Følelserne omkring dét at være gravid.

Hej.

Jeg fik i går, efter at have udskudt det uundgåelige i 10 dages tid, to meget insisterende streger proppet op i hovedet. Og jeg vidste det jo godt, alle de 10 dage, men så alligevel efter at have set det og sagt det højt til de nærmeste i går, blev det meget ægte pludselig. Det er noget underligt noget, idet jeg kunne se det blev al indholdet af sækken med bekymringer hældt ud over mig, er tilbøjelig til at læse skræmmehistorier lidt mere indgående end dem der ender med "Juhu, baby", og jeg kan få kørt mig selv fuldstændig op med "Hvad nu hvis?" og nærmest "Jeg lugtede til den der øl, men fik jeg noget på mig, som nu har absorberet sig ind gennem min hud og ramt baby?" Det er fjollet, men frygten for at miste er jo reel nok, og synes at 12.uge - milepælen er langt væk når man kun skal til at sige goddag til 6. uge. Vil jo aller helst bare skrige det ud over hele byen og købe sparkedragter, hvor der står "Min mor er en sild og min far er en torsk"

Hvordan har I det? Er I bedre til at slå koldt vand i blodet og bare nyde at der svømmer en lille fiskebaby rundt inden i maven?

Hej

Nu skriver du ikke, hvor gammel du er, eller om det er dit første barn. Men frygten for at miste er der ligegyldigt hvad. Så hvad med at tage tyren ved hornene og fokusere på det lille mirakel, der ligger i maven på dig, og have fokus på alt det gode, du kan gøre for dit barn med god, grøn mad, hvile, motion og en masse glæde? Og fortæl omgivelserne, at du er gravid, så hurtigt som muligt. De bliver så rørstrømsk overbærende :-)

Jeg er mor til en pige på snart fem år og har nu en juni-lillesøster/bror i maven, og jeg kan huske fra den første graviditet, at man er ængstelig i varierende mængder gennem hele graviditeten. I begyndelsen er man optaget af sygdomme, handicaps etc, og de sidste uger er den eneste bøn: 'Kære Gud, lad det være levende'. Sådan er mennesker indrettet, er jeg bange for, og hvis vi bare anerkender, at frygten går hånd i hånd med kærligheden, så synes jeg, det er lettere at håndtere.

Mange hilsner

Annemarie (5+2)

Jeg er 6+1 idag, og har det lidt ligesom dig, bekymringer er der nok af :-) Vi har ikke fortalt det til nogen endnu, og jeg tror og håber at det bliver nemmere når det kommer ud, så man kan dele det hele med alle andre, og høre fra dem der selv har børn, at det er helt normalt at have det som Vi har det.

Håber du alligevel kan nyde det :-)

Jeg er 22 og gravid for første gang, og det er en hel ny verden den her med babybekymringer.

I har fuldstændig ret i at det er helt normalt, og at det nok ikke forsvinder lige foreløbigt dét der med at bekymre sig; det begrænser sig jo heller ikke til graviditeten.  Positive tanker, det bliver også nemmere kan jeg mærke. Og ja! Min veninde skrev i går at hun surfede børnetøj på nettet, og spurgte hvornår hun måtte begynde at købe en masse junk til baby, det er ret fantastisk.

Nu skal de bare blive hvor de er de næste par uger, forhåbentligt trygt inde i maverne. Held og lykke og tak for jeres svar!