Når monstrene under sengen er virkelighed

Jeg blev for nyligt præsenteret for det her link, som giver en kort gengivelse af et større forskningsprojekt om børns modvilje mod at sove selv

http://www.naturalchild.org/guest/peter_gray3.html

Der argumenteres kort og godt om at når børn ikke vil puttes alene i deres senge om aftenen, så handler det ikke om at børnene vil "prøve forældrene af", eller at de er stædige og manipulerende. derimod handler det om at der er en helt grundlæggende konflikt imellem vores kulturelle udvikling og vores urinstinkter.

Kulturelt er vi nået til et punkt hvor mange foretrækker at baby lærer at sove alene i egen seng, og putningen skal være nemt og hyggeligt for både forældre og børn.

Vores uinstinkter derimod fortæller os (og altså måske især børnene) at når man er alene i mørket er man sårbar og et "nemt offer" for vilde rovdyr og monstre under sengen. Dermed handler det ikke om at børn er trodsige eller stædige når de ikke vil puttes om natten, men om at de reelt er bange når først de bliver alene.

Nu er det ikke nogen hemmelighed at vi herhjemme opdrager vores børn efter IFavn principper, så for mig giver lige netop det her perspektiv jo rigtig god mening... Måske især fordi jeg også godt selv kan blive ramt af den irrationelle frygt ind imellem. Fx når jeg går alene hjem fra bussen og gadelyset er slukket og alt er mørkt. Så kan jeg godt bilde mig selv ind at der er voldtægtsforbrydere over det hele - også selvom jeg rationelt set godt ved at det er noget pjat.

Og så tænker jeg at jeg som voksen nok trods alt er bedre til at tænke fornuftigt end små børn er. Og at jeg rigtig godt kan forstå at små børn bliver bange når de puttes alene på et værelse.

Kunne ikke være mere enig. Jeg har bare aldrig tænkt så øhh... Psykologisk på det... Jeg husker alt for godt den utrykhed jeg følte når jeg sov ovenpå og mine forældre havde soveværelse nedenunder. Jeg var sikker på der var spøgelser på gangen. Og jeg indrømmer gerne at jeg stadig hellere sover med lyset tændt hvis jeg er alene hjemme, og gerne med musik også. Det giver lissom bare en trykhed, og monstrene under sengen bliver væk

Thalia skriver:

Jeg blev for nyligt præsenteret for det her link, som giver en kort gengivelse af et større forskningsprojekt om børns modvilje mod at sove selv

http://www.naturalchild.org/guest/peter_gray3.html

Der argumenteres kort og godt om at når børn ikke vil puttes alene i deres senge om aftenen, så handler det ikke om at børnene vil "prøve forældrene af", eller at de er stædige og manipulerende. derimod handler det om at der er en helt grundlæggende konflikt imellem vores kulturelle udvikling og vores urinstinkter.

Kulturelt er vi nået til et punkt hvor mange foretrækker at baby lærer at sove alene i egen seng, og putningen skal være nemt og hyggeligt for både forældre og børn.

Vores uinstinkter derimod fortæller os (og altså måske især børnene) at når man er alene i mørket er man sårbar og et "nemt offer" for vilde rovdyr og monstre under sengen. Dermed handler det ikke om at børn er trodsige eller stædige når de ikke vil puttes om natten, men om at de reelt er bange når først de bliver alene.

Nu er det ikke nogen hemmelighed at vi herhjemme opdrager vores børn efter IFavn principper, så for mig giver lige netop det her perspektiv jo rigtig god mening... Måske især fordi jeg også godt selv kan blive ramt af den irrationelle frygt ind imellem. Fx når jeg går alene hjem fra bussen og gadelyset er slukket og alt er mørkt. Så kan jeg godt bilde mig selv ind at der er voldtægtsforbrydere over det hele - også selvom jeg rationelt set godt ved at det er noget pjat.

Og så tænker jeg at jeg som voksen nok trods alt er bedre til at tænke fornuftigt end små børn er. Og at jeg rigtig godt kan forstå at små børn bliver bange når de puttes alene på et værelse.

Det lyder egentlig meget rationelt, på en måde - sådan rent "urinstinkt-mæssigt"...

Så skal man, ifølge den artikel dér, lade sine børn sove inde hos sig, eller hvordan..? (Sorry, har ikke lige kigget artiklen igennem )

Skaber man nogle indre konflikter hos barnet, hvis man "tvinger" barnet til, at sove alene...?

STN skriver:

Det lyder egentlig meget rationelt, på en måde - sådan rent "urinstinkt-mæssigt"...

Så skal man, ifølge den artikel dér, lade sine børn sove inde hos sig, eller hvordan..? (Sorry, har ikke lige kigget artiklen igennem )

Skaber man nogle indre konflikter hos barnet, hvis man "tvinger" barnet til, at sove alene...?

Jeg tænker det egentlig ikke som at der er noget man "skal gøre", men mere at det er en rigtig sund tanke at have i baghovedet når man i perioder har børn der ikke vil sove selv.

Der er kæmpe forskel på børn - og på familier som helhed. Nogle børn sover klart bedst alene, og nogle forældre har svært ved at få søvn hvis de sover sammen med deres børn, og i en familie skal der efter min mening være plads til alle.

Jeg bliver bare ofte lidt ked af det når jeg hører om folk der praktiserer "God nat og sov godt", eller som insisterer på at deres børn "prøver grænser af" når de i perioder ikke putter sig artigt ned når der er sagt godnat.

For mig giver det rigtig god mening at overveje at barnet måske reelt bliver utrygt eller måske endda bange når det er alene. For små børn resulterer det måske i gråd, og for større børn i at man skal ind og sige godnat 35 gange. Jeg kan i hvert fald tydeligt mærke på mine egne børn at deres kalden om aftenen ikke handler om at de er tørstige eller har glemt noget - det handler om at de skal bekræftes i at jeg stadig er der når de har brug for mig og at jeg hører dem når de kalder.

Det betyder for mig at se ikke at man gør noget galt hvis man insisterer på at barnet skal sove på eget værelse, til gengæld kan det være at man skal anerkende barnets utryghed, og acceptere at der kan være perioder hvor man ikke bare kan sige "godnat" og gå sin vej.

Sådan rent praktisk har det herhjemme betydet at vi har accepteret at vores børn i perioder har brug for at vi er tæt på dem når de skal sove. Enten at vi lige sidder inde på deres værelse (typisk i et hjørne så man kan spille WF på mobilen mens de putter), eller at vi pusler rundt med et eller andet ovenpå så de kan høre at vi er der.

Og så har vi lagt vægt på at der ALTID er plads til børnene i vores soveværelse når de har brug for det. Vores ældste kommer typisk ind til os hver nat, mens lillebror gerne sover igennem i egen seng og så kommer ind og hopper hos os om morgenen :-)

Jeg kan for øvrigt huske at jeg sove med ca 28 bamser hver nat indtl jeg var omkring 9 år gammel. Jeg var smadder bange når der var sagt godnat, og jeg lå altid helt gemt under dynen med et lille bitte kighul ud.

Thalia skriver:

Jeg blev for nyligt præsenteret for det her link, som giver en kort gengivelse af et større forskningsprojekt om børns modvilje mod at sove selv

http://www.naturalchild.org/guest/peter_gray3.html

Der argumenteres kort og godt om at når børn ikke vil puttes alene i deres senge om aftenen, så handler det ikke om at børnene vil "prøve forældrene af", eller at de er stædige og manipulerende. derimod handler det om at der er en helt grundlæggende konflikt imellem vores kulturelle udvikling og vores urinstinkter.

Kulturelt er vi nået til et punkt hvor mange foretrækker at baby lærer at sove alene i egen seng, og putningen skal være nemt og hyggeligt for både forældre og børn.

Vores uinstinkter derimod fortæller os (og altså måske især børnene) at når man er alene i mørket er man sårbar og et "nemt offer" for vilde rovdyr og monstre under sengen. Dermed handler det ikke om at børn er trodsige eller stædige når de ikke vil puttes om natten, men om at de reelt er bange når først de bliver alene.

Nu er det ikke nogen hemmelighed at vi herhjemme opdrager vores børn efter IFavn principper, så for mig giver lige netop det her perspektiv jo rigtig god mening... Måske især fordi jeg også godt selv kan blive ramt af den irrationelle frygt ind imellem. Fx når jeg går alene hjem fra bussen og gadelyset er slukket og alt er mørkt. Så kan jeg godt bilde mig selv ind at der er voldtægtsforbrydere over det hele - også selvom jeg rationelt set godt ved at det er noget pjat.

Og så tænker jeg at jeg som voksen nok trods alt er bedre til at tænke fornuftigt end små børn er. Og at jeg rigtig godt kan forstå at små børn bliver bange når de puttes alene på et værelse.

Hvor er det godt skrevet

Dog anerkender metoden 'Godnat og sov godt' også nærhed og tryghed, da børnene mærker, at man ALTID kommer igen, og at man ikke er væk, men gentagne gange kommer igen så det lærer, at mor og far er der, bare ikke hele tiden, men de kommer altid igen. Jeg ville seriøst få SPAT hvis jeg skulle side i timer og vente på, at mit barn fandt ro. Så hellere vente med at lægge det i seng til det er helt træt

Jeg synes det er rigtigt, at man skal være der for sine børn, og jeg vil selv (når min søn bliver så gammel) anerkende 'monstrene' eller hvad han nu bliver bange for, og så hjælpe ham igennem på den måde, som gør ham mest tryg. Men når de er under et år, så er det jo især seperationsangsten som melder sig. For første gang om ikke andet... den har det jo med at vende tilbage i perioder.

Rigtig godt indlæg - tak for skøn læsning. Du skriver bare rigtig godt

Thalia skriver:

Jeg tænker det egentlig ikke som at der er noget man "skal gøre", men mere at det er en rigtig sund tanke at have i baghovedet når man i perioder har børn der ikke vil sove selv.

Der er kæmpe forskel på børn - og på familier som helhed. Nogle børn sover klart bedst alene, og nogle forældre har svært ved at få søvn hvis de sover sammen med deres børn, og i en familie skal der efter min mening være plads til alle.

Jeg bliver bare ofte lidt ked af det når jeg hører om folk der praktiserer "God nat og sov godt", eller som insisterer på at deres børn "prøver grænser af" når de i perioder ikke putter sig artigt ned når der er sagt godnat.

For mig giver det rigtig god mening at overveje at barnet måske reelt bliver utrygt eller måske endda bange når det er alene. For små børn resulterer det måske i gråd, og for større børn i at man skal ind og sige godnat 35 gange. Jeg kan i hvert fald tydeligt mærke på mine egne børn at deres kalden om aftenen ikke handler om at de er tørstige eller har glemt noget - det handler om at de skal bekræftes i at jeg stadig er der når de har brug for mig og at jeg hører dem når de kalder.

Det betyder for mig at se ikke at man gør noget galt hvis man insisterer på at barnet skal sove på eget værelse, til gengæld kan det være at man skal anerkende barnets utryghed, og acceptere at der kan være perioder hvor man ikke bare kan sige "godnat" og gå sin vej.

Sådan rent praktisk har det herhjemme betydet at vi har accepteret at vores børn i perioder har brug for at vi er tæt på dem når de skal sove. Enten at vi lige sidder inde på deres værelse (typisk i et hjørne så man kan spille WF på mobilen mens de putter), eller at vi pusler rundt med et eller andet ovenpå så de kan høre at vi er der.

Og så har vi lagt vægt på at der ALTID er plads til børnene i vores soveværelse når de har brug for det. Vores ældste kommer typisk ind til os hver nat, mens lillebror gerne sover igennem i egen seng og så kommer ind og hopper hos os om morgenen :-)

Jeg er meget enig

Men jeg har nu altid haft den tankegang med børn generelt, også før jeg selv blev mor..

Jeg har altid været overbevist om, at når børn kalder om aftenen ved sovetid, og vil have deres mor eller far.. så er det ikke nødvendigvis fordi, som du siger, at de skal prøve grænser af, eller bare ikke VIL sove.. De kan da sagtens være bange... må indrømme - et mørkt rum, hvor der nærmest er stille, er måske heller ikke det hyggeligste - det er da rart at høre og vide, at der pusler en mor eller far rundt i nærheden

Og det gælder både store og små børn

Så god tråd du har oprettet! Tror der er mange, der tænker anderledes.....

Lisbeth85 skriver:

Hvor er det godt skrevet

Dog anerkender metoden 'Godnat og sov godt' også nærhed og tryghed, da børnene mærker, at man ALTID kommer igen, og at man ikke er væk, men gentagne gange kommer igen så det lærer, at mor og far er der, bare ikke hele tiden, men de kommer altid igen. Jeg ville seriøst få SPAT hvis jeg skulle side i timer og vente på, at mit barn fandt ro. Så hellere vente med at lægge det i seng til det er helt træt

Jeg synes det er rigtigt, at man skal være der for sine børn, og jeg vil selv (når min søn bliver så gammel) anerkende 'monstrene' eller hvad han nu bliver bange for, og så hjælpe ham igennem på den måde, som gør ham mest tryg. Men når de er under et år, så er det jo især seperationsangsten som melder sig. For første gang om ikke andet... den har det jo med at vende tilbage i perioder.

Rigtig godt indlæg - tak for skøn læsning. Du skriver bare rigtig godt

Tak for rosen, og for dit input. Jeg vil helst ikke ind i en diskussion om GNSG for jeg er frygteligt meget uenig med dig i det du skriver, men jeg synes ikke tråden her skal handle om at gonke folk i hovedet for de løsninger de vælger. Som skrevet er familier forskellige og det skal der være plads til

Interessant læsning, det satte nogle tanker i gang i mit hoved. Ikke fordi jeg ikke kan stå inde for hvordan vi gør nu, for det kan jeg, men mere hvordan vi har gjort omkring sengetid. Og jeg har det meget bedre med at putte mit barn på den måde jeg har gjort de sidste to måneder, efter at have gransket mit moderhjerte og fulgt det min mavefornemmelse viser. Jeg lader min søn falde i søvn i mine arme, og det har jeg det godt med. I stedet for den lange kamp vi havde med ham i starten. Det var synd og jeg havde en dårlig smag i munden, men min søns far mente at det var den rette måde. Dog satte jeg mig imod og nu tager det 10 min at få ham til at sove, mod en times kamp førhen. Og han sover hele natten og jeg har god samvittighed.

Med den her artikel er jeg endnu mere overbevist om at det er helt okay at gøre som jeg gør. Tak for det