ska man tage springet?

Hvad gjorde udslag i at i valgte og blive enlige mødre?
Overvejer det stærkt. Ikke fordi kæresten er dum, men kærligheden er der bare simpelthen ikke mere...
Tror vi begge føler det, men ingen tør at tage snakken... Men nu æder det mig snart op indenfra, så bliver nød til at skrive med nogle som har prøvet det...
Er så bange for at være selv med mine børn. Hvad nu hvis det er for hårdt.. og hvad hvis de foretrækker at være ved den ene fremt for den anden... Børnene er ret små, så ved det kun er den ældste som vil opdage det ( snart 4 )

Håber i finder hoved og hale i et forvirrende indlæg...

Jeg er godt nok ikke enlig mor, men jeg håber, jeg gerne må kommentere alligevel.

Min holdning er, at hvis man ikke skændes og ellers kan enes om tingene, så er det ikke det rigtige at gå fra hinanden, hvis der er små børn i forholdet.

Det lyder måske ikke så romantisk, men hvis ellers partnerskabet fungerer, behøver der ikke nødvendigvis at være kærlighed indblandet til hver en tid. Det kan jo være, at den vil blomstre igen, når børnene bliver lidt ældre. Der er i øvrigt mange ting, I selv kan gøre for at få gnisten tilbage.

Men hvis I beslutter jer for at gå fra hinanden så LAD ENDELIG VÆRE med at spørge de små om, hvor de foretrækker at være. Det er de voksnes ansvar at tage alle praktiske beslutninger for de små. De kan ikke selv se, hvad der er bedst for dem selv, og de kan nemt komme i en svær situation, hvis de skal vælge mellem mor og far.

Inden du tager så drastisk et spring ville jeg sætte mig ned og tale med min mand om problemet.

Kærligheden kan let blive overskygget af det praktiske, når man har to små børn. Men det betyder ikke at den nødvendigvis er død og ikke kan genoplives, men det vil naturligvis kræve en indsats fra jer begge.

Men synes du skylder dig selv det, din mand og jeres børn det.

Vil aldrig spørge mine børn hvor de helst vil være. Det vil blive en 7-7 ordning har vi altid snakket om. Det jeg vil være bange for er at når de er hos far, vil de være hos mor og omvendt. Deres savn til den anden forældre...

Det har bare været sådan i mange år år. Og i min verden vil jeg ha sex, kærlighed, en som kysser en bare fordi de lige synes, og ikke fordi det nærmest er et påkrævet farvel kys... Altså vi snakker om 0 kærlighed... Føler det vil være så meget forkert at blive hvis ingen af os er lykkelige... Men tænker jo stadig på ungerne. Det er synd at de skal være skilsmissebørn...

Det største udslag var nok, at jeg skulle være hans "mor" (altså faren til min søn) Og at han ikke ville sidde hjemme hver aften (+ weekender) og være bundet, bare fordi jeg var. Og han mente hvis han skulle sidde hjemme og "kede" sig med vores søn, skulle jeg ud af huset. Og var jeg overhovedt ikke klar til. Men er man ikke to om barnet?  Også havde jeg mistanke om utroskab, og det kunne jeg ikke leve med. Og manglende kærlighed fra min side af. Jeg så ham som en rigtig god ven, og vi kunne have det så fandens sjovt, men jeg var ved at brække mig, ved at det var min kæreste, når han kyssed mig, eller tog på mig

Anonym skriver:

Vil aldrig spørge mine børn hvor de helst vil være. Det vil blive en 7-7 ordning har vi altid snakket om. Det jeg vil være bange for er at når de er hos far, vil de være hos mor og omvendt. Deres savn til den anden forældre...

Det har bare været sådan i mange år år. Og i min verden vil jeg ha sex, kærlighed, en som kysser en bare fordi de lige synes, og ikke fordi det nærmest er et påkrævet farvel kys... Altså vi snakker om 0 kærlighed... Føler det vil være så meget forkert at blive hvis ingen af os er lykkelige... Men tænker jo stadig på ungerne. Det er synd at de skal være skilsmissebørn...

Man skal også bare passe på med en 7-7 ordning, da børnene ikke har et fast hjem, hvor de er knyttet fast til, og hvis man ikke bor forholdsvis tæt, har de ikke de samme venner lige omkring sig. Og i som forældre vil opdrage forskelligt.
Men man bestemmer helt selv hvilken ordning man vil have, og man ved selvfølgelig hvad der er bedst for ens børn, det er jo jeres
Men personligt ville jeg aldrig vælge den ordning

Anonym skriver:

Hvad gjorde udslag i at i valgte og blive enlige mødre?
Overvejer det stærkt. Ikke fordi kæresten er dum, men kærligheden er der bare simpelthen ikke mere...
Tror vi begge føler det, men ingen tør at tage snakken... Men nu æder det mig snart op indenfra, så bliver nød til at skrive med nogle som har prøvet det...
Er så bange for at være selv med mine børn. Hvad nu hvis det er for hårdt.. og hvad hvis de foretrækker at være ved den ene fremt for den anden... Børnene er ret små, så ved det kun er den ældste som vil opdage det ( snart 4 )

Håber i finder hoved og hale i et forvirrende indlæg...

mig og mine børns far gik fra hinanden i april mdr, og jeg har aldrig haft det bedre . selvf er det da hårdt ind til man finder en rytme, det bliver dog hurtigt tilvening Jeg har to børn, en på 13 mdr og en på 3½år, og så er jeg gravid i uge 24, for mig var det et spørgsmål om at SKULLE klare det, havde ikke andre muligheder. håber du finder den bedste løsning for dig

Lucas og Mathilde <3 skriver:

mig og mine børns far gik fra hinanden i april mdr, og jeg har aldrig haft det bedre . selvf er det da hårdt ind til man finder en rytme, det bliver dog hurtigt tilvening Jeg har to børn, en på 13 mdr og en på 3½år, og så er jeg gravid i uge 24, for mig var det et spørgsmål om at SKULLE klare det, havde ikke andre muligheder. håber du finder den bedste løsning for dig

Og en på vej... Puuha.. Og jeg sidder og flæber over dette...
Hvordan har i lavet jeres ordning?

Anonym skriver:

Og en på vej... Puuha.. Og jeg sidder og flæber over dette...
Hvordan har i lavet jeres ordning?

ja, det er hårdt til tider, men jeg ved jeg skal klare det så det gør jeg tænker du samvær eller? Daniel (faren) har børnene hver anden torsdag, fra kl 15:30 - 18:30 og modsatte uge har han fra fredag kl 14:30 til søndag kl 15:00