Anonym skriver:
Hey alle i skønne kvinder!
Håber på at i kunne give mig nogle svar på alle mine frustrede føelser! Min kæreste og jeg venter vores første barn sammen, og som tiden er gået gennem forholdet bliver jeg bare mere og mere kedelig! (føler jeg selv!) Vi er flyttet sammen i en 3 værelses lejlighed og det er super skønt! Men min kæreste går mig på nerverne! Han er sød ved mig det slet ikke det! Men jeg skal aaaltid sige til ham hvad han skal gøre, minde ham på at han skal tage opvasken. OG det er det eneste! som jeg ber ham om! Mens jeg støvsuger, vasker tøj, ryder op, laver mad, reder seng og alle de der ting der altså jo skal gøres! af alt det vasker han kun op og det er hans pligt herjemme, og stadig skal han mindes på det! Og jeg har taget såå mange snakke med ham om det, og jo det er da blevet bedere! Men stadig ikke godt nok! og jeg gider bare heller ikke konstant at være den der skal sætte din finger på hvad han får gjordt! og det gør mig rasende! Han har også to spilleaftener hvor han spiller computer, det fint med mig. Men aftalen er at han må sidde der fra kl. 19.30 - 23 . for der vil jeg gerne i seng så jeg er frisk næste morgen, og så kan han spille lige så tosset han vil i weekenderne!. Men selv der skal jeg noglegange sidde og vente til kl. 23.30, og så jeg selvf sur når han kommer ud fra værelset. Og så snakker man jo ikke så pænt. Og når vi skal have sex, så er han også irriterende! Fordi han siger altid (med en sjov stemme) og det syntes jeg ødelægger det fordi det er så useriøst! at han er doctor og nu skal han se mine bryster osv, og at jeg skal tage tøjet af. og ja det da sjovt måske 1 gang. men ikke hver gang.! Og også det der med at vi kan sidde i stuen og så siger han nå skal vi ind og hygge og så går han ind i soveværelset og mig med, og så har vi sex. Men det keder mig at han ikke bare kan overraske mig med at vi skal ha sex, begynde at røre mig pludeseligt osv. Jeg føler måske at jeg virker for mor agtig overfor ham. eller er jeg bare kedelig?
Først må jeg spørge hvor langt du er henne?
Og så kan jeg berolige dig lidt, med at sige at jeg hvade det på helt samme måde med min kæreste/forlovede da jeg ventede vores datter... Jeg kunne ikke udstå ham nogle gange, og når jeg blev irreteret nok, kunne jeg sågar for kvalme af ham... 
Jeg begyndte at frygte meget at vi havde valgt forkert, og at det ikke skulle være ham og mig. 
Men alt dette forgik kun først i graviditeten og helt frem til ca. 7 måned. Og så var det lidt som om at det fortog sig igen, og jeg begyndte at kunne se min elskede igen som den jeg forelskede mig i, i første omgang, og ikke kun ham idioten 
der ikke engang kunne finde ud af at smide sine beskidte sokker i vaskekurven, eller lufte hunden når det var tid. 
Ting som jeg før i tiden så igennem fingre med, ting som han bare altid har gjort på andre måder end jeg, blev jeg fuldstændig idiot af, og endte med at blive virkelig træt af ham... 
Jeg ved selvfølgelig ikke om det er det samme hos dig? men i det tilfælde at du kan kende dig selv i det jeg skriver, så synes jeg bare du skal slappe af, og glæde dig til at han "igen" bliver den mand du elsker, det skal nok komme. 
Hos min veninde, kom det først nogle dage efter fødslen, at hun kunne holde sin mand ud igen, hun havde bedt ham sove i et andet værelse om natten... 
Der kom vi aldrig til.
