Et frustrasionsproblem §50 (lang)

Min bonusdatter går i 1 klasse. Hun er som mange andre børn næsten lige startet og det her problem er 1 måned gammel.

Hun har en ikke-diagnotiseret (staves) spiseforstyrrelse men både hendes far og jeg er opmærksomme på maden. Vi havde taget som en selvfølge at moderen var opmærksom.

Situationen: Jeg er den der sørger for madpakken herhjemme. Der er aldrig noget hun ikke har smagt på og ikke har godkendt. 

Mandag eftermiddag kommer hun hjem. De skifter samværsuger hver mandag. Hun har ikke rørt maden. Vi gennemser madpakken og forstår problemet. Der er intet hun vil spise så vi undre os over hvorfor hendes mor har givet hende det med. Det positive er at hun har en appelsin og pære med,men det er ikke spist hvilket vi også undre os over, da frugt er det hun mere eller mindre holdes igang af.

Vi spørger indtil hvorfor frugten ikke er spist og hun svare at det har hendes lærer sagt at hun ikke måtte medmindre hun havde spist hendes madder..?

Vi troede moderen havde oplyst om hendes spiseproblemer,men udfra madpakken at dømme og det faktum at læreren gav hende valget mellem intet mad eller alt mad,så var vi nu klar over at der ikke var givet information videre.

Tirsdag ringer min mand til skolen forgæves. Han har et tidskrævene job og jeg er hjemmegåene med vores lille søn så jeg har masser af tid til at ringe.

Prolemet:

Jeg ringer og får mig en snak med lærerinden som fortæller at alle børnene behandles ens (samme reglement ect) hvortil jeg svare at det kan man sgu da ikke. Mohammed tvinges ikke til kristendom vel,han tvinges ikke til at smage på svinekød når der servres pølsehorn i klassen vel? Efter den udtalelse fortæller hun at jeg INGEN rettigheder har til at ringe og klage da jeg ikke er biologisk tilknyttet "vores" datter?! Hvad..?! Jeg er der 50% af tiden. Jeg sørger for hende,tager på ture med hende,laver mad til hende,følger hendes behov,reagere når hun mistrives og sulter,og så siger du til mig at jeg ikke har nogle rettigheder..? (Så siger hun noget jeg ikke gider høre på da jeg vil afslutte samtalen inden jeg bryder ud i gråd), Jeg siger: Hvis MIN datter kommer  hjem i eftermiddag og er sulten fordi DU har tilbageholdt mad/frugt fra hende så er det sidste gang hun kommer i skole i de uger hun er ved os indtil der har været fremlagt et møde. Hun lover at tage dette op med hendes mor og hendes far. Vi ligger på. Jeg bryder fuldstændig sammen bagefter.

Jeg har intet at skulle have sagt?? 

Her til aften fortæller min mand at han har været til en samtale ang mit opkald til lærerinden,og at der i følge af samtalen-og på skrift står at jeg er destrutiv ? 

Nu skal der foreligges en §50 undersøgelse pga det og jeg forstår det ikke. Jeg ville bare sikre mig at hun fik noget at spise..! Jeg er så træt og ked af alt det her at jeg overvejer at forlade min mand. Jeg har så svært ved at de nu skal trækkes igennem det pga at jeg viste omsorg og bekymring som hvis hun havde været biologisk min, min bekymring og omsorg er ikke berettiget pga mit blod åbenbart  

Min verden ramler og jeg har brug for råd og for at vide om jeg virkelig har kvajet mig ved at tage det opkald?

Jeg aner ikke så meget om sådan noget her, men nøj hvor lyder skolens reaktion bare underlig, ihh altså.

Håber i finder ud af noget hurtigt og kommune i det mindste kan forstå dine og din mands bekymringer ang maden og derved indser, at det ikke er noget som helst at komme efter.

ØV...

Du fortæller at Barnet går i 1. klasse.

Jeg tænker om der har været problemer i b.h.v og/eller 0.klasse, da en §50 undersøgelse er meget omfattende og ikke umiddelbart ville blive sat igang efter en uheldig telefonsamtale ?!

Anonym skriver:

Min bonusdatter går i 1 klasse. Hun er som mange andre børn næsten lige startet og det her problem er 1 måned gammel.

Hun har en ikke-diagnotiseret (staves) spiseforstyrrelse men både hendes far og jeg er opmærksomme på maden. Vi havde taget som en selvfølge at moderen var opmærksom.

Situationen: Jeg er den der sørger for madpakken herhjemme. Der er aldrig noget hun ikke har smagt på og ikke har godkendt. 

Mandag eftermiddag kommer hun hjem. De skifter samværsuger hver mandag. Hun har ikke rørt maden. Vi gennemser madpakken og forstår problemet. Der er intet hun vil spise så vi undre os over hvorfor hendes mor har givet hende det med. Det positive er at hun har en appelsin og pære med,men det er ikke spist hvilket vi også undre os over, da frugt er det hun mere eller mindre holdes igang af.

Vi spørger indtil hvorfor frugten ikke er spist og hun svare at det har hendes lærer sagt at hun ikke måtte medmindre hun havde spist hendes madder..?

Vi troede moderen havde oplyst om hendes spiseproblemer,men udfra madpakken at dømme og det faktum at læreren gav hende valget mellem intet mad eller alt mad,så var vi nu klar over at der ikke var givet information videre.

Tirsdag ringer min mand til skolen forgæves. Han har et tidskrævene job og jeg er hjemmegåene med vores lille søn så jeg har masser af tid til at ringe.

Prolemet:

Jeg ringer og får mig en snak med lærerinden som fortæller at alle børnene behandles ens (samme reglement ect) hvortil jeg svare at det kan man sgu da ikke. Mohammed tvinges ikke til kristendom vel,han tvinges ikke til at smage på svinekød når der servres pølsehorn i klassen vel? Efter den udtalelse fortæller hun at jeg INGEN rettigheder har til at ringe og klage da jeg ikke er biologisk tilknyttet "vores" datter?! Hvad..?! Jeg er der 50% af tiden. Jeg sørger for hende,tager på ture med hende,laver mad til hende,følger hendes behov,reagere når hun mistrives og sulter,og så siger du til mig at jeg ikke har nogle rettigheder..? (Så siger hun noget jeg ikke gider høre på da jeg vil afslutte samtalen inden jeg bryder ud i gråd), Jeg siger: Hvis MIN datter kommer  hjem i eftermiddag og er sulten fordi DU har tilbageholdt mad/frugt fra hende så er det sidste gang hun kommer i skole i de uger hun er ved os indtil der har været fremlagt et møde. Hun lover at tage dette op med hendes mor og hendes far. Vi ligger på. Jeg bryder fuldstændig sammen bagefter.

Jeg har intet at skulle have sagt?? 

Her til aften fortæller min mand at han har været til en samtale ang mit opkald til lærerinden,og at der i følge af samtalen-og på skrift står at jeg er destrutiv ? 

Nu skal der foreligges en §50 undersøgelse pga det og jeg forstår det ikke. Jeg ville bare sikre mig at hun fik noget at spise..! Jeg er så træt og ked af alt det her at jeg overvejer at forlade min mand. Jeg har så svært ved at de nu skal trækkes igennem det pga at jeg viste omsorg og bekymring som hvis hun havde været biologisk min, min bekymring og omsorg er ikke berettiget pga mit blod åbenbart  

Min verden ramler og jeg har brug for råd og for at vide om jeg virkelig har kvajet mig ved at tage det opkald?

Det var da en infam lærer. Jeg er selv lærer og ved du hvad, børn kan ikke behandles ens. Vi har en elev i klassen som ikke spiser rugbrød men forældrene gør deres til at han stadig får fibre såsom grovbagte ting og ved du hvad. Den lærer skal da bare støtte op omkring dette her.

Forhåbentligt vil der komme noget godt ud af §50 undersøgelsen, den bliver ikke kun lavet, hvis der er "problemer" med forældrene, men også hvis/når der er noget barnet har et problem med - i dette tilfælde, en evt. spiseforstyrrelse.. Bare lige så du ikke frygter det værste 

kan udemærket godt følge dig men man har åbenbart intet at skulle have sagt som bonusforældre, har jeg også erfaret...

synes det er en åndsvag lære, og hun burde være lidt mere åben..

stor til dig

Hvor er det dog en rigtig uheldig situation for dig at stå i!! Og hvad enten du er biologisk beslægtet med barnet eller ej, så har du stadig følelser og ansvar for hende!

Hvor om alting er, så har bonusforældre ikke juridisk ret meget at skulle have sagt. Men lige gyldigt hvad, så burde læreren have været lydhør overfor din henvendelse. Jeg synes det er dybt uprofessionelt af hende at reagere sådan på din samtale, tværtimod burde hun have været imødekommende. Du ringede pga barnets bedste.

Som en anden skriver, så er en § 50 ikke nødvendigvis en grim ting, men det vil føles sådan fordi alt omkring jer vil komme ned på skrift og man føler sig vejet og vurderet. Men det kan være det kunne hjælpe din bonusdatter med hendes spisemønster.

Så vil jeg lige tilføje at jeg selv er bonusmor, men vi har desværre kun min bonusdatter og bonussøn hver anden weekend. Alligevel, selvom vi ikke har daglig kontakt, så har jeg haft en samtale med børnehaven ang min bonusdatter, uden hendes far. Jeg har mere kontakt med dem end ham har, da det som regel er mig der henter og bringer og har forståelse for hendes situation (hun er handicappet). Så det er ikke alle der tager afstand til bonusforældre, så jeg har virkelig ingen forståelse for din bonusdatters lære.

Anonym skriver:

Min bonusdatter går i 1 klasse. Hun er som mange andre børn næsten lige startet og det her problem er 1 måned gammel.

Hun har en ikke-diagnotiseret (staves) spiseforstyrrelse men både hendes far og jeg er opmærksomme på maden. Vi havde taget som en selvfølge at moderen var opmærksom.

Situationen: Jeg er den der sørger for madpakken herhjemme. Der er aldrig noget hun ikke har smagt på og ikke har godkendt. 

Mandag eftermiddag kommer hun hjem. De skifter samværsuger hver mandag. Hun har ikke rørt maden. Vi gennemser madpakken og forstår problemet. Der er intet hun vil spise så vi undre os over hvorfor hendes mor har givet hende det med. Det positive er at hun har en appelsin og pære med,men det er ikke spist hvilket vi også undre os over, da frugt er det hun mere eller mindre holdes igang af.

Vi spørger indtil hvorfor frugten ikke er spist og hun svare at det har hendes lærer sagt at hun ikke måtte medmindre hun havde spist hendes madder..?

Vi troede moderen havde oplyst om hendes spiseproblemer,men udfra madpakken at dømme og det faktum at læreren gav hende valget mellem intet mad eller alt mad,så var vi nu klar over at der ikke var givet information videre.

Tirsdag ringer min mand til skolen forgæves. Han har et tidskrævene job og jeg er hjemmegåene med vores lille søn så jeg har masser af tid til at ringe.

Prolemet:

Jeg ringer og får mig en snak med lærerinden som fortæller at alle børnene behandles ens (samme reglement ect) hvortil jeg svare at det kan man sgu da ikke. Mohammed tvinges ikke til kristendom vel,han tvinges ikke til at smage på svinekød når der servres pølsehorn i klassen vel? Efter den udtalelse fortæller hun at jeg INGEN rettigheder har til at ringe og klage da jeg ikke er biologisk tilknyttet "vores" datter?! Hvad..?! Jeg er der 50% af tiden. Jeg sørger for hende,tager på ture med hende,laver mad til hende,følger hendes behov,reagere når hun mistrives og sulter,og så siger du til mig at jeg ikke har nogle rettigheder..? (Så siger hun noget jeg ikke gider høre på da jeg vil afslutte samtalen inden jeg bryder ud i gråd), Jeg siger: Hvis MIN datter kommer  hjem i eftermiddag og er sulten fordi DU har tilbageholdt mad/frugt fra hende så er det sidste gang hun kommer i skole i de uger hun er ved os indtil der har været fremlagt et møde. Hun lover at tage dette op med hendes mor og hendes far. Vi ligger på. Jeg bryder fuldstændig sammen bagefter.

Jeg har intet at skulle have sagt?? 

Her til aften fortæller min mand at han har været til en samtale ang mit opkald til lærerinden,og at der i følge af samtalen-og på skrift står at jeg er destrutiv ? 

Nu skal der foreligges en §50 undersøgelse pga det og jeg forstår det ikke. Jeg ville bare sikre mig at hun fik noget at spise..! Jeg er så træt og ked af alt det her at jeg overvejer at forlade min mand. Jeg har så svært ved at de nu skal trækkes igennem det pga at jeg viste omsorg og bekymring som hvis hun havde været biologisk min, min bekymring og omsorg er ikke berettiget pga mit blod åbenbart  

Min verden ramler og jeg har brug for råd og for at vide om jeg virkelig har kvajet mig ved at tage det opkald?

Åh hvor jeg føler med dig.... hvad fa.... er det for en lærer.....

synes da hvis dig og din mand er enige om at du er involveret, i det omfang, at han skal forklarer skole bestyrelsen,hvordan landet ligger...

hvis en af mine bonus drenge kom hjem med samme besked, så tændte jeg helt af....

jeg lever også med mine bonus drenge hver anden uge...dvs. halvdelen af deres liv....

det er mere normalen idag at der er pap forældre, end undtagelsen...

skolen burde da være glade for at den stakkels pige, har så mange der vil hende det bedste...

hvad er det blevet til efterfølgende?

Anonym skriver:

Min bonusdatter går i 1 klasse. Hun er som mange andre børn næsten lige startet og det her problem er 1 måned gammel.

Hun har en ikke-diagnotiseret (staves) spiseforstyrrelse men både hendes far og jeg er opmærksomme på maden. Vi havde taget som en selvfølge at moderen var opmærksom.

Situationen: Jeg er den der sørger for madpakken herhjemme. Der er aldrig noget hun ikke har smagt på og ikke har godkendt. 

Mandag eftermiddag kommer hun hjem. De skifter samværsuger hver mandag. Hun har ikke rørt maden. Vi gennemser madpakken og forstår problemet. Der er intet hun vil spise så vi undre os over hvorfor hendes mor har givet hende det med. Det positive er at hun har en appelsin og pære med,men det er ikke spist hvilket vi også undre os over, da frugt er det hun mere eller mindre holdes igang af.

Vi spørger indtil hvorfor frugten ikke er spist og hun svare at det har hendes lærer sagt at hun ikke måtte medmindre hun havde spist hendes madder..?

Vi troede moderen havde oplyst om hendes spiseproblemer,men udfra madpakken at dømme og det faktum at læreren gav hende valget mellem intet mad eller alt mad,så var vi nu klar over at der ikke var givet information videre.

Tirsdag ringer min mand til skolen forgæves. Han har et tidskrævene job og jeg er hjemmegåene med vores lille søn så jeg har masser af tid til at ringe.

Prolemet:

Jeg ringer og får mig en snak med lærerinden som fortæller at alle børnene behandles ens (samme reglement ect) hvortil jeg svare at det kan man sgu da ikke. Mohammed tvinges ikke til kristendom vel,han tvinges ikke til at smage på svinekød når der servres pølsehorn i klassen vel? Efter den udtalelse fortæller hun at jeg INGEN rettigheder har til at ringe og klage da jeg ikke er biologisk tilknyttet "vores" datter?! Hvad..?! Jeg er der 50% af tiden. Jeg sørger for hende,tager på ture med hende,laver mad til hende,følger hendes behov,reagere når hun mistrives og sulter,og så siger du til mig at jeg ikke har nogle rettigheder..? (Så siger hun noget jeg ikke gider høre på da jeg vil afslutte samtalen inden jeg bryder ud i gråd), Jeg siger: Hvis MIN datter kommer  hjem i eftermiddag og er sulten fordi DU har tilbageholdt mad/frugt fra hende så er det sidste gang hun kommer i skole i de uger hun er ved os indtil der har været fremlagt et møde. Hun lover at tage dette op med hendes mor og hendes far. Vi ligger på. Jeg bryder fuldstændig sammen bagefter.

Jeg har intet at skulle have sagt?? 

Her til aften fortæller min mand at han har været til en samtale ang mit opkald til lærerinden,og at der i følge af samtalen-og på skrift står at jeg er destrutiv ? 

Nu skal der foreligges en §50 undersøgelse pga det og jeg forstår det ikke. Jeg ville bare sikre mig at hun fik noget at spise..! Jeg er så træt og ked af alt det her at jeg overvejer at forlade min mand. Jeg har så svært ved at de nu skal trækkes igennem det pga at jeg viste omsorg og bekymring som hvis hun havde været biologisk min, min bekymring og omsorg er ikke berettiget pga mit blod åbenbart  

Min verden ramler og jeg har brug for råd og for at vide om jeg virkelig har kvajet mig ved at tage det opkald?

Du er et godt menneske der gerne vil hjælpe og passe på din steddatter, og nu får du på hatte for det! det er sku ikke fair, og egentlig ville jeg sige : bland dig udenom, så må de selv klare det (bio mor og far)

Jeg tror desværre at de offentlige regler er som de er, (selvom de ikke altid giver mening), men for din egen skyld kan du ikke andet end følge dem. Mit råd ville være at lade alt gå gennem din mand/kæreste og så må han bringe det videre da det er ham der har den "magt". Det er ham du skal "piske" og sørger for han gør det - ellers bliver du den "dumme heks" der blander sig.

Du skal dog vide at du trods alt har gjort det rigtige, der er bare folk derude der ikke blev politibetjente og har et underligt behov for at fortælle andre hvad man skal og ikke skal.

kram