Hvornår fortalte i om graviditeten til familie og venner?

overskriften siger jo nok det hele :-D

Men... jeg er især ude efter erfaringer fra piger, der har været udsat for biokemiske, MA & SA?

Jeg er så bange for at folk omkring os vil sige tillykke, men stol nu ikke på den endnu og lign.... men har så svært ved at holde mund?

Knuusss

 Vi kunne ikke vente og har fortalt det, få dage efter de positive tests.. Jeg ved ikke, jeg er måske mere "ligeglad", med hvis der går noget galt og så skulle sige det til dem. Det er lige så naturligt.

Mine forældre fortalte om mig juleaften og jeg er født 16. august. Så de har heller ikke ventet længe med at sige noget. 

Mærk selv efter, hvordan du vil have det med at skulle gå tilbage og fortælle, hvis der går noget galt. For mit vedkommende vil jeg helst have nogen til at støtte mig hvis det går galt end slet ikke at have fortalt om min graviditet til nogen og derefter stå med sorgen helt selv.

Vi kunne ikke vente og har fortalt det, få dage efter de positive tests.. Jeg ved ikke, jeg er måske mere "ligeglad", med hvis der går noget galt og så skulle sige det til dem. Det er lige så naturligt.

Mine forældre fortalte om mig juleaften og jeg er født 16. august. Så de har heller ikke ventet længe med at sige noget.

Mærk selv efter, hvordan du vil have det med at skulle gå tilbage og fortælle, hvis der går noget galt. For mit vedkommende vil jeg helst have nogen til at støtte mig hvis det går galt end slet ikke at have fortalt om min graviditet til nogen og derefter stå med sorgen helt selv.

Vi fortalte det til vores datter med det samme, for vi stod jo og tudede af glæde da vi sammen så de to streger

Mine forældre og mine søskende og deres mænd, fortalte vi det til få dage efter, for der var vi alle samlet. Mandens familie fik det af vide i uge 9, da var vi alle samlet med dem. Og vores venner fik det af vide i uge 11.

Mine veninder vidste det jo mere eller mindre med det samme

Vi var ikke bange for at miste, jeg var positiv og havde bbare på fornemmelsen at det ikke kunne gå galt, at alt var perfekt.

Nu var vi også til 3!! tryghedsscanninger inden uge 12. Deriblandt en, fordi vi ikke var sikre på om vi var 4 eller 8 uger henne til at starte på

Nu sidder jeg i uge 24, og vi venter spændt på vores prinsesse nr. 2 ankommer

Vi har alle 3 gange (først en MA, så en SA og nu stadig gravid) fortalt det indenfor et par uger til den tætteste familie og venner. Vores tilgang har været: Hvis det går galt vil vi alligevel have brug for at dele det med familie og venner, og under graviditeterne har det været helt fantastisk at have nogen af dele bekymringerne med. Så jeg vil sige: Lyt til jeres egen fornemmelse og lyst

For mig har det også virket som en form for terapi at skulle fortælle og dele tabene med venner og familie, fremfor bare at kunne lukke mig inde...

Jelles skriver:

overskriften siger jo nok det hele :-D

Men... jeg er især ude efter erfaringer fra piger, der har været udsat for biokemiske, MA & SA?

Jeg er så bange for at folk omkring os vil sige tillykke, men stol nu ikke på den endnu og lign.... men har så svært ved at holde mund?

Knuusss

 

 

 

 

uge 14 .. 

arborrisikoen er jo størst til uge 12, og jeg var afklaret med at hvis NF ikke var god, skulle graviditeten afbrydes.. 

tallet hed heldigvis 22221:1 

så familien fik besked da jeg var helt sikker på at der var noget at fortælle om

ville da være forfærdeligt at fortælle det til folk, og så at miste, og skulle fortælle det til alle igen :/
- men ja, det er ikke nemt at holde mund med det  

viben skriver:

Vi har alle 3 gange (først en MA, så en SA og nu stadig gravid) fortalt det indenfor et par uger til den tætteste familie og venner. Vores tilgang har været: Hvis det går galt vil vi alligevel have brug for at dele det med familie og venner, og under graviditeterne har det været helt fantastisk at have nogen af dele bekymringerne med. Så jeg vil sige: Lyt til jeres egen fornemmelse og lyst

For mig har det også virket som en form for terapi at skulle fortælle og dele tabene med venner og familie, fremfor bare at kunne lukke mig inde...

 Nemlig!

Sofiiie skriver:

Sådan tænkte vi også inden vi oplvede MA, men efter.. så nej! Det er fandme ikke sjovt at skulle rundt til hele familien og dele en dårlig nyhed, når man knapt selv har lyst til at tænke på den. og det føles som sådan et nederlag at fortælle at det ikke gik! selom det er naturligt! man kan ikke sætte sig ind i den situation, før man har været der, for tænkte fuldstændig som dig..

mit råd er at vente! tro mig, det får du det bedre af!

Jeg kan virkelig sagtens se det fra din synsvinkel (især fordi du HAR prøvet at det går galt). Men jeg ved bare, at jeg vil have det meget bedre med, at min egen mor, far og venner/inder kan være med hele vejen - både på godt og ondt. Jeg ved jeg aldrig vil skamme mig over, hvis det gik til grunde. Jeg er meget indforstået med, at det kan ske - og det er alle omkring mig også. Jeg kan dele alt, med alle dem jeg kender nu. Og sådan har jeg det bare bedst

Det er jo meget individuelt, hvordan vi fungerer bedst. Og vi to er også forskellige

viben skriver:

Vi har alle 3 gange (først en MA, så en SA og nu stadig gravid) fortalt det indenfor et par uger til den tætteste familie og venner. Vores tilgang har været: Hvis det går galt vil vi alligevel have brug for at dele det med familie og venner, og under graviditeterne har det været helt fantastisk at have nogen af dele bekymringerne med. Så jeg vil sige: Lyt til jeres egen fornemmelse og lyst

For mig har det også virket som en form for terapi at skulle fortælle og dele tabene med venner og familie, fremfor bare at kunne lukke mig inde...

Det samme her!!!!

Det har været vigtigt for os, at vi kunne fortælle vores venner og familie at vi var lykkelige, men og så at vi var kede og havde ondt.

Både det smukke og dejlige ved at blive gravid og det smertelige ved at midste, er en naturlig del af livet, hvor venner og familie er en vigtig del af både smil og tåre.