Vores dejlige søn, Erik, kom til verden d. 19-09-11 kl. 23.16...
Han vejede 3070 g og var 52 cm lang...
Jeg havde natten til mandag haft at plukveerne var begyndt at gøre ondt så havde ikke sovet særlig roligt.. det samme for manden da han vågnede hver gang jeg vendte mig...
Mandag morgen ringede jeg til hospitalet da jeg skulle bestille tid til kørsel af hjertestrimmel osv i forbindelse med mulig igangsættelse...
Mens jeg sad og ventede på at komme igennem syntes jeg at smerterne kom ret regelmæssigt og blev stærkere så prøved for sjov at tage tid på dem.. de kom med 5 mins mellemrum og varede ca. 1 minut ad gangen... blev sådan lidt: "hmmm... måske jeg hellere må sige det til manden bare så han ved det.. selvom det jo ikke kan være veer for de gør da ikke særlig ondt..." Så jeg gik ind og sagde det til manden, og han mente også at det nok bare var mig der var ved at være ret så klar til at lillemanden kom ud så det lidt var ønsketænkning...
jeg kom så igennem til hospitalet (blev stillet om 2 gange førend jeg kom ind til hende der kunne give mig en tid til det).. det var en jordemoder så da vi havde fundet en tid om onsdagen spurgte jeg hende lige omkring det med smerterne.. hun smilte i den anden ende, og spurgte om jeg havde haft blødning eller mere slim.. ingen af delene havde jeg set noget til.. så hun mente at der nok godt kunne gå et par dage endnu men at det lød til at det var ved at være lillemanden der gerne ville ud...
Så jeg tænkte, okay fint nok rart at det måske snart er ved at være tid... og gik i bad og sørgede for at få spist osv... da vi nåede kl. 17 syntes vi at lillemanden havde været ALT for stille derinde i forhold til hvad han ellers var ved den tid... så ringede til fødegangen og fortalte som det var med smerterne og at han var stille... hende jeg snakkede med der sagde at det var meget normalt at han blev stille det sidste døgns tid når plukveerne tog til men vi kunne jo komme op og få kørt en strimmel bare for at være sikre på alt var ok...
Så vi besluttede os for lige at spise et stykke rugbrød inden vi tog afsted for hvad nu hvis vi ikke kom hjem igen lige med det samme...
På intet tidspunkt havde jeg lige så ondt som mine menstruationssmerter havde været så tænkte stadig at det bare var mig der var pivet og skruk og klar til at han kom ud til os...
Vi kom op og blev lagt til at ligge stille i 20 min først mens der blev lavet strimmel på hjertelyd og ve-styrke... Kæresten fandt det interessant at kunne følge med i hvornår der var ve på vej og hvor kraftig den var i tal på måleren... efter 20 min kom (sygeplejersken/sunhedsplejersken/jordemoderen) hun ind igen og kiggede og sagde at vi lige skulle prøve 10 min mere også fordi at den jeg skulle trykke på når han bevægede sig var sat forkert så den registrerede ikke når jeg trykkede... efter de 10 min kom hun ind igen og ville så mærke mig indvendigt...
Så lå der og kiggede op i loftet og pustede langsomt ud og prøvede at slappe af... der kom en ve og så ville hun gerne lige mærke en gang mere da den var overstået... jeg tænkte bare fint nok hun dobbelttjekker sit arbejde hvilket er noget der gør mig tryg... Så kiggede hun på os og sagde: " ja, syntes det nok.. du er 6 cm åben og i fødsel så nu får I lige 10 min og så skal vi have dig på fødegangen".. vi var bare begge sådan helt: " øhmm.. okay... seriøst?? nu er det nu??"... så fik vi lige 10 min hvor vi bare kiggede på hinanden og smilte og var lidt nervøse for det havde vi ikke lige regnet med...
Kom så over på fødegangen og blev taget super godt imod af en sød jordemoder som ville følge mig frem til kl. 24, så som hun sagde i sjov nu måtte vi se om hun ville nå at være med hele vejen eller om det ville blive den næste der skulle tage over...
Hoppede med det samme i hospitalets tøj.. syntes det var det nemmeste at få overstået med det samme...
(Herefter aner jeg ikke hvor lang tid der gik eller hvad klokken var altsammen føltes som om det gik meget hurtigt... må se når jeg får mine papirer fra jordemoderen)
Efter at have ligget med veer et stykke tid syntes jeg de blev værre så fik lov at gå ud og sætte mig under den varme bruser.. sad på en taburet af en slags og så med varmt vand rendende ned over mig.. det var vidunderligt.. det tog toppen af veerne og føltes rart at blive varmet igennem...
Hoppede tilbage i sengen og lagde mig for at prøve at slappe af igen.. imellem veerne var jeg fuldkommen smertefri og kunne slappe helt af så det var rigtig rart...
Pludselig fik jeg meget stor pressetrang... den startede med at være så jeg lige kunne ignorere den men allerede ved 2 veer efter var den så stærk at jeg bad kæresten hive i snoren for at kalde på jordemoderen for at fortælle det...
Så jeg blev lige mærket indvendigt igen og hun fortalte at det var pga vandet endnu ikke var gået så hinden stod bare som en overfyldt ballon og hoppede når jeg havde en ve.. hun fortalte at hun jo godt kunne tage vandet når næste ve ramte eller vi kunne vente og se om den ikke selv sprang men der kunne godt gå lang tid førend den gjorde det selv og jeg måtte jo ikke presse endnu.. tror ikke engang jeg behøvede at sige noget til kæresten for kan ikke huske det men hun tog vandet ved næste ve som kom ligesom hun blev færdig med sige at hun kunne tage vandet... det var en kæmpe lettelse da boblen bristede... hele min krop slappede bare af bagefter... kæresten fortalte mig senere at jordemoderen havde virket overrasket over hvor meget vand der kom...
Så ville hun lige skrive de sidste ting og hun hentede den sundhedsplejerske der skulle hjælpe til senere så vi lige nåede at hilse på hende inden hun skulle være rigtig med...
Der gik 3 veer efter vandet var taget så kom pressetrangen tilbage og den var så kraftig at jeg slet ikke kunne fokusere på noget som helst andet.. alt inden i mig skreg bare at jeg skulle presse... jordemoderen blev lidt rådvild da hun ikke lige var klar endnu... så mens hun løb lidt rundt for at blive klar fik jeg besked på at jeg ikke måtte presse og skulle trække vejret på en anden måde i små hurtige pust... wow det var svært at gøre.. alt inden i mig kæmpede bare imod sig selv hver gang der kom en ve mens jeg lå og kæmpede for at lave små pust og ikke presse...
Hun blev klar og jeg fik lov at presse med veerne... årh hvor var det dejligt... hårdt at presse efter så mange timer med uro og uden ordenligt nattesøvn forinden men dejligt bare at kunne følge kroppens rytme fremfor at kæmpe imod den...
Efter 10 presseveer følte jeg at jeg var brugt op.. ikke mere energi tilbage i mig og følte bare at lige meget hvor meget jeg pressede så ville han bare ikke ud... jeg kan ikke huske hvad der blev sagt men jordemoderen sagde noget til mig som jeg svarede på og så hørte jeg kæresten sige noget i en ret bestemt tone som fik mig til at åbne øjnene og det jeg så var en sort tot hår der var halvvejs ude og det gav mig en energirus så jeg med åbne øjne (som det sortnede for pga kraftanstrengelsen) pressede en sidste kæmpe gang og så vores lille søn komme ud med hovedet og da jeg så det var resten super nemt at presse ud...
Jeg endte med at blive syet 3 steder for mindre rifter som de sagde de syede pga det kosmetiske i det... Altsammen er helet nu 11 dage efter...
Jeg var glad for at jeg virkede lettere hys overfor fødegangen med at han var blevet stille derinde så vi kom ind og fik kørt strimmel...
Så når andre siger at man slet ikke er i tvivl når det er veer der kommer vil jeg sige at det var jeg helt frem til jeg pludselig lå på fødegangen med presseveer....
