Kan i hjælpe og støtte mig nu hvor jeg har brug for det :'(

Anonym skriver:

Nu sidder jeg og stortuder ... du aner ikke hvor lettet jeg er over der er en der kan sætte sig i ens sted... Har aldrig fortalt nogen hvad der skete, kun at jeg ikke ville være på skolen mere, og at jeg gik helt ned med flaget, begyndte at tænke i selvmords tanker, og farvede mit hår både lilla og blå.  Hadet frikvateret hvor han altid kom ned og skulle snakke... og at han ventede på mig om morgenen når man skulle i skole...  

Jeg er ked af du også har været sådan noget igennem, og så endda med en der var så tæt på dig...  Kender følelsen og får gåsehud over det hele...  Kan jeg skrive privat til dig?

Du skriver bare

Anonym skriver:

Det du siger med at det var der man havde sex lige meget hvad der var i tv'et... sådan er det ikke længere herm, nu kommer filmen før sex... Han vil hellere se filmen færdig, selvom jeg sidder med åben skjorte og stramme bukser (er ikke super atletisk men bestemt ikke overvægtig)... så ser ham mig ikke... han er ALDRIG spontan tror det måske er sket 1 gang, for tre måneder siden...

Han har kun invireret mig ud og spise os to en gang i de 2 år vi har været sammen... (Skyldes til dels vores økonomi su og mekanikerløn)... men alligevel... vi har ikke været to siden fødslen men altid tre.

Jeg fandt ud af at den softa vi havde sex i første gang har været den sofa han har haft sex med andre mange gange også, og så blev det ødelagt... vi fik en ny sofa, pga fødselsdeprison, og jeg hang mig i det, at den sofa vi sad i hver dag havde han haft sex med andre i...  (virker ret latterligt nu...)

det virker overhovedet ikke latterlig , jeg kan mærke over det du skriver, at der meget du har brug for komme ud med og meget du brug for at få snakke om ..

det med sex ligemeget hvad der tvet, sådan ende forhold hen hvis begge partner ikke gør noget ved det, for forhold bliver en hverdag ligepludeselig, og det blive leverpoststeg og onsdag hver dag.. det vigtigt det ikke kun er dig der brænde for for hverdagen tilbage men han også gør.. måske skal i tag snak om ang. han lægger mærke til du gjorder dig lækker, og hvis han svarer nej så spørg tænder du overhovedet på mig, ved godt det kan værre hårdt, men i nød til snakke om det, sådan ser jeg ihverrfald på det udefra.. men spørg? hvad tænder dig ved mig? hvad skal jeg gør ved du tænder på mig? hvad ville du selv gør for tænde på mig?

i behøves ikke tag ud og spise, i spise på gulvet med hyggelig lys når jeres barn sover, i kan sidde og spille et spil, et sex spil måske nede på tæppe. det bare finde fantasi frem, i kan forfører hinanden i kan lave skattejagt, i kan sidde med en kop the/kaffe og nyde i har hinanden, skrive ønske ned fx. eller spille ludo, det behøves ikke være ud og spise.

jeg kan godt forstå hans fortid hænger dig lidt og du tænker på sådan nogen ting, kender det godt, men det vigtigt at tænke der må vær en grund til det blev os, det må vær en grund til i sammen og stadig er, og der må vær noget ved dig som han syntes noget særligt som der var ved nogen andre.. 

Anonym skriver:

Tusind tak Det havde jeg virkelig brug for at hører, at det ikke er unormalt.  Jeg savner at være tæt med ham som før i tiden, og savner "den" mand jeg forelskede mig i... ved godt han nok ikke rigtigt har ændret sig, men det føles sådan...  Jeg kan ikke klare at han ikke forstår mig, og føler han vender alt jeg siger om og finder andre grunde end det jeg siger..  Jeg siger hele tiden til ham at vi ikke skal være vrede i stemmen når vores datter er der, men det er utroligt svært at undgå når vi bor i en lille lejeligehed...  

Vi kom op og skændes i bilen på vej til mit studie, pga. jeg inden vi kørte igen sagde til ham at jeg ikke gider mere... og at jeg ikke rigtigt føler mig forelsket mere...  Selvfølgelig blev han ked og gal...  Han kaldte mig tarvelig og egoistisk, pga. vi har sat lejeligeheden til salg... (For at få et sted der var vores og ikke hans.) Men selv før vi satte den til salg havde jeg flere gange sagt jeg var træt af forholdet og ikke længere følte noget for det...  Jeg har sagt til ham vi skulle vente og ikke sælge den endnu, men så svarede han at han uanset hvad ikke vil være i den mere, hvis vi ikke skal være sammen... Det er så forvirrende...

Jeg vil gerne kæmpe for det, men føler efterhånden jeg har kæmpet længe nok...

Selv tak

Jeg synes du skal stoppe med at sige til ham i tide og utide, at du ikke gider forholdet mere, at du ikke er forelsket osv.

Det kan han ikke bruge til noget! Og det belaster jo bare forholdet yderligere, og det gavner jo hverken dig eller ham. Eller jeres datter!!!

Du kan ikke forvente at være forelsket stadigvæk. Det er normalt at det forsvinder og så kommer det for nogle i små glimt hver dag, for nogle i længere perioder, hvor de generelt føler sig forelskede (men med mellemliggende perioder UDEN den følelse). Det er NORMALT!
Selvfølgelig skal man ikke være i et forhold, hvis man ikke elsker hinanden, og hvor man generelt ikke er glad. Men jeg mener også, at man virkelig skal give forholdet en chance, SPECIELT når man har fået børn! I vidste det ville blive hårdt, og I valgte at få et barn trods det. Ligesom vi andre har gjort (jeg ved godt det for de fleste kommer som en overraskelse, HVOR hårdt det egentlig er).
Men jeg synes man skylder sit barn at gøre ALT hvad der står i ens magt for at redde dets forældres forhold! SØG PARTERAPI og find ud af, om der er grobund for forbedring! Jeres datter er endnu så lille, at det hele lige nu er meget presset - og jeg kender det godt!!!

Intet af det jeg skriver er ondt ment eller ment som en kritik af dig! På INGEN måde! Men jeg vil bare så gerne hjælpe lidt, hvis jeg kan  Og nogen gange kan det være svært at se tingene helt klart, når man selv står midt i det!

Anonym skriver:

Tusind tak Det havde jeg virkelig brug for at hører, at det ikke er unormalt.  Jeg savner at være tæt med ham som før i tiden, og savner "den" mand jeg forelskede mig i... ved godt han nok ikke rigtigt har ændret sig, men det føles sådan...  Jeg kan ikke klare at han ikke forstår mig, og føler han vender alt jeg siger om og finder andre grunde end det jeg siger..  Jeg siger hele tiden til ham at vi ikke skal være vrede i stemmen når vores datter er der, men det er utroligt svært at undgå når vi bor i en lille lejeligehed...  

Vi kom op og skændes i bilen på vej til mit studie, pga. jeg inden vi kørte igen sagde til ham at jeg ikke gider mere... og at jeg ikke rigtigt føler mig forelsket mere...  Selvfølgelig blev han ked og gal...  Han kaldte mig tarvelig og egoistisk, pga. vi har sat lejeligeheden til salg... (For at få et sted der var vores og ikke hans.) Men selv før vi satte den til salg havde jeg flere gange sagt jeg var træt af forholdet og ikke længere følte noget for det...  Jeg har sagt til ham vi skulle vente og ikke sælge den endnu, men så svarede han at han uanset hvad ikke vil være i den mere, hvis vi ikke skal være sammen... Det er så forvirrende...

Jeg vil gerne kæmpe for det, men føler efterhånden jeg har kæmpet længe nok...

jeg bliver nødt til at være helt ærlig her, selvom det måske lyder en smule hårdt - det er bestemt ikke hensigten!

Men....

Du skriver du har sagt til ham MANGE gange at du ikke vil mere, at du vil gå, og du ikke er forelsket mere,,,, hvor efterlader det ham midt i det hele, når du så alligevel blver hos ham efter disse udmeldinger? Jeg forstår egentlig godt han både bliver ked af det og også gal, for han ved jo ikke hvilket ben han skal stå på.. Og det med lejlighededn, synes ikke det er helt fair overfor ham at du vil have noget der er jeres(det vil han sikkert også) hvis du alligevel har en plan om at smutte...

Samtidig er det heller ikke sundt for DIG at være i dette forhold, for du har faktisk afsluttet det, du er bare ikke flyttet endnu. Og det synes jeg du skal, for du er ikke lykkelig, og som sagt er forholdet jo stort set slut, I bor bare sammen... Der er mange ting omkring en flytning, når barn og økonomi sørger for at det hele hænger sammen, men det er ikke det der skal være limen i jeres forhold..

 håber det bedste for begge parter