Revolutionary Road som jeg så for snart flere dage siden, roterer stadig rundt inde i mit hovede. Jeg blev meget fascineret af dens malende beskrivelser af hvordan man kan leve livet med hjertet
og hvordan man kan lade være
Jeg synes vi er mange der sovser os ind i en slags falsk tryghed, omgivet af venner der klapper os på ryggen i stedet for at fortælle os sandheden og indhyllet i så mange materielle ting at vi knap kan se ud til virkeligheden
Det kan gøre ondt at leve det ægte liv, det kan gøre ondt at se sandheden i øjnene og man kan blive upåpulær over at sige sandheden eller over at følge sit hjerte, hvis andre havde forventet/håbet på noget andet.
På et tidspunkt i Revolutionary Road falder replikken: "Vi bliver med tiden ikke dårligere til at huske sandheden men vi bliver bedre til at lyve".
Jeg føler virkelig at det falske liv fjerner os fra os selv og vores evne til at træffe sunde valg.
Nogen herinde som fatter en brik af hvad jeg prøver at sige
fra lommefilosoffen Tina
Anmeld
