Ja det døjer jeg altså lidt med nogle gange med Marcus. Jeg synes det oftest er på dage, hvor han har været i børnehave. De dage hvor han er hjemme hele dagen, er han mere behagelig at være sammen med.
Er der andre, der oplever det? Og hvad gør I i så fald?
Jeg havde en episode idag mens vi var nede hos min veninde. Først ville han ikke have støvlerne af. Da vi så begyndte at snakke om, at nu skulle vi snart køre - min veninde skulle ud og hente sin datter i skole. Så ville Marcus have støvlerne af. Nå, men der var stadig en halv time til, vi skulle afsted, og han havde lavet en lort i bleen, så han skulle alligevel have dem af, så jeg tog dem af, men så var det galt og han ville have dem på igen. Jeg prøvede at sige, at det skulle han ikke, for vi skulle lige skifte bleen. Han hylede og skreg og vred sig, da jeg bar ham op ad trapperne til badeværelset. Da jeg lagde ham på puslebordet var han også fuldstændig umulig og hylede og skreg vred og vendte sig og satte sig op hele tiden. Først prøvede jeg at tale til ham, men der var helt lukket af!
Så røg min tålmodighed og jeg sagde til i et meget bestemt tonefald, at nu skulle han stoppe, for han skulle have ren ble, færdig basta! Han råbte bare NEJ NEJ!!! og fortsatte. Så jeg holdt ham og fik under meget besvær skiftet hans ble. Det var heldigvis en af de der up&go-bleer, for ellers havde jeg aldrig fået den på ham, for jeg måtte sætte mig på toilettet med ham og holde ham hen over mine ben, så meget vred og sparkede han. Det samme med bukserne. Da vi var færdige var han sur og hylede og skreg stadig, nu var det så bare bukserne, det var galt med, dem måtte jeg ikke give ham på, det ville han selv. Men da jeg startede med at give ham dem på, ville han slet ikke have dem på... Og nu skulle vi også til at afsted, for min veninde skal være på datterens skole kl 15 præcist. Ned og have støvler og jakke på, men nu ville han selvf. ikke have de sk... støvler på! Jeg var ved at snakke om, at så måtte jeg jo bare bære ham ud uden, og så fik hen endelig støvlerne på. Det var det samme med jakken, først ville han ikke have den på, og så ville han alligevel have den på...
Sådan kan det være mange af de dage, han har været i børnehave. Ikke alle, men en del, og hysteriet kan let stå på i 1 time. Det er altid noget forskelligt.
Det værste er dog, når han ikke vil med op fra bilen og forsøger at løbe ud på vejen for at komme over på den anden side!
-nu er det heldigvis ikke nogen særlig trafikeret vej, da det er et lukket område for beboere, men alligevel! ... Jeg har et par gange simpelthen slæbt ham med mig indenfor, fordi han ellers ville løbe ud på vejen...
Jeg føler mig nogle gange, som en dårlig mor, når min tålmodighed slipper op, hvilket jeg synes den gør noget hurtigere nu, hvor jeg er blevet gravid. Jeg prøver at tælle til 10 osv. Men somme tider kan jeg bare ikke, og slet ikke, hvis det er 3. dag i streg. Men jeg føler, jeg burde sætte mig ned og prøve at tale stille og roligt til ham og sige at det er ok at være frustreret, selvom jeg ikke ved, hvad det skyldes og at han er en dejlig dreng alligevel. Men jeg kan bare ikke så ofte, som jeg gerne ville, og jeg er ked af det bagefter.
Får jeres børn også sådan nogle hysterianfald? Jeg er bange for, at han bliver frustreret over noget henne i børnehaven. Jeg synes faktisk nogle gange, det kan være lidt for kontrolleret derhenne og at der er lidt for lidt fri leg... Men jeg ved jo ikke, hvad hans frustration skyldes, og han ved det sikkert heller ikke selv... Så hvordan skal jeg hjælpe ham?
Kram Dorthe
