Det er virkelig det værste jeg nogensinde har prøvet...
Idag stod farmand og Julie op kl. 7.00 og lod mig sove til de tog afsted når hun skulle i dagpleje til kl. 8.00... 
Julie havde snakket om igår at hun vil med på sygehuset, og vi havde sagt nej, hun skulle ud til sine legekammerater og hygge mens mor og far er på sygehuset...
Jeg stod op da de kørte afsted, må indrømme jeg havde det rigtig skidt, nervøs, den ledeste hovedpine og kvalme... Alt hvad jeg spiste og drak til morgen røg op igen, og tænkte det kunne ikke være rigtigt at jeg skulle være så skidt pga nervøsiteten... 
Farmand kom hjem og smuttede i bad, mens jeg tog laaaaang tid om at snøvle mig færdig og sunde mig i sofaen med vores skønne vovse... 
Han kunne tydelig mærke at mor ikke lige havde det for godt... Så hans blik blev noget så trist... Kl. blev 8.45 og jeg sad stadig og sundede mig i sofaen og sad virkelig og vil aflyse det, da jeg virkelig havde det skidt og elendigt...
Da farmand fik skubbet mig igang, fik jeg gjort mig færdig så vi kørte hjemmefra kl. 9.00.... Vi havde en tid kl. 9.45... Vi kørte afsted og vinduerne skulle stå på hvid gab i bilen, samt blæseren, for så havde jeg det sådan okey... Havde sørget for brækpose osv... For jeg vidste jo ikke om det vil fortsætte i bilen....
Vi kommer til Kjellerup (7 km fra hvor vi bor) beder jeg farmand om at køre ind på tanken og tanke bilen, købe kakao og noget spiseligt til mig... Det gjorde han og videre kørte vi...
Jeg kunne mærke mere og mere hvor nervøs jeg blev og sagde ikke et kvæk hele vejen til Viborg... kl. 9.35 ankommer vi på svanger afdelingen hvor det skal foretage vendingsforsøget... Vi bliver hurtigt henvist til en stue vi skal være på... (Faktisk den stue, jeg sov på første nat efter Julie blev født og indlagt i viborg) Utroligt jeg kunne kende denne stue..
Jordemoderen finder en scanner frem som skal bruges under forsøget, plus en anden tingest til at måle hjertelyden på tøsen... Det går vi igang med rimelig hurtigt... Så jeg får en tingest i hånden jeg skal trykke på hver gang tøsen bevæger sig og en tingest til at måle hendes hjertelyd... Alt så fint ud den første halve time... 
Knap en time efter vi er ankommet, kommer overlægen som skal forsøge at vende hende, også ham der scanner mig i Silkeborg til alle kontrollerne... Rigtig dygtig læge... Vi vælger at fortage forsøget uden Bricanyl som de sprøjter i låret for at få livmoderen til at slappe af... Jeg havde på det tidspunkt ikke nogen plukkeveer og min livmoder var som den skulle være under hele forsøget...
Overlægen begynder at skubbe numsen op nede fra bækkenet af og forsøger at få hende drejet rundt, og han ligger virkelig kræfter i, allerede der, gør det herre nas, det føltes om at jeg havde fået en mavepumper og nærmest hev efter vejret... Jeg bad ham holde en pause så jeg lige kunne få vejret igen...
Han prøvede fortsat at vende hende og det gjorde igen herre nas, i første forsøg smuttede hun tilbage... Jeg gav ham lov til en gang mere, selvom jeg synes det var noget så ubehageligt og jeg kogte og svedte og lignede en tomat i hovedet... I det andet forsøg siger jeg til ham at nu skal han stoppe, for jeg synes ikke det er videre behageligt, jeg tudbrølede, for det gjorde virkelig ondt, han scannede og sagde at det heller ikke lykkes denne gang... Han prøvede så ligeså stille at prikke til hende, hvor det var noget jeg kunne holde ud, selvom jeg lå og tudbrølede, lige pludselig vupti, fik han hendes hoved ned i bækkenet...
SÅ jeg er faktisk ret glad for at jeg lod ham prøve de 3 forsøg, selvom jeg synes det var noget så ubehageligt, jeg har aldrig oplevet noget så grim en oplevelse før, og har takket nej til flere vendingsforsøg, hvis hun nu skulle ske og vende sig igen...
Farmand var bare så dygtig under hele forsøget, da tårene væltede ud, kom han og tørrede tårene væk og jeg tudet bare endnu mere, og sagde også til overlægen, det er sidste gang i mit liv jeg skal opleve det her... Så smilede han...
Jordemoder og overlægen viste os begge to hvordan vi hjemme selv kan mærke om det er hovedet som stadig vender nedad, så det er rart nok, og farmand har her til aften "leget jordemoder" og mærket om hovedet stadig stod nedad hvilket det gjorde...
På Mandag skal jeg til scanning ved overlægen (ham som vendte hende og scanner mig normalt) for at tjekke om hun stadig står med hovedet nedad og skønne hendes vægt..
Lige så snart jeg føler noget ubehag eller får stærkere veer, skal jeg kontakte fødegangen og de vil så hive mig ind til tjek for at se om hun stadig står som hun skal, jeg skal bare huske og sige at hun tidligere har sat ned numsen nedad, for så tager de hensyn til det...
Jordemoderen sagde at jeg godt kunne risikere at veerne om et par dage kom og blev meget regelmæssige ligesom når man er i fødsel.. Så det skal vi holde øje med det næste tid...
Må indrømme at jeg er noget så kvæstet og pisse øm i maven... Har ingen appetit, sovet det meste af eftermiddagen væk...
Vi kom fra Viborg sygehus igen 12.35, så der blev brugt end del tid der... Jeg vil fandme heller føde end jeg vil have et vendingsforsøg... Puh jeg synes det er modbydeligt og grimt...
Lige lidt herfra...
