jeg har lige behov for at sætte tingene lidt op imod hinanden, - input modtages meget gerne...
på negativ siden:
jeg ville så gerne i gang med at læse næste år. Og jeg har virkelig ikke lyst til måske at ofre min drømmeuddannelse for et barn til.
Jeg får ikke mulighed for at finde et arbejde imellem den her barsel og den næste, hvilket betyder at jeg skal på kontanthjælp for en periode.
jeg syntes ikke min lille baby skal være den store så hurtigt, - og nu føler jeg også at jeg efterhånden får mere overskud til de to store, og så skulle jeg til at være træt og smerteplaget i en ny graviditet.
Vi skal flytte til noget større, for at kunne være her. men okay, det er vi sådan set i gang med alligevel, men det her ville gøre det mere preserende.
havde nogen spurgt mig for 3 uger siden om jeg ville have et barn til nu, havde jeg svaret klart nej.
og så må jeg sige, at have 4 børn som trediveårig, ja så er målet da fuldt. Jeg er ikke bekymret for overskud, men alligevel, jeg ved at folk, og især min eks som er far til mine to store børn vil se skævt til et evt 4 barn.
på positiv siden:
jeg har altid gerne ville have 4 børn, og får vi det her, er det ligesom afsluttet, og manden kan få lukket for det varme vand, så vi slipper for at spekulere mere på det.
jeg har undersøgt med hensyn til økonomi og forsøgerpligt i forbindelse med kontant hjælp, men da vi ikke er gift, er det ikke et problem. Og jeg vil få det samme på kontanthjælp som jeg har fået på barselsdagpenge i den her periode, så det går nok. Men at det bliver mere interessant at få tingene til at hænge sammen bagefter, når jeg ligepludselig skal have 3 børn, (den ældste bor hos sin far), i henholdsvis dagpleje og sfo, og samtidig kunne være på su, det må jeg indrømme.
der er måske ikke så mange ting på plus-siden. Men helt basis er det jo bare at mit hjerte kvier sig mod at skulle give afkald på den her lille spire. jeg kan ikke lade være med at se på min datter på 8 mnd og se hvor vidundelig hun er, og så vide, at det her lille liv ville være lige så fantastisk. (og så er jeg sikker på at det er en dreng, og et majbarn i tilgift, hvilket jeg virkelig gerne ville have... )
Og hvad nu hvis, når vi om 5 år er klar til at lave barn nummer 4, at det så ender med at vi ikke kan få et?? Jeg ville aldrig tilgive mig selv.
Så det er sådan set fornuft op i mod følelser, sådan groft set. Men det gør det absolut ikke nemmere.
Jeg ville ønske, jeg kunne få en hjælpende hånd fra oven, det kunen fortælle mig hvad der er det rigtige at gøre. for jeg vile rigtigt gerne tage hensyn til min familie som jeg har nu. Så hvad er det rigtige at gøre over for dem. Er det forkert, hvis jeg beslutter mig for at få det her barn. Eller er det rigtigst at tænke på dem, og så være fornuftig og få en abort. Jeg klarer det vel nok, hvis jeg beslutter mig for at det er det jeg skal.
Nå, jeg har en uge at gå og spekulere over det i før jeg har en tid hos lægen. Jeg ville ønske jeg kunne tage beslutningen med det samme g tage en pille, der afsluttede det, hvis det var det jeg ville, for jeg ved at jeg bare vil blive mere og mere i tvivl i løbet af den uge.
Input modtages meget gerne. Hvad ville I gøre, hvis I stod i vores situation og hvorfor??
