Anonym skriver:
Tusind tak for svar 
Er det hårdt at få nr 3? Både fysisk og psykisk?
Ud fra mit eget kan jeg kun svare JA, men min situation er også lidt ekstrem;0)Synes det er hårdt psykisk på den måde at jeg ikke helt føler jeg når at slå til sommor over for alle børn, som hustru for min mand og som mig for mig selv. Men det er jo noget man kan se "en ende på", da ungerne jo bliver ældre for hver dag der går:0)
Min mand er MEGET væk i hverdagen. Fra mandat til og med torsdag kører han på arbejde kl 0430 og er hjemme igen 1930. Dvs at jeg står med alle tre børn alene og skal selv klare alt. Han har så dog fri fra, lør og søn, men det gør jo ikke de 4 andre dage mindre hårde.Min mand har også en søn på 5 år, som er hos hver anden weekend,så der er tit run på og Kenny bruger meget tid på at køre ham frem og tilbage, bla hver anden søndag går der 5 timer bare med aflevering.
Det har også været hårdt fordi vi valgte at Anton skulle passes hjemme ind til han blev 18 mdr for at han ikke skule føle at nu kom lillebror og så farvel til dig.´Men det har været såååååååååååå hårdt, for det viste sig at Arthur bare var et meget ulykeligt og skrigende lille spædbarn, som ikke lavede andet end at skrige de første 3/4 mdr af hans liv, og det gjorde det svært.Men nu er han ovre det og hverdagen ser meget anderledes ud, også i det at Anton er kommet i dagpleje:0)Jeg har igen tid til at være lidt mig, have overskud til Arthur og få gjort lidt rent, forberedt aftensmad osv uden børn skriger og hænger mig i buksebenene:0)
Så som du kan læse er vores situation lidt speiel,nu ved jeg ikke hvordan Jeres er aldersmæssigt:0)
Christina
Anmeld