Anonym skriver:
Hej alle 
Jeg er gravid i 6 uge og det var plantlagt men jeg føler absolut ingen glæde... kun tristhed og bekymringer 
Lige da jeg testede positiv var jeg glad men glæden var kort.. allerede dagen efter gik virkeligheden op for mig og så fik jeg da virkelig skidt da jeg pludselig slet ikke føler mig klar
Det er meget få børn jeg synes er søde/kønne og når jeg ser en af dem ønsker jeg mit barn bliver lige så charmerende.. jeg skammer mig over det men jeg er virkelig bange for at få et grimt barn som frastøder mig eller jeg intet føler overfor..
Jeg kan på ingen måde forestille mig livet som mor da jeg føler mig som datter 100 % og har ingen små børn i familien som jeg kan relatere til...
Jeg er bange for at få en fødselsdepression og bange for at skade barnet, da jeg også lider af tvangstanker 
bange for jeg aldrig kommer til at elske barnet og alle snakker om ih og åh det er så dejligt at være gravid men det er det absolut ikke når man ingen glæde har og ikke kan føle noget for det der nu er i maven
Din kvindekrop er heldigvis sådan indrettet fra naturen, at alle de rigtige hormoner nok skal blive frigivet, når du nærmer dig fødslen og i tiden derefter med den nye baby. Så du skal ikke være bange for, at du ikke kommer til at elske en grim baby - men naturligvis kan en fødselsdepression komme, det er ikke rigtigt noget, man selv bestemmer. Det er en ærlig sag og ikke noget at skamme sig over (lettere sagt end gjort, det ved jeg godt), og du bør vende dine bekymringer med dem, der står dig nærmest. Det gode ved fødselsdepressioner er, at de går over igen, det er en lidt uheldig, men naturlig reaktion på en lettere traumatisk begivenhed, som en fødsel jo er..
Jeg tror, at vi skal slippe tankerne om, at graviditet og fødsler er lyserøde skyer, og babyer bare tænder alle moderfølelserne på fulde hammer fra første sekund - det er en omvæltning af dimensioner at bære et barn, at føde det og stå med det lille væsen, men du skal nok klare det på din helt egen måde. Og ikke skamme dig over, hvis du synes det er svært undervejs.. for jeg kan godt forstå dine bekymringer og manglende følelser overfor det, der endnu kun er to streger på en test.
Og så som det også bliver nævnt i tråden: Få talt om det! Med så mange professionelle som du overhovedet kan komme i nærheden af - det kan måske være svært for en kæreste at sætte sig ind i, men det skal du ikke lade dig slå ud af. Det skal nok gå det hele, og din psyke skal nok følge med - du skal bare give dig selv lov til at synes, et er svært, tror jeg..
Puh det blev langt. De bedste tanker herfra.
