænseoverskridende og psykisk syg. Jeg har ikke set hende i snart 7 år. Det gør ondt og i de første år savnede jeg hende meget, men nu lever jeg med det og har accepteret at jeg aldrig mere får et forhold til hende.

Jeg kan se man kan svare som anonym og det tænkte jeg også lige på at gøre, men nej, jeg er faktisk ret stolt af min beslutning..

Jeg valgte for et halvt år siden at sige stop overfor mine forældre, jeg har aldrig brudt mig om mine forældre, men jeg har tålt dem fordi de netop var mine forældre.. Min far er dranker men han kan ikke selv se det, min mor er lystløgner, og er ret god til at dreje sandheden så man tror på det hun siger..
Men da jeg gentagne gange tog hende i at lyve overfor mig, og at lyve overfor andre OM mig, så slog jeg i bordet og sagde at jeg ikke ville finde mig i det mere.. Jeg var træt af at det kun var mig der skulle besøge dem men de gad ikke komme her, jeg var træt af at jeg aldrig fik et opkald fra dem osv..
Men for et halvt år siden sagde jeg stop og sagde til dem at de kunne kontakte mig når min far stoppede med at drikke, eller ihvertfald bare stoppede benægtelsen, og min mor skulle samtidig lære at holde sig til sandheden.. Jeg har ikke hørt fra dem endnu..
Jeg savner dem egentlig ikke, jeg er blevet et meget bedre menneske af at slippe af med dem (ved godt det kan lyde forkert), de ødelagde mig, de kørte mig ned psykisk og til sidst kunne jeg ikke mere..
Jeg har været igennem rigtig mange ting det sidste halve år, og jeg har taget nogle beslutninger som der ikke er mange der tør gøre.. Jeg har valgt mine forældre fra i en alder af 22 (da jeg valgte at sige stop var jeg 21), og jeg har faktisk ikke brug for dem.. for jeg går ikke længere og er bitter over ikke at høre fra dem på fødselsdage eller andre mærkedage.. de kan stadig følge med på facebook, men selvom jeg er startet på kørekort og at jeg har fået en ny kæreste, så har jeg ikek hørt et eneste ord fra dem..
Så selvom jeg startede med at vælge dem fra, har de også selv valgt mig og min søn fra på et plan..

Ville faktisk bare give dig min historie for at fortælle dig at man ikke skal holde fast i sin familie for enhver pris.. familien vælger man ikke selv, men det gør man med sine venner/veninder.. og blod er IKKE tykkere end vand hvis det skal betyde at man skal finde sig i sådan en behandling som du har fået og stadig får af din far og bonusmor.. du er nødt til at gøre op med dig selv om du kan holde til det i det lange løb.. stop med at tage telefonen når de ringer, hav døren låst, og lad være med at lukke op hvis de kommer uanmeldt, på den måde vender du situationen om og så er det pludselig dig der bestemmer hvor skoene skal stå..

men et kæmpe skal du have med på den vej..

An&Jo skriver:

Jeg kan se man kan svare som anonym og det tænkte jeg også lige på at gøre, men nej, jeg er faktisk ret stolt af min beslutning..

Jeg valgte for et halvt år siden at sige stop overfor mine forældre, jeg har aldrig brudt mig om mine forældre, men jeg har tålt dem fordi de netop var mine forældre.. Min far er dranker men han kan ikke selv se det, min mor er lystløgner, og er ret god til at dreje sandheden så man tror på det hun siger..
Men da jeg gentagne gange tog hende i at lyve overfor mig, og at lyve overfor andre OM mig, så slog jeg i bordet og sagde at jeg ikke ville finde mig i det mere.. Jeg var træt af at det kun var mig der skulle besøge dem men de gad ikke komme her, jeg var træt af at jeg aldrig fik et opkald fra dem osv..
Men for et halvt år siden sagde jeg stop og sagde til dem at de kunne kontakte mig når min far stoppede med at drikke, eller ihvertfald bare stoppede benægtelsen, og min mor skulle samtidig lære at holde sig til sandheden.. Jeg har ikke hørt fra dem endnu..
Jeg savner dem egentlig ikke, jeg er blevet et meget bedre menneske af at slippe af med dem (ved godt det kan lyde forkert), de ødelagde mig, de kørte mig ned psykisk og til sidst kunne jeg ikke mere..
Jeg har været igennem rigtig mange ting det sidste halve år, og jeg har taget nogle beslutninger som der ikke er mange der tør gøre.. Jeg har valgt mine forældre fra i en alder af 22 (da jeg valgte at sige stop var jeg 21), og jeg har faktisk ikke brug for dem.. for jeg går ikke længere og er bitter over ikke at høre fra dem på fødselsdage eller andre mærkedage.. de kan stadig følge med på facebook, men selvom jeg er startet på kørekort og at jeg har fået en ny kæreste, så har jeg ikek hørt et eneste ord fra dem..
Så selvom jeg startede med at vælge dem fra, har de også selv valgt mig og min søn fra på et plan..

Ville faktisk bare give dig min historie for at fortælle dig at man ikke skal holde fast i sin familie for enhver pris.. familien vælger man ikke selv, men det gør man med sine venner/veninder.. og blod er IKKE tykkere end vand hvis det skal betyde at man skal finde sig i sådan en behandling som du har fået og stadig får af din far og bonusmor.. du er nødt til at gøre op med dig selv om du kan holde til det i det lange løb.. stop med at tage telefonen når de ringer, hav døren låst, og lad være med at lukke op hvis de kommer uanmeldt, på den måde vender du situationen om og så er det pludselig dig der bestemmer hvor skoene skal stå..

men et kæmpe skal du have med på den vej..

Hatten af, for er ikke nemt. Jeg får konstant dårlig samvittighed, for nu er det jo snart jul, derefter bryllup, så ankommer den lille ny, og senere dåb, så synes slet ikke Jeg kan finde godt tidspunkt så måske jeg bare skal smide kortene på bordet, og holde fast i, at der ikke er isvmf til skyld, for det går jo begge veje, og det Er jo ikke en ret at få privilegier, man må også gøre en indsats og blive fortjent til dem. Kiggede i kalenderen, og er 1 mdr siden de var her sidst, og skal måske tilføjes, at min far intet arbejde har, så han går bare hjemme, og kan åbenbart ikke finde tid til besøg eller noget så simpelt som et telefonopkald for at høre om vi har det godt.
Det morsomme er at sidst, sad min bonusmor med vores søn, og han bankede noget legetøj ned i gulvet. Noget Han ofte gjorde, men hun ikke havde set før og udbrød: nej se hvad jeg lige har lært ham.... Flot ;-)