Ikke en pyllermor, så kig her.

Hej...

Denne tråd er rettet mod dem som ikke tror på begreber/diagnoser som ''sensitive børn'' og dem som tror på at deres børn på 15 mdr. eller ældre, bevidst kan prøve os af, søge grænser og græde af ren hysteri..... Jeg har et par spørgsmål.

Vi har en dreng på snart 16 mdr. som altid har været meget morsyg, jeg har været den typiske førstegangsmor og har nærmest båret ham gennem livet bogstavelig talt, og det får jeg at mærke nu(føler jeg).

1. Han får de vildeste hysteri anfald i løbet af dagen, hvor han er total utrøstelig, skubber til mine ben, vil op - men vil ikke røres ved osv.

Hvad ville i gøre? Ignorere ham eller hvordan? Jeg ved at andre ville give os råd som, han mangler tryghed, bla bla bla. men han får fanme ikke andet, han har INTET at klage over, og er alligevel utrilfreds det meste af tiden.

Eks. han græder konsekvent på vej hjem i bilen fra dagpleje, HVER GANG. Eks. Jeg kan ikke få lov til at lave mad, han skubber til mine ben, hiver i mine bukser, græder hysterisk, HVER GANG.

2. Om aftenen når han skal sove, laver vi det samme ritual som altid, der er ingen problemer, han ved han skal sove, men ligeså snart vi lægger ham ned, starter hysteriet igen, han rejser sig op inden man når at få lagt ham ned igen, og det bliver så voldsomt fordi han holder fast i tremmerne og vrider sig, og skriger. intet virker, det eneste han vil er op til mor, og tager jeg ham op hænger han på min skulder - men flytter konstant mine hænder fra hans ryg og numse, hvor jeg holder ham, ergo han vil ikke ha jeg rør ved ham, men han vil være hos mig.....øøh.. Det ender altid med jeg sidder derinde i flere timer, for at han kan falde i søvn i sit eget tempo- og naturligvis for at undgå at han skriger sig i søvn.(for det er jo hvad alle andre råder til at undgå). Jeg er snart træt af det,det er HVER evig eneste aften. + flere gange om natten, det hele starter forfra igen. og er begyndt at tænke over om han virkelig får for meget opmærksomhed?

Håber der er nogen ik så sarte sjæle der vil dele nogle erfaringer meninger med mig.

Jeg har henvendt mig mange steder men får efterhånden snart de samme ubrugelige svar gang på gang : ''sutteklud, puttebamse, tryghed, sove i vores seng, giv ham tryghed bla bla bla'' han FÅR tryghed, han får ikke andet konstant.... og han er stadig ikke tilfreds... åååh, jeg savner den glade dreng han kan være. og er så ked af jeg ikke selv kan finde ud af hvad hans behov er.

- Skal man hoppe med på bølgen med de sensitive børn og undskylde med det, bryde alle ens regler og principper for at give ham ALT hele tiden???? Og vænne ham til at hos mor får du alt hvad du har brug for (VIL HA)...

- Eller skal man være hård, og vise ham at han intet får ud af at være hysterisk? Hvilket alle mener kommer til at efterlade store ar på sjælen hos de STAKKELS BØRN hvis forældre IKKE ER DER FOR DEM.....

Der er vel forskel på at være der for sit barn og så springe på tunge for det, er der ik ?

Sry det blev lidt langt, men det er virkelig en fustration.

Anonym skriver:

Hej...

Denne tråd er rettet mod dem som ikke tror på begreber/diagnoser som ''sensitive børn'' og dem som tror på at deres børn på 15 mdr. eller ældre, bevidst kan prøve os af, søge grænser og græde af ren hysteri..... Jeg har et par spørgsmål.

Vi har en dreng på snart 16 mdr. som altid har været meget morsyg, jeg har været den typiske førstegangsmor og har nærmest båret ham gennem livet bogstavelig talt, og det får jeg at mærke nu(føler jeg).

1. Han får de vildeste hysteri anfald i løbet af dagen, hvor han er total utrøstelig, skubber til mine ben, vil op - men vil ikke røres ved osv.

Hvad ville i gøre? Ignorere ham eller hvordan? Jeg ved at andre ville give os råd som, han mangler tryghed, bla bla bla. men han får fanme ikke andet, han har INTET at klage over, og er alligevel utrilfreds det meste af tiden.

Eks. han græder konsekvent på vej hjem i bilen fra dagpleje, HVER GANG. Eks. Jeg kan ikke få lov til at lave mad, han skubber til mine ben, hiver i mine bukser, græder hysterisk, HVER GANG.

2. Om aftenen når han skal sove, laver vi det samme ritual som altid, der er ingen problemer, han ved han skal sove, men ligeså snart vi lægger ham ned, starter hysteriet igen, han rejser sig op inden man når at få lagt ham ned igen, og det bliver så voldsomt fordi han holder fast i tremmerne og vrider sig, og skriger. intet virker, det eneste han vil er op til mor, og tager jeg ham op hænger han på min skulder - men flytter konstant mine hænder fra hans ryg og numse, hvor jeg holder ham, ergo han vil ikke ha jeg rør ved ham, men han vil være hos mig.....øøh.. Det ender altid med jeg sidder derinde i flere timer, for at han kan falde i søvn i sit eget tempo- og naturligvis for at undgå at han skriger sig i søvn.(for det er jo hvad alle andre råder til at undgå). Jeg er snart træt af det,det er HVER evig eneste aften. + flere gange om natten, det hele starter forfra igen. og er begyndt at tænke over om han virkelig får for meget opmærksomhed?

Håber der er nogen ik så sarte sjæle der vil dele nogle erfaringer meninger med mig.

Jeg har henvendt mig mange steder men får efterhånden snart de samme ubrugelige svar gang på gang : ''sutteklud, puttebamse, tryghed, sove i vores seng, giv ham tryghed bla bla bla'' han FÅR tryghed, han får ikke andet konstant.... og han er stadig ikke tilfreds... åååh, jeg savner den glade dreng han kan være. og er så ked af jeg ikke selv kan finde ud af hvad hans behov er.

- Skal man hoppe med på bølgen med de sensitive børn og undskylde med det, bryde alle ens regler og principper for at give ham ALT hele tiden???? Og vænne ham til at hos mor får du alt hvad du har brug for (VIL HA)...

- Eller skal man være hård, og vise ham at han intet får ud af at være hysterisk? Hvilket alle mener kommer til at efterlade store ar på sjælen hos de STAKKELS BØRN hvis forældre IKKE ER DER FOR DEM.....

Der er vel forskel på at være der for sit barn og så springe på tunge for det, er der ik ?

Sry det blev lidt langt, men det er virkelig en fustration.

Kan virkelig forstå din frustration. Jeg har også pylrebørn ind imellem, dog ikke så slemt, som du beskriver, men jeg kunne godt tænke på, om du måske har båret lidt for meget rundt på ham fra start af, så han forventer at du bliver ved med det, at han så bliver forvirret over at du ikke gør det mere.... Jeg ved ikke om der kunne være noget bestikkelse, som kunne virke... Give ham nogle kiks eller rosiner, når du skal lave mad, sætte ham op på bordet, så han kan være "med" til at lave mad?

Stakkels dig.
Tag troldungen og sæt ham til timeout..han er stor nok og lad ham så skrige til du har tid til at tage ham.
Lad din mand tage ham eller hav en kravlegård. Han må lære at det er dig, der bestemmer hvornår og hvor.

Det samme om aftenen..put ham, sig godnat, sluk lyset og gå, og så må han skrige, hvis det er det han vil.
Der vil gå nogle udmattende dage, men det skal nok gå. Selvfølgelig så skal du holde øje med ham, så han ikke skriger sig helt blå i hovedet. Hold øje med at han har sin sut og alt det der. Lav ham evt en god tår kamillete at hygge sig med i sengen..i en flaske.
JA jeg ved det er benhårdt, og ja, sveden hagler af en og man føler sig som verdens værste mor, men det der tyrani er uudholdeligt.
Havde du været mor for 50 år siden, været hjemmegående og haft 3 børn trip, trap, træsko så ville du ikke have haft tid til at pylre rundt og sidde ved troldenes senge til kl var 11 om aftenen.
Så for at du ikke skal blive slidt helt op, så må du tage skeen i den anden hånd.
Lidt gammeldags børneopdragelse er ikke det dummeste, der findes
Hold hovedet koldt og brug din intuition.

Kærligst
Sussie