Jeg kan ikke fatte mig i korthed og sammenfatte så stor en oplevelse til få ord, så læs hvis i orker, lad være hvis i ikke gør
Søndag aften d. 9/10, da jeg var 41+0 havde jeg stadig ikke fødselstegn. Dog begyndte jeg fra kl. 21 at have plukveer med 5 minutters interval. De gjorde ikke ondt, men de kom på slaget hvert 5. minut, indtil jeg gik i seng kl. 23. Jeg håbede, at det i det mindste ville modne noget.
Omkring kl. 3 vågnede jeg ved, at der kom et lille bang fra maven. Jeg tænkte straks, at det garanteret var vandet der gik, men der kom ikke noget. Jeg rejste mig dog alligevel for at gå ud og tisse, og så blev mine trusser helt våde. Ude på WC’et gik resten af slimproppen. Jeg iførte mig nye trusser og et bind for at se, om der kom mere vand, og så ringede jeg til FG.
Hun sagde, at jeg lige skulle se det an en time og ringe tilbage. Hun mente, at jeg ville få veer af mig selv, da jeg havde begyndende murrende fornemmelser i underlivet. Efter jeg havde talt med hende, begyndte jeg langsomt at få veer. De kom hvert 2-3 minut og varede mellem 30-45 sekunder. De gjorde lidt ondt, men det gik.
Kl. 4 snakkede jeg igen med fødegangen om status quo. Der var ikke kommet mere vand, kun veer, så vi aftalte jeg skulle se tiden an, hvile mig og lade veerne tage til og gøre deres arbejde. Det kunne godt tage mange timer, når de var så korte, sagde hun. Jeg ringede derefter til min mor, som skulle køre os på FG, og som også ville vente i venteværelset under fødslen, og hun kørte mod Århus.
Veerne begyndte dog hurtigt at tage til. De var ret korte, og kom med 1-2 minutters mellemrum, men de gjorde virkelig ondt. Jeg måtte ud og brække mig grundet smerterne, og knækkede sammen på sengen, hver gang der kom en ve. Måtte også smide mig ned på gulvet i gangen på et tidspunkt, fordi det var så slemt. Lars synes vi skulle tage på FG, men veerne var jo meget korte, så jeg var i tvivl.
Da klokken nærmede sig 5, var jeg dog efterhånden meget utryg. Veerne gjorde ufattelig ondt, og det føltes som om, at de kom konstant, så da min mor ankom, tog vi på fødegangen.
Blev taget imod lidt over 6 om morgenen af en ældre jordemoder. Hun vurderede med det samme ved at snakke med mig, at mine veer var meget korte, så det var ret tydeligt at mærke, at hun mente jeg ville ryge hjem igen. Synes hun var lidt irriterende og lidt bedrevidende. ”Jaaaa, de er jo meget korte, som du kan se!”
Jeg kom ind i et undersøgelsesrum med en sød, svensk jordemoder. Først lavede jeg en urinprøve (som var fin) og så ville hun lige undersøge mig. Hun kunne med det samme sige, at vandet ikke var gået, men at det nok var forvandet der var gået, da jeg vågnede. Til gengæld havde hun gode nyheder sagde hun: Jeg var 4 cm. Åben og skulle ikke hjem! Hun tilbød mig lavement, som jeg sagde ja tak til, og efter jeg havde ordnet det, skulle der køres strimmel grundet den lilles tidligere problemer med hurtig hjertelyd. Veerne stormede ind, og jeg var rimelig pivet. Jeg ville gerne videre i forløbet, hvor vi kunne gøre noget ved smerterne!
Dernæst blev jeg overført til en fødestue. Her var klokken omkring kl. 7. Jeg fik varmepuder på lænden og ved maven, imens jeg lå på siden, og jeg fik en maske med mild lattergas. Jeg skulle have kørt CTG hele vejen grundet hendes hurtige hjertelyd. Jeg var helt væk i smerterne, og jeg havde faktisk lukkede øjne under stort set hele fødslen. Jeg klemte bare Lars’ hånd eller greb fat i armlænet på hans stol, når veerne kom, og jeg kunne slet ikke tænke. Lattergassen gjorde ikke noget ved smerterne, men hjalp mig med vejrtrækningen.
Jordemoderen sagde så, at der var vagtskifte, så der ville komme en ny. Jeg var pænt ligeglad, jeg var væk i min egen verden, indtil Lars sagde hej på en måde som om han kendte vedkommende. Så kiggede jeg op, og sørme om ikke det var min egen jordemoder fra alle konsultationerne, der trådte ind! Jeg var SÅ lykkelig! Hun har været den bedste jordemoder hele vejen, og havde egentlig længe tænkt mig, at hun skulle have en buket blomster som tak for et godt forløb bagefter.
Hun var meget omsorgsfuld og sad og aede mig på benet, imens jeg lå dér og hylede. Allerede her røg den første hæmning, som jeg havde holdt fast i: Jeg brølede ind i lattergasmasken, hver gang veerne kom (lidt for ofte). Kl. 7.25 blev jeg undersøgt igen, og jeg var 8 cm. Åben, så jeg havde åbnet mig 4 cm på lidt over en time. Ikke noget at sige til det gjorde ondt! Min jordemoder spurgte mig til smertelindring, men jeg ville ikke have epidural eller bistik eller lignende, så vi fortsatte med lattergas. JM tog dernæst mit vand, som var grønt, men hun sagde det var ok, fordi babyens hjertelyd var fin nok. Den lille fik sat elektrode på hovedet, så jeg kunne slippe for noget af al det ledningsværk.
Jeg fik de smækre netunderhylere på, og bad om at få taget alt tøjet på overkroppen af, fordi jeg havde det så varmt. Det var endnu en hæmning der røg.
Kl. 8.30 efter en undersøgelse mere, hvor jeg var 9-10 cm. Åben, blev jeg bedt om at stå op ved fødselslejet, fordi hun ikke stod langt nok nede i bækkenet. Pisse hårdt at stå der, for jeg havde også begyndende pressetrang. Jeg fik at vide, at jeg gerne måtte presse med, og jeg kom også til at pølle lidt i ”bleen”. Haha. Endnu en hæmning! Det var en af de ting jeg havde frygtet, men jeg var SÅ ligeglad! Fuldstændig kold. Jeg havde jo bare ondt.
Kl. 8.45 havde JM snakket med en overlæge, og de blev enige om at administrere bricanyl i låret af mig, fordi jeg havde vestorm og alt, alt, alt for mange veer. Indsprøjtningen satte farten på veerne lidt ned, men self. Ikke smerten. Jeg var efterhånden holdt op med at bruge lattergasmasken, fordi det ikke føltes nødvendigt på samme måde, når jeg kunne bruge smerterne til at presse med.
Kl. 9.15 kommer jeg igen op på fødelejet, hvor jeg også ligger og presser, brøler og skriger. Jeg fik tømt min blære med et kateter, fordi jeg ikke kunne selv.
Kl. 9.35 fandt JM en fødestol frem, fordi hun følte det bedre kunne få den lille ned i bækkenet. Lars blev placeret bagved den lave fødestol i en lænestol med dyner, så jeg kunne læne mig op af ham.
Kl. 10.00 efter at have presset og presset for at få hende ned i bækkenet, kom den ”rigtig” aktive pressetrang, og jeg presse nu for at få hende ud. Jeg husker det som forfærdelig hårdt og smertefuldt, især fordi min JM, som sad på en lav bænk foran mig sagde, at hun blev ved med at smutte op igen. Jeg havde mine fødder på min JM’s lår, og holdt selv mine ben oppe, når jeg skulle presse. Har stadig ondt i overarmene grundet anstrengelsen
Der blev heppet og heppet på mig!
Nok omkring kl. 10.15 (skud i tågen) spurgte JM, om jeg ville se fremgangen i et spejl. Det havde jeg hele tiden sagt, at jeg ALDRIG ville, men jeg havde brug for at se, hvor langt der var igen, fordi jeg havde lyst til at give op, hver gang jeg brølede en presseve ud. Kiggede i spejlet, og der kunne man se det fineste lille fremspring af masser af kulsort hår. Nu følte jeg, at der ikke var langt igen!
Nu skulle jeg koncentrere mig grundigt om JMs instrukser for ikke at briste for meget. Det var faktisk nemt nok, synes jeg. Kunne godt holde det igen, som jeg skulle, indtil jeg fik at vide, at nu skulle der presses igennem.
Kl. 10.31 kom Rose til verden med et skrig og et skrål og kom op på brystet af mig. Lars klippede navlestrengen, og jeg kom tilbage på fødelejet og fik placeret Rose på brystet. Kl. 10.46 trykkede JM mig på maven, og moderkagen på 660 gram blev presset ud. Den valgte jeg også at se, selvom jeg havde tænkt mig ikke at se den! Fascinerende! Helt vildt!
Så lå jeg der og nød vores lille pige, imens jeg blev syet. Havde nogle bristninger af mellemsvær grad, men ikke noget alvorligt.
Vores smukke datter, Rose, vejede ved fødslen 4240 gram og var 53 cm. Lang, så hun var/er altså en lille prop!
Hun er det smukkeste menneske, jeg kender. Som dagene går, falder hendes træk mere og mere på plads, og hun er bare tæskelækker. Hun har ekstrem suttetrang og har smadret mine brystvorter, og hun har haft en meget hysterisk dag i går, hvor hun ikke ville sove. I dag har hun sovet stort set hele dagen, så jeg er næsten lidt bekymret for, om det nu også er normalt
Hun sover stadig!
Vi tilbragte 2 dage på patienthotellet, og vi kom hjem i dag ved middagstid. Vi har det alle godt, selvom nattesøvn er en by i Rusland
Jeg er frisk på at føde igen anden gang. Jeg er enormt stolt af, at jeg klarede den kun med lidt lattergas, og selvom jeg vitterligt troede, at jeg skulle dø af smerte, så var det en stor oplevelse, hvor man virkelig lærer sin krop at kende.
Rose N. T. H., vi elsker dig højere end solen, månen og stjernerne med!
