Min lille hjerneblødning over aftensmåltidet

Aaaj, jeg fik en mindre hjerneblødning over aftensmaden i dag.

Claus har haft det skidt i dag - håber ikke det er begyndende flu..... han havde hovedpine og kvalme, men har dog spist og ikke kastet op (så hvor slemt kan det lige være??)

Nå, men William skulle ikke i dp i dag - så vi måtte jo have fat i svigermor for at tage sig af William mens Claus sov sygdommen ud. Hun var så lige smuttet da jeg kom hjem fra arbejde, så efter Præsidentindsættelsesceremonien var det tid til aftensmad. Men Claus hang bare på bordet, så jeg bad han gå hen og lægge sig igen, hvilket han gjorde. Uden at tage tallerken eller noget med ud....

William bestemte sig i det samme, at han ihvert fald heller ikke ville sidde ved bordet mere - og han havde kun fået to bidder - så der sad jeg mutters alene med min aftensmad. Appetiten røg, og jeg hamrede tallerknerne lidt for demonstrativt sammen, knækkede den ene og væltede et fuldt glas vand - sparkede til en scooter og var derved ved at falde over den.... Hold nu kæft jeg var arrig.....

Over hvad spørger man så sig selv nu her, hvor jeg har gnasket et par stykker trøste-chokolader i mig og gået en lille tur i den friske luft - tror det er en lidt for presset arbejdsdag kombineret med lidt for mange aftner, hvor herren og jeg har levet hvert vores liv (han foan computeren og jeg foran Tv'et med håndbold) Nu så jeg lige frem til en aften uden håndbold og pc - og så ligger han syg.

Sorry, det blev lidt langt - men det skulle lige ud.....

Mette, knap så gnaven nu

Du er bare et menneske, søde ven!

ihh hvor jeg kender det, kæmpe kram til dig

JOOOO...DEN DER KENDER JEG GODT...HOV CAPS!
Den anden aften, da ungerne havde fået vækket tif, efter hun var lagt til natten, så jumpede hun jo rundt, sammen med Michael og jeg... jeg var lidt vred, for jeg havde jo set frem til en stille og rolig aften uden en lille hystade.

Vi gik i seng, efter igen at havde forsøgt at putte hende, og ungen gav sig naturligvis til at hyle igen!
Jeg ved jo godt at det ikke hjælper noget at Michael går derned, for så bliver der bare mere fest, han er altså ikke lige så hård til det pjat som mig...så jeg rejste mig, klokken 23.00 lidt demonstrativt og vredt, men nogen skulle altså sørge for tøsen fik bare lidt søvn.

Jeg sad så nede på hendes værelse i to stive timer, og blev mere og mere vred...over hvad aner jeg egentlig ikke, for michael kaldte gentagne gange, og stak også hovedet ind nogle gange og spurgte om ikke jeg hellere ville i seng, så han kunne overtage, og jeg kunne få lidt søvn inden jeg skulle op næste morgen, men niks, jeg var stædig nok til at sige nej, men sad alligevel og var pisse vred!
COME ON! Hvorfor er jeg sådan?
og hvor kommer den der vrede fra...og hvad fanden kan jeg bruge den til?
Michael vil rigtig gerne dele jobbet med mig, men jeg ved det ender i at pigebarnet er vågen hele natten...

det var lige som ikke på sin plads at jeg lå der og høvlede hele verden ned i mine tanker...men sådan er jeg åbenbart bikset sammen i min forskruede hjerne!

jeg forstår gode den der følelse Kaufie... og hov...klokken var 01.00 inden her var ro!

Been there, done that

Bliver selv så træt og irriteret over at være sådan, men det forstærker bare arrigskaben...

Trak dog lidt på smilebåndet, da jeg læste din beretning, for ihh, hvor jeg kender det, når alting bare modarbejder en, så man bliver endnu mere hidsig og gal over, at HELE verden er imod en. Rart at læse man ikke er helt ene om det

Knus Line

ÅRH! Hvor jeg kender det.
Er faktisk selv brændt af her til aften, så du har min fulde forståelse!

MEN - Mænd er bare mere svagelige end kvinder!
Selv en forkølelse kan tilnærmelsesvis slå dem halvt ihjel.
Der er derfor det ikke er dem der skal føde børn - Tænk, hvilket drama det ville give