1½ år - vil pludselig ikke sove i sin egen seng??

Hej piger,

Min datter på 1½ har de sidste 14 dage ikke ville sove i sin egen seng. Hun har fået lov til at sove i vores seng, og der kan jeg bare putte hende uden problemer, dvs. lægge hende, sige godnat og gå. Prøver jeg at lægge hende i hendes egen seng, skriger hun og rækker armene op efter mig. Igår aftes var jeg lidt "hård" og insisterede på at hun skulle sove der, men hun vågnede flere gange og endte med at komme ind i vores seng alligevel ved 2-tiden. Her til aften droppede jeg kampen og nu sover hun i vores seng igen.

Pyyyh... What to do?? Hun har sovet i hendes egen seng siden jul og der har da været perioder, hvor hun har været lidt ked af det når hun blev puttet, men det er hurtigt gået over igen.

Jeg tænker om det kan være fordi hun er igang med at udvikle sig meget rent sprogligt lige pt. og derfor har brug for ekstra tryghed?

Håber at nogen har nogle gode råd/erfaringer!

 Tulle

Jeg kan godt forstå du er fortvivlet. Min søn er 19 måneder, er ved a lægge ham nu og krydser fingre. Han har været gennem en periode på 1-2 måneder hvor han lige pludselig blev krop umulig i forhold til a sove, ligegyldigt hvor. Mit første råd er: beslut dig for om du vil kæmpe med eller mod hende. Jeg valgte også a tage min dreng ind i sengen i løbet a natten. Det andet råd er: støt hende med den beslutning du tager, altså når du er klar til a få jeres soveværelse tilbage, så vær psykisk og fysisk klar til a bruge maaaange timer på a fx sidde ved siden a sengen ig berolige hende, og forbered dig på a skulle op maaange gange, og ikke at måtte give op og lade hende komme ind i sengen (hvis det er det i bestemmer jer for) For min drengs vedkommende var det helt klart et tigerspring, og mens jeg har skrevet er han faldet i søvn a sig selv for 2. dag i træk nu. Hurraaaa

louiseandersen85 skriver:

Jeg kan godt forstå du er fortvivlet. Min søn er 19 måneder, er ved a lægge ham nu og krydser fingre. Han har været gennem en periode på 1-2 måneder hvor han lige pludselig blev krop umulig i forhold til a sove, ligegyldigt hvor. Mit første råd er: beslut dig for om du vil kæmpe med eller mod hende. Jeg valgte også a tage min dreng ind i sengen i løbet a natten. Det andet råd er: støt hende med den beslutning du tager, altså når du er klar til a få jeres soveværelse tilbage, så vær psykisk og fysisk klar til a bruge maaaange timer på a fx sidde ved siden a sengen ig berolige hende, og forbered dig på a skulle op maaange gange, og ikke at måtte give op og lade hende komme ind i sengen (hvis det er det i bestemmer jer for) For min drengs vedkommende var det helt klart et tigerspring, og mens jeg har skrevet er han faldet i søvn a sig selv for 2. dag i træk nu. Hurraaaa

Tusind tak for svar:-)Inden han blev svær at lægge, sov han da også i sin egen seng? Og blev du bare ved at med at prøve at lægge ham i hans egen seng hver aften?Det er nemlig det med at tage en beslutning og holde fast - jeg er ret principfast og ikke som sådan bange for at "kampen"', men omvendt synes jeg også det er synd at tvinge hende til at sove i hendes egen seng, hvis hun blot er inde i en periode med øget behov for tryghed. Har også overvejet om det er tremmesengen hun ikke længere kan lide og har tænkt om vi måske skulle prøve at lave hendes seng om til juniorseng, men ved ikke om hun er lidt for lille...

Tulle28 skriver:

Hej piger,

Min datter på 1½ har de sidste 14 dage ikke ville sove i sin egen seng. Hun har fået lov til at sove i vores seng, og der kan jeg bare putte hende uden problemer, dvs. lægge hende, sige godnat og gå. Prøver jeg at lægge hende i hendes egen seng, skriger hun og rækker armene op efter mig. Igår aftes var jeg lidt "hård" og insisterede på at hun skulle sove der, men hun vågnede flere gange og endte med at komme ind i vores seng alligevel ved 2-tiden. Her til aften droppede jeg kampen og nu sover hun i vores seng igen.

Pyyyh... What to do?? Hun har sovet i hendes egen seng siden jul og der har da været perioder, hvor hun har været lidt ked af det når hun blev puttet, men det er hurtigt gået over igen.

Jeg tænker om det kan være fordi hun er igang med at udvikle sig meget rent sprogligt lige pt. og derfor har brug for ekstra tryghed?

Håber at nogen har nogle gode råd/erfaringer!

 Tulle

Hej tulle28 .. Du kan evt prøve at flytte sengen et andet sted hen i værelset .. Det gjorde jeg med min søn da han var lille han ville heller ikk sove i sin seng , så prøvede jeg at flytte sengen og det hjalp .. Ved jo ikk om det hjælper dig , men det værd at prøve .. Knus ..

Jeg tænker ; hvorfor ikke bare lade hende spve hos jer?
Som du selv skriver, så sker der meget for hende, og hun har åbenbart brug for noget trykhed.
Det har vi hvertfald gjort her, og hun har i lange perioder sovet hos os.
Lige pludelig ber hun så om at sove i sin egen seng.
Hun er nu snart 4, og kommer stadig tit ind og sover hos os om natten.

Isabella på 15 måneder har i de sidste par måneder bare kunne blive puttet ind på sit værelse i sin seng, godtnat og sov godt og så kunne vi gå, og hun ville lægge sig til at sove. 

Så har vi været på sommeferie og i 2 uger hvor hun har sovet i rejseseng ved siden af vores seng, og siden vi er kommet hjem fra ferie har hun simpelthen ikke ville sove i sin egen seng 

Jeg ved ikke om det er tryghed eller hvad, men vi har besluttet at tage kampen op og insisterer på at hun sover på sit eget værelse... For vores alles skyld....

Tror det måske er tryghed, ved ikke om det kan være tilfældet med jeres også? Men man skal nok bare gøre op med sig selv om man vil tage kampen eller ej, for tror måske barnet bliver mere forvirret hvis man først kæmper, for derefter at give op.....

trunte89 skriver:

Jeg tænker ; hvorfor ikke bare lade hende spve hos jer?
Som du selv skriver, så sker der meget for hende, og hun har åbenbart brug for noget trykhed.
Det har vi hvertfald gjort her, og hun har i lange perioder sovet hos os.
Lige pludelig ber hun så om at sove i sin egen seng.
Hun er nu snart 4, og kommer stadig tit ind og sover hos os om natten.

Jamen det har du da ret i, og jeg er egenlig heller ikke modstander af børn i sengen, men vi sover bare såååååå dårligt når hun ligger imellem os. Tidligere har jeg taget "kampen" (hvilket i bund og grund bare har betydet at jeg har siddet ved hendes seng og aet og nusset, men holdt fast i at hun altså skulle sove der), men jeg synes også det bliver sværere at være "hård" jo ældre hun bliver og jo bedre hun bliver til udtrykke sig...

Tulle28 skriver:



Jamen det har du da ret i, og jeg er egenlig heller ikke modstander af børn i sengen, men vi sover bare såååååå dårligt når hun ligger imellem os. Tidligere har jeg taget "kampen" (hvilket i bund og grund bare har betydet at jeg har siddet ved hendes seng og aet og nusset, men holdt fast i at hun altså skulle sove der), men jeg synes også det bliver sværere at være "hård" jo ældre hun bliver og jo bedre hun bliver til udtrykke sig...

Jeg er helt enig i det sidste! Jeg så ogaå noget anderledes på det da min datter var yngre, men jo ældre og mere bevidst hun er blevet jo mere har jeg 'giver efter' på det punkt.
Men altså hvis I sover dårligt med hende i sengen, så er der jo ikke andet for, end at tage kampen op.
Væbne sig med tålmodighed, og så ellers bare være der for hende. Sidde ved hende, synes, ae og hvad hun nu ellers har brug for. En dag skal det nok vende

Tulle28 skriver:

Tusind tak for svar:-)Inden han blev svær at lægge, sov han da også i sin egen seng? Og blev du bare ved at med at prøve at lægge ham i hans egen seng hver aften?Det er nemlig det med at tage en beslutning og holde fast - jeg er ret principfast og ikke som sådan bange for at "kampen"', men omvendt synes jeg også det er synd at tvinge hende til at sove i hendes egen seng, hvis hun blot er inde i en periode med øget behov for tryghed. Har også overvejet om det er tremmesengen hun ikke længere kan lide og har tænkt om vi måske skulle prøve at lave hendes seng om til juniorseng, men ved ikke om hun er lidt for lille...

ja han har altid sovet i sin seng (on-and-off i forhold til sine udviklingsperioder)

Som du selv skriver så synes jeg man skal imødekomme børnene når det drejer sig om et øget behov for tryghed. Det er dog altid den sværeste balance om hvornår det bare er blevet lidt for hyggeligt og hvornår det er behov. Det har jeg desværre ikke svaret på, man må føle sig frem.

Jeg lagde ham i sengen, og satte en stol ved siden af, så sang jeg og nussede hvis jeg fik lov (nogen gange blev han bare dobbelt så sur) og bad ham lægge sig hver gang han rejste sig. Og tro mig, det tager laaaang tid og man kan blive bims i hovedet, men det jeg synes var rart, var a han ikke følte sig svigtet eller alene, hna var bare sur over ikke at være helt oppe i mine arme.

Så gik jeg ind hver gang han græd i løbet a natten (og takkede mig selv for jeg havde fri næste dag og kunne sove) og sad igen og nussese og sang til han sov igen.

Jeg synes personligt a når du bestemmer dig for a hun skal over i sin ejen seng, så skal hun 'ikke' op igen. Trøst hende nede i sengen, så hun ved du er ved siden af, men at det er i sengen hun skal sove trygt.

Det med a tage siden a tremmesengen ville jeg ikke gøre, du ender bare med et barn der render ud af den hele tiden. Sid ved siden af, og vis du er der, men a hun skal soe nu, i sin seng.

 

ps. jeg brugte i perioder hørepropper fordi han skreg så højt. de kan virkelig vise a de er gale og bare IKKE gider ligge alene.