Jeg har for år tilbage fået af vide at jeg skulle regne med at jeg ville få svært ved at få børn, og at vi formentlig skulle have hjælp til det når tiden kom..
Vi har været en del i tvivl om hvor vidt vi ville have børn eller ej, og besluttede os endelig sidste år at det ville vi.. Jeg smed p-pillerne omkring 1/12, arbejde i udlandet indtil midt i marts, og så var projektbaby ligesom i gang.. Men der skete ikke noget og tros velvidenhed omkring at det ville være vanskeligt, var det dybt frusterend.. Lige meget hvor meget jeg forsøgte at overbevise mig om at skete det, så skete det og eller måtte vi se tiden an..
Men så midt i september skulle jeg i en MR scanning med en dårlig skulder, så vi satte lige PB på standbye.. Så blev jeg influenza syg i starten af oktober, og jeg kunne simpelthen ikke forstå hvorfor jeg blev ved med at føle mig mat og kvalmeramt.. Så begyndte tankerne ellers at rumstere på øverste etage..
Nævnte det for manden, som simpelthen ikke har turde tro på det, med den udmelding vi har fået.. Og jeg turde ikke rigtig tage en test, for hvad du hvis den var positiv, hvad så med MR scanningen og hvad nu hvis den var negativ, så ville det uundgåelig være et nederlag..
Den skarpe læser tænker sikkert hvad med min mens., ja den har snydt mig før, så dens udeblivelse, reagerede jeg ikke umiddelbart på..
Men lørdag morgen kl halv 6, vågnede jeg og skulle tisse, så je tog en hurtig beslutning og testede mig.. - DEN VAR SKU POSITIV.. Tog mig i at kigge i spejlet og smile til mig selv..
Jeg tog til lægen, som ikke testede om det var rigtig at jeg var gravid.. Han ringede blot til sygehuset for at spørge indtil problematikken omkring MR scanningen.. Jeg kunne tydelig høre svarene i baggrunden som min læge blev stillet rundt og lidt mere rundt.. Det var lige fra at jeg var dybt uansvarlig og til at man ikke havde nogen dokumenteret effekt af skade på fostret.. Han sagde bare jeg skulle komme igen om en måneds tid, for jeg var jo ikke ret langt henne..
Jeg har så siden via nettet, fundet ud af at man tæller uger fra sidste mens. hvorfor jeg nu er 8uger henne.. Og ifg lægen ville de se mig omkring 8. uge, men datoen er først om 14dage.. Pga uvisheden mht MR scanningen gad jeg egentlig godt scannes for hjerte lyd.. Føler jeg bare går i total uvished, om om der gror en lille spire inde i mig, eller om der bare ligger en lille død ært..
Ikke nok med uvisheden, og fordi eneste "bevis" jeg har er min egen positive graviditetstest.. Så har jeg det simpelthen så umådelig dårligt..
Jeg kaster dog ikke op hverdag, men det er så tæt på flere gangen om dagen.. Energien er på nul, og føler bare slet ikke det er spor fedt at være gravid lige nu..
Føler mig skide utaknemlig, fordi jeg rent faktisk MÅSKE bære vores kommende barn, som er kommet på helt naturligvis, og relativ hurtigt.. Men nøj hvor er jeg bare skidt tilpas konstant.. 
Ikke mindst fordi min krop allerede har ændret sig tydeligt.. Jeg er en relativ stor pige, jeg har allerede taget 5-7kg på, mine allerede meget store bryster er blevet tungere, og mine førhen små brystvorter er blevet større og har en mærkelig fornemmelse..
Jeg havde ikke troet at når jeg i forvejen ikke er tilfreds med min krop, men ikke magter at gøre noget ved det, og derfor bare har valgt at acceptere at det er som det er - at jeg så ville få det så træls med at den bliver værre.. Men det gør jeg altså, føler jeg er ved at eksplodere af frustration..
Åh jeg håber bare det ændre sig når jeg få set at det hele er virkeligt og at alt er som det skal være..
Ved ikke hvad jeg vil med denne tråd, have luft, måske endda håber jeg få at jeg ikke er den eneste der ikke straks svæver på en lyserød sky, straks jeg fik en positiv test..
