Som nogen af jer sikkert har opfanget i nogle af mine tideligere indlæg, så har jeg valgt at cutte mit forhold til min "mor". Hun har påduttet mig mange lidelser, og har givet mig mange psykiske problemer, som jeg efter flere år, endeligt er på vej ud af.
Hun har ikke opført sig som en mor burde... længere forklaring.
Men alt i alt tog jeg beslutningen om ikke at have hende i min datters liv for knap 8 mdr siden. Hun kan ikke give min datter noget positivt i hendes liv, og jeg er bange for at Milla-Victoria også skal tage skade af hendes opførsel. Så jeg tog mig sammen og endte det.
Det har bragt en masse problemer i familien. De kan ikke rigtigt se at jeg gør det 100% for min datters skyld. Og mener at JEG, er den der gør noget forkert.
Min søster på 17, (bor hos min far) Er til tider dernede, dog kun i ferier da hun heller ikke kan holde hende ud for længe af gangen!!
Og HVER gang skal vores "mor" nævne noget med mig. Det sidste hun har sagt, er at "hun glæder sig til at komme med i Sporløs om nogle år, da hun ved at min datter vil få et afsagn til hendes mormor....."
Det pisser mig godt og grundigt af. GRRRRRR 
. Jeg ville jo ikke gøre som jeg har gjort hvis jeg mente af der var den mindste snert af godhed i hende.... men det er der slet ikke....
Hendes udtagelse gør mig gal, og en smule bange. Jeg har hele tiden følt at jeg gjorde det rigtigt, og at hvis Milla-Victoria om mange år ville have kontakt, ville jeg ikke stå i vejen for det. Men lige nu er jeg bare så gal, og føler det stik modsatte..... Jeg er sgu på et eller andet plan nervøs for at Milla-Victoria vender mig ryggen, og går over på sin "mormor"'s side 
Jeg overveje at kontakte hende, og gøre det klart for hende HVORFOR jeg mener hun har brug for hjælp, men jeg ønsker jo heller ikke at hænge min søster ud som sladrehank!!!
hvad ville i gøre??
jeg anser mig selv som et godt og stærkt menneske, med et stort hjerte.... men jeg må indrømme at med hensyn til hende, ønsker jeg hende bare væk fra kloden. Hun har en sygdom, der kan agere dødlig, og endnu engang må jeg indrømme at hvis hun går bort, ville jeg ikke fælde en tåre, eller yderligere have det skidt med det. Det ville bare fri mig for en masse problemer og bekymringer for min mindste søster (på 11, som bor hós hende).
Men som sagt?? skal jeg kontakte hende, give hende klar besked?? Og fortælle hende at jeg er villig til at snakke med hende om det her hos en psykolog eller lign.... ??
Eller skal jeg bare forholde mig væk fra det, finde mig i at hun taler dårligt om mig til mine søstre, og finde mig i det??
Håber i kan hjælpe med at give mig et overblik over hvad der er godt at gøre, så jeg ikke bare lader min vrede løbe afsted med mig, og agere urimeligt.
Pernille
Anmeld
