Hvornår ved man det er forbi?

Hej piger...

Puha jeg er så forvirret..
Er sammen med min mand på 5 år, og vi har et barn på snart 2 år.
Vi har altid været forskellige, men haft det sjovt sammen.. Vi har altid snakket om at få børn, og blev begge glade da vi fandt ud af jeg var gravid.
Men efter vores datter er kommet, er det som om vi slet ikk kan sammen mere.. Jeg har tænkte mange gange på at gå fra ham, og vi har også talt om det!
Han er bare typen som ikke snakker om problemer og hellere ligger dem hen. Han er en type som har det fint selv. De venner han taler med, er mine veninders mænd. Og jeg er typen som elsker mine veninder, og dyrker os dem.
Hans forældre og jeg kan slet ikk sammen, og har perioder på ½ år aldrig snakket sammen. Feks til familie fester inviterede de hans ekskæreste med som han boede med før mig, de svinede min far til på min datters 1 års fødselsdag osv. Jeg er heller ikk perfekt selv, men kan sku skelne mellem rigtig og forkert opførsel..
Det har selvølgeli sat mange spor mellem min mand og jeg, da jeg ikk vil finde mig i det mere, og han ikk "tør" sige til hans forældre det er for meget. Han stopper bare med at tale til dem, og er sur på mig over jeg ikk vil tale til dem.. Så det gíver bare så mange problemer..
Jeg kan ikk finde ud af om jeg elsker ham mere. Tænker tit det bare er blevet en vane han er her, og det gør det hele mere svært at være væk fra hinanden i forhold til vores datter..

Er virkelig på vildspor.. Hvornår ved man det er slut???

Når man ikke er i tvivl...så er løbet kørt.
Måske I skulle få noget hjælp udefra så I kan lære at kommunikere....der tror jeg den går galt for mange. I kan altid gå fra hinanden men at gå og skulle finde sammen igen, det tror jeg ikke på...så gør alt I kan nu.

Knus og gode tanker...

Eva

Jeg er i tvivl om det er nu vi ska gå fra hinanden, for kan mærke det ikke er os der bliver gamle sammen.
Så har egentlig bare ladet mig nyde det så længe jeg kan.. Men sys bare glæden er væk i nogle perioder nu! Og HADER at de er vores datter som står i mellem.. ellers var jeg rejst...

Hej anonym... hvilket jeg er lidt ked af du er, eftersom jeg står i samme situation som du.. ville gerne snakke med dig om det her..
før eller siden vil det jo nok slutte, så hvorfor vente til det går helt og aldeles fuldstændig galt ?? Jeg er rigelig bagklog ligenu, når jeg læser om andres problemer (som ligner mine egne) - det er altid nemt at stå udenfor og kigge ind og fortæller hvad ret og rimelig er... men at være i det selv er et helvede med kaos og spekulationer, kærlighed og had..
jeg aner heller ik hvad jeg/vi skal stille op med noget som helst.. jeg ved bare at jeg ønsker min datter det bedste. gid det var et forældrepar der elskede hinaden til marv og ben, men det er det ikke.. ikke mere.. så hvorfor vente? - vel fordi vi tror det kan blive bedre med tiden, men det gør det jo ikke.. tværtimod. så har vi bare endnu mere at skændes om næste gang..

håber du giver lyd fra dig, evt privat herinde, så jeg kan se hvem du er, så vi kan snakke mere..

kh heimchen / susan

Hej Heimchen..
Grunden til jeg er anonym er fordi jeg har nogle fælles venner herinde...

Men jeg er også selv altid bagklog omkring andres indlæg, men når det kommer til mig selv, ja så er det altid en anden sag,

Grunden til jeg ikk er smuttet endnu, tror jeg er fordi jeg er bange.. Jeg er bange for at stå med det hele selv. Jeg har verdens bedste familie, og ved de vil hjælpe på alle måder, men hva med de små ting? som når man laver mad, er i bad osv. Der er han feks go til at tage hende, så man lige kan få lidt ro. Ingen tvivl han er -wonder daddy-, men synes bare ikke vi har et liv sammen mere. Sex er der ingen af, og hvis der er, så er det bare så tamt og kedeligt. Alle de irriterende skænderier osv.

Men så andre dage har vi det sjovt sammen (nok mest som venner, da der ingen kælen eller kyssen er).. Så tænker jeg lidt om det kan redes..


Har fundet mig en hemmelig beundre. En vi kender, og han er bare så sød. Når vores blikke mødes er det som om man har kendt ham vildt længe, og han bare kan se ind i ens sjæl. Har aldrig fortalt ham, om hvordan min mand og jeg har det præcis, men han ved vi skranter. Men vi taler så godt sammen, og hans blik.. uhaaaa... Tænker på ham rigtig tit, ikke fordi jeg vil have noget kørende med ham, men fordi han er alt det min mand ikk er, og bare man kan have de "følser" og tanker for en, mens man er i et "forhold".. Det får mig bare til at tvivle mere på mit forhold..

Ja som sagt, er SÅ forvirret..
Vil bare det BEDSTE for mit barn, og lige nu føler jeg det er at blive her, selvom jeg ved det ikk er det bedste for´mig...