Bare brug for at dele :)

Kære alle I skønne kommende mødre - og fædre

Jeg har bare lige en ubændig lyst til at dele mine tanker med jer og måske få en lille kommentar eller to .

Jeg stoppede med mine p-piller i april og fik min menstruation nogenlunde til tiden herefter. Næste mens udeblev og efter kort tid stod jeg med 6 positive tests af forskellige mærker (man skal jo lige være sikker ik' ) Jeg havde desværre en SA fem uger efter befrugtningstidspunktet (er ikke så god til at regne uger på den rigtige måde - sorry)

Det var en komplet SA, og min krop havde klaret at fjerne det hele selv, og jeg havde ingen nævneværdige smerter ved det, udover almindelige mens-smerter. Lægen sagde, at jeg skulle betragte aborten som min almindelige menstruation.

Nu sidder jeg så her; én dag før min forventede mens forhåbentlig udebliver, og er vildt spændt!!! Kan slet ikke koncentrere mig om noget som helst

Præcis 14 dage efter aborten fik jeg menstruationslignende smerter, og jeg tror derfor, at jeg har haft ægløsning til normal tid. For præcis en uge siden fik jeg så igen disse smerter, dog noget mildere, og jeg havde desuden en stikkende fornemmelse i venstre side af underlivet, som ligesom blev forstærket, når jeg gik. Kunne kun tage korte skridt, når stikkende var der Jeg tænker, at det kan have været implantations-smerter.

I dag har jeg så en mild smerte i lænden. Det er ligesom bare sådan en træthedssmerte - ikke uudholdeligt eller noget - og ingen menssmerter, som jeg som regel har dagen før mens. Derudover har jeg lige taget en kop kaffe, som virkelig ikke smagte mig, og har haft mild kvalme (mere sådan lidt madlede) i forbindelse med måltider de sidste par dage

Det korte af det lange er, at jeg tænker, at jeg måske allerede kan være gravid igen. Min kæreste og jeg har med få undtagelser sex hver dag, og ofte flere gange, så hvis jeg har haft ægløsning, har vi helt sikkert ramt Derudover bliver kvinderne i min familie let gravide - tænker/håber, at det er arveligt

Aborten var en hård omgang for både jeg og min kæreste, da vi var virkelig glade og allerede havde fortalt det til den nærmeste familie. Det var bestemt ikke sjovt at skulle ringe og bringe de triste nyheder så kort tid efter overbringelsen af de glædelige (Men dog også rart, at jeg ikke var længere henne!)

Jeg ville bare gerne lige dele mine tanker med jer, da min kæreste ikke kan forholde sig til al for megen snak om graviditet og ikke vil smide armene i vejret, før jeg er lidt længere henne næste gang, jeg bliver (er) gravid Og det er lidt svært for mig, da jeg jo ved, at SA så tidligt er helt almindeligt, og derfor vil glæde mig lige så meget, når jeg igen står med en positiv test.

Hvad tænker I; tror I den kan være der? Og er der evt. andre, der har oplevet en SA, og hvordan var forløbet derefter?

HÅBER at høre fra nogle af jer, for har simpelthen SÅ meget brug for at snakke om mine baby-drømme

Rigtig mange varme fra mig, som gerne vil forblive anonym lidt endnu

Anonym skriver:

Kære alle I skønne kommende mødre - og fædre

Jeg har bare lige en ubændig lyst til at dele mine tanker med jer og måske få en lille kommentar eller to .

Jeg stoppede med mine p-piller i april og fik min menstruation nogenlunde til tiden herefter. Næste mens udeblev og efter kort tid stod jeg med 6 positive tests af forskellige mærker (man skal jo lige være sikker ik' ) Jeg havde desværre en SA fem uger efter befrugtningstidspunktet (er ikke så god til at regne uger på den rigtige måde - sorry)

Det var en komplet SA, og min krop havde klaret at fjerne det hele selv, og jeg havde ingen nævneværdige smerter ved det, udover almindelige mens-smerter. Lægen sagde, at jeg skulle betragte aborten som min almindelige menstruation.

Nu sidder jeg så her; én dag før min forventede mens forhåbentlig udebliver, og er vildt spændt!!! Kan slet ikke koncentrere mig om noget som helst

Præcis 14 dage efter aborten fik jeg menstruationslignende smerter, og jeg tror derfor, at jeg har haft ægløsning til normal tid. For præcis en uge siden fik jeg så igen disse smerter, dog noget mildere, og jeg havde desuden en stikkende fornemmelse i venstre side af underlivet, som ligesom blev forstærket, når jeg gik. Kunne kun tage korte skridt, når stikkende var der Jeg tænker, at det kan have været implantations-smerter.

I dag har jeg så en mild smerte i lænden. Det er ligesom bare sådan en træthedssmerte - ikke uudholdeligt eller noget - og ingen menssmerter, som jeg som regel har dagen før mens. Derudover har jeg lige taget en kop kaffe, som virkelig ikke smagte mig, og har haft mild kvalme (mere sådan lidt madlede) i forbindelse med måltider de sidste par dage

Det korte af det lange er, at jeg tænker, at jeg måske allerede kan være gravid igen. Min kæreste og jeg har med få undtagelser sex hver dag, og ofte flere gange, så hvis jeg har haft ægløsning, har vi helt sikkert ramt Derudover bliver kvinderne i min familie let gravide - tænker/håber, at det er arveligt

Aborten var en hård omgang for både jeg og min kæreste, da vi var virkelig glade og allerede havde fortalt det til den nærmeste familie. Det var bestemt ikke sjovt at skulle ringe og bringe de triste nyheder så kort tid efter overbringelsen af de glædelige (Men dog også rart, at jeg ikke var længere henne!)

Jeg ville bare gerne lige dele mine tanker med jer, da min kæreste ikke kan forholde sig til al for megen snak om graviditet og ikke vil smide armene i vejret, før jeg er lidt længere henne næste gang, jeg bliver (er) gravid Og det er lidt svært for mig, da jeg jo ved, at SA så tidligt er helt almindeligt, og derfor vil glæde mig lige så meget, når jeg igen står med en positiv test.

Hvad tænker I; tror I den kan være der? Og er der evt. andre, der har oplevet en SA, og hvordan var forløbet derefter?

HÅBER at høre fra nogle af jer, for har simpelthen SÅ meget brug for at snakke om mine baby-drømme

Rigtig mange varme fra mig, som gerne vil forblive anonym lidt endnu

først og fremmest

Havde selv SA d. 20 juni i år i uge 10... Det var sku et hårdt slag, vi havde også lige fortalt familien den gode nyhed..

Jeg stod også 4 uger senere med ømme bryster og et kæmpe håb, men intet skete og testene var negative... var synderknust og der kom stadig ingen mens...

først omkring d. 10 august kom der lidt brunligt udflåd, som har varet 14. dage. nu håber jeg at de tvar min mens, da mit udflåd nu virker "normalt" igen... Håber at jeg om en måneds tid kan stå med to streger igen...

Men har hørt flere hvor det er lykkedes lige efter

MaybeBaby skriver:

Åh, det ved jeg slet ikke noget om, men du skal da lige have et kram og så krydser jeg fingre for at den er der, OG bliver der denne gang

Mange tak for svar Ja, jeg håber også rigtig meget, at jeg ikke får min mens i morgen, og at jeg om et par dage kan teste positivt Har stadig ingen smerter, og har haft en del kvalme og dårlig mave her til aften. Men det kan selvfølgelig bare være mine temmelig ensporede tanker, der spiller mig et pus

Men tak for tankerne

Kris89 skriver:

først og fremmest

 

Havde selv SA d. 20 juni i år i uge 10... Det var sku et hårdt slag, vi havde også lige fortalt familien den gode nyhed..

Jeg stod også 4 uger senere med ømme bryster og et kæmpe håb, men intet skete og testene var negative... var synderknust og der kom stadig ingen mens...

først omkring d. 10 august kom der lidt brunligt udflåd, som har varet 14. dage. nu håber jeg at de tvar min mens, da mit udflåd nu virker "normalt" igen... Håber at jeg om en måneds tid kan stå med to streger igen...

Men har hørt flere hvor det er lykkedes lige efter

Åhh nej, det er jeg ked af at høre. Det er bare en rigtig rigtig grim oplevelse

Sikke da en omgang, du har været igennem! Jeg håber rigtig meget for dig, at du får en positiv test om en måneds tid

Uhh, hvor jeg ikke håber, jeg skal igennem samme omgang! Jeg håber om ikke andet, at min mens i det mindste kommer, så jeg har bare en eller anden form for kontrol med min krop. Ellers er jeg godt nok meget forvirret over de tegn, den har sendt mig en sidste måneds tid

Lad os sende en masse positive tanker i hinandens retning og håbe, at vi begge snart er heldige - og bliver ved med at være det

Mange kærlige tanker herfra - og tak for svar

 fingre for dig..

Jeg havde en SA i slutningen af juli starten af august 2009 og efter den SA ventede jeg på min første mens efter men den kom aldrig for jeg var allerede gravid igen

Så det kan sagtens lade sig gøre

Anonym skriver:

Åhh nej, det er jeg ked af at høre. Det er bare en rigtig rigtig grim oplevelse

Sikke da en omgang, du har været igennem! Jeg håber rigtig meget for dig, at du får en positiv test om en måneds tid

Uhh, hvor jeg ikke håber, jeg skal igennem samme omgang! Jeg håber om ikke andet, at min mens i det mindste kommer, så jeg har bare en eller anden form for kontrol med min krop. Ellers er jeg godt nok meget forvirret over de tegn, den har sendt mig en sidste måneds tid

Lad os sende en masse positive tanker i hinandens retning og håbe, at vi begge snart er heldige - og bliver ved med at være det

Mange kærlige tanker herfra - og tak for svar

men nu var jeg jo så også ængere henne end du var (ved ikke hvornår fosteret i mig døde, da jeg aldrig nået til scanning).

Men mon ikke kroppen bruger længere tid på at komme sig, jo længere henne man er?

Den kan sagtens være der

Godmorgen,

sikke et dejligt opslag, du har lavet der. Fuld af optimisme og gåpåmod.

Jeg håber virkelig, den er der for jer.

Kan godt forstå din kæreste. Han vil sikkert ikke selv blive for skuffet og vil heller ikke lægge pinde på dit bål, så du glæder dig for meget, hvis det nu ikke bliver til noget.

Jeg har ikke selv haft SA, så kan ikke svare dig på dit spørgsmål.

Jeg kan sagtens følge din tolkning af dine symptomer. Det lyder da meget sandsynligt. Jeg tror også selv, jeg mærkede implantationssmerten.

Men bliv nu ikke for skuffet.....

Knus og held og lykke

Hvor er I søde alle sammen Tusind tak for jeres svar!

Det hjælper mig meget, at jeg kan glæde mig til at se lidt svar herinde, og samtidig følge med I alle jeres historier mv. Især når jeg nu ikke kan lade mine forventninger og forhåbninger fylde alt for meget herhjemme. Jeg har jo simpelthen lyst til at indvie kæresten i enhver lille bitte ting, jeg føler i kroppen, som tilnærmelsesvis kan associeres med en mulig graviditet Men jeg har faktisk overvejet (i fald, jeg står med en positiv test her en af dagene) at vente lidt med at fortælle ham det. Bare så jeg er over den tid, hvor jeg aborterede sidst. Ved godt, at risikoen er der hele tiden, men så slipper han da for at bekymre sig i et lille stykke tid. Men lad os nu se, mon ikke mine glædesråb kan høres hele vejen over på hans arbejde, når det er

Tusind mange kram og glade tanker til jer alle sammen

P.S. Min mens er ikke dukket op i dag - endnu i hvert fald