Min kæreste og jeg forsøgte at få vores 3. barn i efteråret
2009, og efter 2 spontane/uprovokerede aborter, lykkedes det i det tidlige forår 2010 at blive gravid.
Vi var meget glade og lettede da den kommende mor på 33 år
nåede 12. uge, og jordemoderen ved nakkefoldsscanningen konstaterede liv, og en relativ lav risiko på ca. 1:1400 for downs syndrom.
Selvom vores 2 første graviditeter var forløbet planmæssigt
og helt uden komplikationer, var vi alligevel noget nervøse for, at de to spontane aborter på en eller anden måde var naturens måde at fortælle os at vi skulle stille os tilfredse med 2 børn, og at det var at lege med ilden når vi nu alligevel insisterede på et 3. barn.
Da vi nærmede os misdannelsesscanningen i 19 graviditetsuge,
havde min kæreste i flere uger undret sig over at hendes mave bulede ud et godt stykke over navlen, når hun nu syntes at hun havde læst at livmoderen ikke burde gå så højt op så tidligt i graviditeten. Men jeg drillede hende bare med det,
og overbeviste hende om at det jo bare var fordi at babyen virkelig trivedes at den voksede så fint.
Ved misdannelsesscanningen
så alt fint ud - næsten. Babyen havde mere vand i nyrerne end der måtte være. Mængden var godt nok kun lige på grænsen til at være for meget, men de ville gerne holde øje med os, og vi fik en tid til en ny scanning 4 uger efter.
I mellemtiden blev det tid til lægebesøget hos den praktiserende læge. Lægen var noget forundret over mavens størrelse, og syntes
hun kunne mærke at der var rigtig meget barn derinde, og gav os en tid dagen efter til scanning på sygehuset.
Scanningen blev foretaget af en overlæge, der kunne
konstatere at barnet så helt normalt ud, dog stadig med lidt for meget vand på nyrerne, men at mængden af fostervand var steget til 22, hvor den normale mængdefostervand ligger mellem 8 og 25.
Overlægen mente ikke vi havde grund til bekymring, men de ville gerne se os igen til en ny scanning 2 uger senere.
Her blev vi scannet af en anden overlæge, der målte
fostervandsmængden til 37.
Der er forskellige skalaer til måling af mængden af
fostervand. Skalaen i dette tilfælde opererer med et normalområde mellem 8-25. Mellem 25-30 er der for meget fostervand i let grad. Mellem 30-34 er der moderat for meget vand og over 35 er
der svært for meget fostervand. (http://www.dsog.dk/files/polyhydramnios.pdf)
Det var tydeligt at se, at lægen ikke var helt tilpas ved at
give os den meddelelse. Jeg husker ikke om hun gik i detaljer med hvad det kunne betyde, men hun gav os en tid til en ny scanning dagen efter på sygehuset.
Vi gik straks hjem og Googlede os til al den information vi
kunne finde om for meget fostervand, og polyhydramnios som det også hedder. Og selv om vi kunne læse os til at man i over halvdelen af tilfældene ikke fandt nogen forklaring, kunne vi jo samtidig se at det kunne betyde alt fra sukkersyge hos moderen, til svære misdannelser hos barnet. Især når mængden af
fostervand ligger over 35 er der grund til bekymring.
Overlægen på sygehuset scannede meget grundigt, og fandt
ingenting – heldigvis. Fostervandsmængden var steget til 44, men vi var meget lettede, og virkelig glade da vi kørte hjem. Samtidig havde de tjekket for sukkersyge og forskellige vira hos min kæreste, også uden at finde noget. Så vi var sikre på at vi var i den halvdel, hvor man bare aldrig fandt en årsag til den store mængde fostervand.
Den store mængde fostervand kan påvirke både barn, livmoder
og moderkage negativt. Derfor ville de gerne se os igen 4 uger efter.
Men maven voksede. Utallige kommentarer fra alle mulige og
umulige, om at ”nu må barnet da vist snart komme ud”, og ”er det lige op over” osv. Men der var stadig over 2 måneder til terminen.
Så allerede efter ca. 2 uger, var vi igen på sygehuset for
at blive scannet.
Denne gang af en ny overlæge, der nærmest triumferende,
bestemt mente at han havde fundet årsagen:
Oesofagusatresi - spiserørsforsnævring. ( http://translate.google.dk/translate?hl=da&langpair=en%7Cda&u=http://www.tofs.org.uk/)
Virkelig et chok. Og her var straffen for at insistere på at
få et barn mere.
Men det kunne være meget værre sagde overlægen. Han
tilkaldte en børnelæge der fortalte og viste tegninger af sygdommen, så vi kunne se at de fleste at disse børn mangler en del af deres spiserør, og derfor ikke kan synke fostervandet, der derfor ophobes i livmoderen.
Det var simpelthen ikke til at forstå at vi skulle have et
sygt barn. Jeg kan ikke huske at jeg nogensinde har været så ked af det som i de efterfølgende timer.
Vi fik en tid til en ny scanning, der skulle foregå på
Odense universitetshospital (OUH) dagen efter.
Her blev vi grundigt scannet af en overlæge, der ikke gav os
grund til at tro andet, end hvad overlægen på det andet sygehus mente var årsagen. Desuden var fostrets mavesæk lille, hvilket også kunne tyde på en spiserørsforsnævring. Vi fik en samtale med en børnekirurg, der fortalte os om forløbet, og vi blev vist rundt på børneafdelingen, hvor vi skulle regne med at være indlagt i en måneds tid efter operationen. Ikke nogen nem tanke at forlige
sig med, med 2 børn derhjemme.
Graviditeten skulle følges forholdsvist tæt på OUH. Så vi
fik en ny tid til scanning 2 uger efter.
Her blev vi scannet af en ny overlæge, der igen var virkelig
grundig med scanneren, og vi fik mulighed for at stille alle de spørgsmål vi havde.
Og så syntes lægen at hun kunne se et spiserør hele vejen
ned til mavesækken. Desuden syntes hun at mavesækken havde en helt normal størrelse. Virkelig positivt.
Meget mærkeligt var det. Lige pludselig at tænke, at de
kunne ha taget fejl i deres første vurdering. Lægen var dog ikke sikker, og kunne heller ikke se spiserøret hvor hjertet skyggede. Desuden er spiserøret normalt meget svært at se på ultralyd, fordi man kun kan se det når der står vand i spiserøret. Og måske syntes lægen at hun kunne se en fortykning nede ved mavesækken, så måske var det en forsnævring dernede i stedet. Hun kunne og
ville ikke sige noget med sikkerhed, men anbefalede at vi forberedte os på et barn der skulle opereres.
Vi blev scannet igen 2 uger efter af en ny overlæge. Hun
syntes først at mavesækken så lille ud, men lagde senere i scanningen mærke til at den faktisk havde en normal størrelse. Hun kunne dog ikke følge spiserøret længere end til nedenfor hjertet, men stadig var det længere nede end det overlægen fra det første sygehus mente at kunne konstatere.
Fra at have bevæget sig meget og kraftigt inde i maven,
begyndte bevægelserne nu at blive færre og svagere. Vi var et par gange på det lokale sygehus for at få kørt en CTG. Anden gang kombineret med en scanning, hvor lægen målte fosteret til at ligge 12% under middelvægten. Det var ikke alarmerende sagde hun, og havde graviditeten ellers været normal, ville der ikke være grund til at gøre yderligere. Hun kontaktede OUH der heller ikke så grund til bekymring.
Ved næste scanning på OUH målte de også vægten til 12% under
gennemsnittet, men alt andet så fint ud, og de kunne ikke sige mere i forhold til diverse forsnævringer.
Vi havde en scanningstid allerede 4 dage efter, med en
planlagt efterfølgende CTG-strimmel.
Scanningen var fin, men den efterfølgende CTG gav ikke de
udsving i hjerterytmen som er tegn på at barnet trives. Overlægen fra scanningen samme dag, kom op og fortalte, at selvom scanningen havde set fin ud, var flowet, mener jeg det var, begyndt at bevæge sig i en forkert retning, så hun turde ikke sende os hjem, og ville ”indstille” os til kejsersnit samme dag.
Det var vi lidt chokerede over. Vi havde regnet med at føde
normalt, og nu havde vi pludselig kun et par timer til at forberede os på et kejsersnit.
Mens tiden gik, blev vi grundigt informeret om proceduren,
og at de straks efter at barnet var taget ud, ville tage det med ind i et andet rum til en undersøgelse.
Vi kom ned på operationsstuen, og min kæreste fik lagt en
rygmarvsbedøvelse. Der blev skærmet af ned til maven, og jeg fik lov til at sidde og holde den kommende mor i hånden og kigge hende i øjnene mens de foretog indgrebet. En meget intens oplevelse, men overstået efter relativt kort tid, og slet ikke så voldsom som en almindelig fødsel.
Der var barnegråd med det samme, da den lille pige forlod
mors mave – et godt tegn håbede jeg på. Pigen blev straks taget ud i et tilstødende rum, og undersøgt for fejl om mangler. Og ca. 5 minutter efter kommer jordemoderen så tilbage med pigen, og fortæller heldigvis at hun virker sund og rask, men at de er nødt til at undersøge hende yderligere for at være helt sikre.
Jeg får pigen i armene, og følger med jordemoderen over på
neonatalafsnittet, hvor pigen får en sonde ned i spiserøret, og taget et røntgenbillede, hvor man tydelig kan se at sonden kan passere uhindret hele vejen ned i mavesækken. Vildt 
)
Der opstår derefter mistanke om forsnævring på tarmen, da
den slet ikke kan ses på røntgenbilledet. Men heldigvis manes også den mistanke i jorden dagen efter, via et nyt røntgenbillede.
Pigen har haft det svært inde i moderens mave, og vejer kun
2590 gram ved fødslen. I de første 3 uger efter fødslen er mor og barn indlagt, først på OUH, derefter på et andet sygehus, og til sidst på et tredje sygehus, hvor lægerne tester pigen for muskelsygdomme, gallevejssygdomme, og en masse andre
ting. Men hver gang er testen heldigvis negativ.
Her i sensommeren 2011, hvor pigen er knap 10 måneder, er vi efterhånden ved at få overbevist os selv om at pigen er helt normal, og ikke fejler noget. Men der sidder stadig en rest af tvivl i os begge to. Hun er meget tydeligt bagud i forhold til jævnaldrende børn, også selv om man tager højde for at hun er født ca. 4 uger før termin. Vi går stadig til kontrol med hende på børneafdelingen,
og senest er hun blevet testet af en fysio- og en ergoterapeut, der begge vurderede hende til at være bagud, men alligevel helt normal i udtryk og bevægelser, og endda bedre end gennemsnittet på enkelte områder.
Det tyder altså på at vi er en del af den heldige gruppe,
hvor baby svømmer rundt i alt for meget fostervand, uden lægerne kan give en forklaring. En af de overlæger vi har haft kontakt med, mener at hele forløbet kunne tyde på en virus på et tidspunkt i graviditeten. Men de tests der blev foretaget i forhold til virus var alle negative, så vi ved det ikke med sikkerhed.
Fra overlægen på Skejby fandt ud af at hun manglede en del
af sit spiserør, og indtil et røntgenbillede modsagde hans påstand, har vi brugt hundredevis af timer på både at bekymre os, men også på nettet for at finde lignende historier med en positiv udgang. Vi fandt ikke så mange. Derfor synes jeg, jeg ville bruge lidt tid på at skrive vores historie.
