synes godt nok det er hårdt...

nu står jeg så ved det punkt som jeg har frygtet i over et halvt år nu. jeg havde en SA i februar i år, kort tid efter at både min søster og mine 2 kusiner var blevet gravide...

 

den første baby kom for 2 måneder siden, den anden kom for 1 uge siden og min søster kan sådan stortset få veer når som helst nu.

 

og jeg orker bare ikke at høre om alle de babyer! jeg kan jo ikke lade være med at tænke på at jeg selv ville have haft termin lige om hjørnet nu...

 

jeg synes jeg bliver ked af det over næsten ingenting lige for tiden. samtidig ser det ud som om at der måske er en chance for at jeg er blevet gravid igen, men jeg tør næsten ikke håbe, for er bare bange for at blive skuffet føler virkelig at min verden vælter om ørerne på mig lige nu.

Vil bare sige at jeg fuldstændig forstår dig - og hvordan du har det

Jeg var gravid i 10. uge da vi valgte at fortælle alt og alle om vores lykkelige omstændigheder.... Familie, venner, håndbold-holdet osv osv...

Alt var fint, indtil vi til NF-skanning fik at vide at fostret var død

Hele verden ramlede for os - især mig - følte mig som en total fiasko og orkede slet ikke at skulle hen og fortælle alle at vi ikke skulle være forældre alligevel - ikke lige nu i hvert fald...
Samtidig oven i alt dette, var jeg ved at skrive bachelor-projekt med 3 dejlige piger! Og jeg lyver ikke når jeg siger, at i samme uge som jeg fik lavet en udskrabning, kom den ene af pigerne og fortalte hun var i 6. uge - og en anden af pigerne kom og fortalte hun havde fået en positiv graviditetstest!! Spørg lige om man så føler sig helt igennem UDUELIG!!!!

Men det vendte hurtigt for mig synes jeg, efter noget fordøjelse - og mit bedste råd er nok at I skal få snakket om det - helst så mange gange som muligt, med så mange som muligt og du skal ikke være bleg for at fortælle hvordan DU har det. Det var ikke det jeg havde lyst til i den tid efter, men i dag kan jeg se at det var godt jeg gjorde det, for det har hjulpet mig videre

Skriv endelig hvis du vil snakke mere

Puha....

Hvor kan jeg bare følge dig - sad i samme position for ca 1½ år siden. Gravide og nyfødte i nærmeste familie og barnedåb og fødsler konstant. Det er hårdt! Lige meget, hvor mange "Men nu ved I, at I kan" man får at vide.

Håber får dig, at der er de magiske 2 streger og snak med lægen om en tryghedsscanning - det giver altså lidt mere ro, når man har mistet før. 

Bedste råd er at være åben omkring det, så har folk og nemmere ved at acceptere, at man en gang i mellem må sige fra overfor babysnak.

har bare sådan lyst til at råbe og skrige lige nu... men hvem skulle jeg råbe ad? det er jo ikke nogens skyld..

sidder og går helt i spåner lige nu... tror ikke jeg har grædt så meget siden aborten... der gav jeg hormonerne skylden... hvad så nu?

Årh jeg føler med dig! Har selv været igennem 2 sa og 1 ma. Ville selv have haft termin her i sommer.

Alle omkring mig får nu børn.. Selvom jeg er lykkelig på deres vegne. Kan jeg nærmest skrige over det ikke er os.

 

Du får en krammer herfra for, for pokker det hårdt!

Jeg er rigtig ked af, at du skal igennem alt det Jeg håber, at det er din tur til at få en lille guldklump næste gang

Det er ok at være sur, ked og skrige en gang i mellem. Og jo, homonerne roder rundt i kroppen i lang tid. Det tog min krop ca 3 måneder at "finde sig selv" og komme i cyklus igen.

nu er jeg efterhånden faldet lidt til ro igen, men det var godt nok noget af en tur jeg havde

 

tilgengæld er jeg blevet lidt mere forhåbningsfuld i forhold til en mulig ny graviditet

 

jeg er på p-piller, men glemte et par stykker i sidste uge.

vi hyggede os torsdag, fredag var tilfældigvis min ægløsningsdag og tirsdag begynder jeg at bløde en lille bitte smule. kun lige nok til måske højst at fylde et bind om dagen. faktisk er det mere udflød med blod i end en decideret blødning.

jeg bløder stadig lidt i dag, men pludselig er de hyppige tisseture og kvalmen også sat ind...

 

hvad siger I? jeg kan jo ikke teste før på fredag... men mon ikke det er sikkert at begynde at håbe en lille smule?