Anonym skriver:
Efter en kæmpe nedtur økonomisk, og her er stadig ingen løsning...er jeg forsat meget ustabil i mit humør. Jeg har selvfølgelig ikke været ved lægen, for hvad skal hun gøre ved det. Hun kan jo ikke finde de penge vi mangler, og hun kan jo ikke støtte mine handicappet drenge.......Det er der kun en til, nemlig mig! Så jeg er nød til at hive mig selv op fra bunden.
Troede egenlig at det var lykkes okay. Jeg var meget ked af det og opgivende i sidste uge, men hen mod fredag synes jeg at jeg ligesom kunne se tingene lidt lysere.
I dag skulle vi til familie tam tam, jeg får både børn og mig selv gjort klar, men så kommer min mand lige 5 min for sendt hjem fra job, ungerne begynder at stresse op over overtøjet, manden hurtigt i bad....pludselig sidder jeg og tuder ved bordet og kan slet slet ikke overskue at vi skal afsted. Tingene går bare alt for hurtigt pludselig. Jeg kan slet ikke samle mig, og ender med at sende mand og børn afsted, da jeg pludselig heller ikke kan have alt det larm ungerne laver.
Først nu har jeg fået lidt hold i mig selv og har fået stoppet tårene. Og nu føler jeg mig som verdens dårligste mor og kone!! Jeg kan sku ikke være bekendt at opføre mig sådan, tude som et barn og nægte at tage med, men inderst inde ved jeg at det overhovedet ikke var blevet hyggeligt hvis jeg var taget med.
Åhhh jeg ved ikke hvad der sker med mig. mit humør svinger voldsomt frem og tilbage og hverken ungerne eller min mand ved hvor de har mig, og det gør jo dem forvirret.
Jeg har alle dage været den, der tog sig af det hele. jeg har altid haft fuld fart på, og jeg har altid haft overblikket.....men nu...Jeg kan ikke en gang overskue at stå ud af sengen hver morgen. jeg magter ikke alle de krav der altid er til mig.....Jeg kan ikke være det bekendt!
Først stort 
til dig.
Det kunne have været mig selv der havde skrevet det du skriver, kender udmærket godt det at man ikke kan overskue noget som helst, og tårerne triller ned af kinderne over det midste, og det værste af det hele man kan ikke komme ud af sengen.
Hvis jeg var dig synes jeg bestemt du skal gå til lægen, og snakke med ham og evt. få en henvisning til en psykolog.
Jeg vil lige sige, jeg har selv en depression, og jeg kom til lægen og begyndte til psykolog, jeg havde det præcis ligesom dig. Det er fantastisk at have fået en helt passiv person som jeg kan snakke med om alle mine tanker og de ting som går mig på - selv sådan noget som økonomi hvilket du skriver i dit indlæg. Ikke fordi hun kan gøre noget ved det, og give de penge man mangler - men bare få en til at se meget lysere.
Jeg håber du søger hjælp, da ingen mennesker fortjener at have det så skidt, og det er svært det ved jeg - men det er bare at få sparket sig selv afsted !
